FLAGAFBRÆNDINGER, dødstrusler og fornærmede massers optøjer var den lidet overraskende reaktion, da den indiskfødte, britiske forfatter Salman Rushdie blev slået til ridder af den engelske trone.
Den pakistanske minister for religiøse forhold, Ljaz ul-Haq, udtalte, at en selvmordsaktion kan opfattes som retfærdig, hvis den udføres med henblik på at beskytte profeten Muhammeds ære. Ministerens kommentarer der dog efter britisk pres blev trukket tilbage var med til fremprovokere voldsomme protester i de pakistanske storbyer.
Det iranske udenrigsministeriums talsmand, Mohammad Ali Hosseini, udtrykte sin fordømmelse mere diplomatisk, men ikke mindre indigneret: At give en medalje til en, som er blandt de mest forhadte personer i det islamiske samfund, er et vulgært eksempel på den anti-islamiske holdning, der trives i den britiske offentlighed.
Salman Rushdie udgav sin kontroversielle roman De sataniske vers i 1988, hvilket blev startskuddet til Rushdie-affæren, og året efter nåede kontroversen sit første højdepunkt, da ayatollah Khomeini udstedte sin siden så berømte og berygtede fatwa, der dømte Rushdie til døden.
Historien om Salman Rushdie og De sataniske vers har således udviklet sig til en uendelig historie, der med jævne mellemrum sætter diplomaterne på overarbejde; men hvad er baggrunden for, at denne finkulturelle roman er blevet et omdrejningspunkt i en politisk kamp, der til tider synes at antage civilisatoriske højder?
Da Salman Rushdie udgav De sataniske vers, var han en etableret forfatter, der var anerkendt som en af den engelsksprogede litteraturs væsentligste stemmer. Mesterværket Midnatsbørn vandt i 1981 The Man Booker Prize, der er den mest prestigefyldte britiske litteraturpris.
Men Salman Rushdie er ikke ligefrem nogen folkelig forfatter. Værkerne er krævende, og de skifter konstant mellem forskellige tider, niveauer og bevidstheder. Samtidig fordrer romanerne blandt meget andet et solidt kendskab til europæisk litteraturhistorie, historiske og politiske forhold i såvel Indien og Pakistan som Storbritannien. Ved første øjekast forekom det derfor overraskende, at en roman af en intellektuel og kunstnerisk eksperimenterende forfatter kunne blive startskuddet til en kontrovers af storpolitiske dimensioner.
Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at De sataniske vers for mange muslimer var en dybt krænkende bog. Romanens titel henviser til en apokryf muslimsk beretning, hvori Muhammed anerkender tre præislamiske gudinder. Ifølge beretningen blev det senere åbenbaret Muhammed, at versene var indgivet ham af Satan.
I den stærkt politiserede europæiske islamforskning er historien om de sataniske vers blevet brugt til at tegne et kompromitterende billede af Muhammed som en opportunist, der på et kritisk tidspunkt anerkendte tre gudinder for at tækkes Mekkas befolkning og vinde tilhængere. Versene kan på denne måde anvendes til at så tvivl om Muhammeds oprigtighed og dermed Koranens autenticitet.
SALMAN RUSHDIES ROMAN indeholder en række drømmesekvenser, der tilskrives den forstyrrede Gibreel Farishta der er en af romanens to hovedpersoner. I en af disse drømme genfortælles i slet skjult form beretningen om de sataniske vers. I drømmen er profeten ydermere egentlig forretningsmand, og han bærer navnet Mahound, der var en nedsættende betegnelse for Muhammed i den kristne middelalder.
Handlingen er henlagt til en fortidig by ved navn Djahilia, der betyder uvidenhed, men for den muslimske læser er der ingen tvivl om, at byen refererer til Mekka. I en senere drøm latterliggøres profeten af digteren Baal, og som læsere hører vi desuden historien om, hvordan den lærde Salman, der havde til opgave at nedskrive åbenbaringerne, på grund af mistro til Mahounds motiver har ændret flere vers. Romanen sår på denne måde tvivl om Koranens ægthed, og den latterliggør samtidig Muhammed på en måde, der alluderer til en anti-islamisk, europæisk tradition.
De sataniske vers er imidlertid meget mere end et simpelt smædeskrift mod islam. Romanen tematiserer mere generelt faren ved lukkede, absolutte trossystemer herunder islam men den udstiller ligeledes de undertrykkende samfundsstrukturer, som den moderne immigrant er underlagt i samtidens Storbritannien.
