Den uretfærdige erindring om historien

Man kan have meget forskellige fortolkninger af historiske begivenheder, og det er historikernes opgave at komme til en konklusion, ikke politikernes. Præsident Erdogans tilbud om en fælles kommission af tyrkiske og armenske historikere og eksperter, som Armenien aldrig har svaret på, står stadig ved magt, skriver dagens kronikør

Andrea Marootian who claims to have lost 10 family members to the mass killings of Armenians from 1915-1917, holds her great uncle's life insurance document from that era which is being donated with others to the USC Shoah Foundation Center for Genocide Research in Los Angeles, California on March 26, 2015. US lawmakers introduced a resolution last week urging President Barack Obama to recognize mass killings of Armenians under the Ottoman Empire as "genocide, " a move sure to anger Turkey ahead of the tragedy's 100th anniversary. Modern Turkey has always rejected the term, putting the toll at 500, 000 and blaming their deaths on war and starvation. AFP PHOTO/ MARK RALSTON
Andrea Marootian who claims to have lost 10 family members to the mass killings of Armenians from 1915-1917, holds her great uncle's life insurance document from that era which is being donated with others to the USC Shoah Foundation Center for Genocide Research in Los Angeles, California on March 26, 2015. US lawmakers introduced a resolution last week urging President Barack Obama to recognize mass killings of Armenians under the Ottoman Empire as "genocide, " a move sure to anger Turkey ahead of the tragedy's 100th anniversary. Modern Turkey has always rejected the term, putting the toll at 500, 000 and blaming their deaths on war and starvation. AFP PHOTO/ MARK RALSTON. Foto: Mark RalstonAFP.

”DEN STØRSTE URETFÆRDIGHED, der har hjemsøgt både historien og to nationer, er at tilsidesætte deres kostbare, rige århundreder af delt historie og i stedet begynde med traumatiske begivenheder som krig og konflikter eller at rekonstruere de tidligere århundreder ved at gøre traumatiske begivenheder til midtpunktet. Den 'uretfærdige erindring', der er skabt omkring begivenhederne i 1915, udgør det vigtigste eksempel på det fænomen, da det låner fra tyrkernes og armeniernes delte fortid og fremtid.”

Tyrkere og armeniere delte det samme land, levede fredfyldt side om side, værdsatte hinandens kultur og identitet og udviklede endda en fælles kultur hen over århundreder. De indåndede den samme luft, spiste de samme afgrøder fra det samme land og drak de samme dråber fra den samme brønd.

Som folk af en fælles historie har de også delt den samme smerte, som historien har frembudt. De levede sammen i både gode og dårlige tider. Krig er ikke en god ting! Begge nationer gennemgik en forfærdelig krigstid og led meget.

Første Verdenskrig var vidne til millioner (anslået til tre millioner) af osmannere, der døde - ikke kun i kamp, men også på grund af hungersnød, epidemier, lovløse gerninger, lokal uro og meget mere.

Under Det Osmanniske Rige var armenierne ikke fritaget for disse krigstilstande. Derimod skabte de militariserede og nationalistiske armenske grupper separatistiske aktiviteter og oprør, støttet af Tsar-Rusland, med det formål at svække og opdele Det Osmanniske Rige, og meldte sig faktisk under fanerne hos den invaderende russiske hær, hvilket yderligere forværrede situationen for den osmanniske hær i forsvaret af muslimske civile, der blev angrebet af de armenske krigere.

På baggrund af denne situation besluttede den osmanniske administration at forflytte den armenske befolkning, som boede i eller nær krigszonen, til de sydlige provinser, væk fra forsyningsruterne og de militære transportruter for den fremadskridende russiske hær.

Denne krigstidsforanstaltning foretaget af osmannerne, som var under angreb fra alle sider af England, Frankrig, Italien, Grækenland og Rusland, resulterede i umådelige lidelser hos den armenske civilbefolkning. Ud over de tidligere nævnte naturlige dødsårsager blev nogle ofre for lokale grupper, der søgte hævn, og andre havnede i hænderne på enkelte uregerlige osmanniske embedsmænd.

Faktisk forårsagede krigen millioner af tab af menneskeliv