Der er næppe tvivl om, at Rushdie var fuldstændig klar over, at han havde skrevet en provokerende roman, der ville virke stødende på mange muslimer, men han havde helt sikkert ikke forestillet sig, at sagen ville få det omfang, den fik. Det hænger sammen med, at romanen blev transformeret fra at være et kontroversielt, litterært værk til en skakbrik i et opportunistisk, politisk spil.
Da den iranske leder ayatollah Khomeini med sin fatwa i 1989 udstedte dødsdommen over Salman Rushdie, havde sagen sådan set allerede antaget en global karakter. Romanens kontroversielle status kom for første gang til en bredere offentligheds kendskab, da de to indiske aviser India Today og Sunday i kølvandet på udgivelsen af De sataniske vers bragte et interview med Salman Rushdie.
Den muslimske oppositionspolitiker og parlamentetsmedlem Syed Shahabuddin læste interviewene og krævede, at regeringen øjeblikkeligt forbød romanen. Det regerende Kongresparti, der under ingen omstændigheder ønskede at fornærme Indiens mere end 100 millioner muslimer på et tidspunkt, hvor der var mindre end et år til næste valg, valgte at følge opfordringen. Den 5. oktober blev De sataniske vers forbudt i Indien, og inden året var omme, havde romanen lidt samme skæbne i Sydafrika, Indonesien og størstedelen af Mellemøsten.
I slutningen af 1988 og starten af 1989 pustede en række britiske muslimer til ilden, idet de arrangerede bogafbrændinger i Bolton og Bradford. Protesterne spredte sig herefter tilbage til den muslimske verden, hvor adskillige personer blev dræbt i demonstrationer vendt mod Rushdie i såvel Pakistan som Bangladesh, og i februar 1989 kulminerede krisen med ayatollah Khomeinis fatwa.
KONTROVERSEN VAR på mange måder en appelsin i turbanen på Khomeini. Iran havde et halvt år forinden indgået en fredsaftale med Irak efter en udmarvende krig, der havde kostet flere hundrede tusinde iranere livet. Khomeini forsøgte at eksportere sin islamiske revolution til Irak og befri de hellige byer Najaf og Karbala. Ved fredsaftalens indgåelse var grænsen til Irak dog uændret. Krigen kunne derfor ses som et nederlag for Iran og den islamiske revolution, som Khomeini stod i spidsen for.
Kontroversen om Salman Rushdies De sataniske vers var derfor en kærkommen lejlighed til at bortlede befolkningens opmærksomhed fra den fejlslagne krig og en økonomisk situation, der var fuldstændig håbløs. Fatwaen lader sig således tolke som et populistisk, politisk initiativ, der gjorde det muligt at samle befolkningen i kampen mod en ydre fjende.
Rushdie-affæren er dermed heller ikke alene historien om en kontroversiel roman, men i lige så høj grad historien om, hvordan denne roman blev et middel til at fremme indenrigspolitiske mål i såvel Iran som andre muslimske lande. I denne henseende forekommer karikaturkrisen at være et ekko af Rushdie-affæren.
Kontroversens nylige genopblomstring er ganske givet heller ikke uden populistiske motiver, men dundertalerne synes heldigvis ikke at vinde samme genklang i de muslimske befolkninger som tidligere.
Samtidig har den aktuelle krise budt på enkelte lyspunkter. Inayat Bunglawala var som studerende i 1989 en af de muslimer, der på det kraftigste protesterede mod De sataniske vers. I dag er han medlem af Det muslimske Råd i Storbritannien, og i forrige uge skrev han i The Guardian, at et forbud netop ikke er nogen løsning: Friheden til at fornærme er en nødvendig frihed. Desuden har islam blomstret overalt, hvor der har været en fri atmosfære. Reaktionerne i Storbritannien har i det hele taget været mere afdæmpede end tidligere, hvilket kunne tyde på, at Bunglawalas udmelding er repræsentativ for store grupper af den muslimske befolkning i Storbritannien.
Selvom den aktuelle krise synger på sidste vers, er der næppe tvivl om, at vi ikke har hørt det sidste i sagaen om De sataniske vers. Derfor er der også stadig grund til at forsvare Salman Rushdie og ytringsfriheden mod alle former for totalitære og undertrykkende tendenser.
Christian Christiansen er cand.mag. i litteraturvidenskab og underviser ved Frederiksborg Gymnasium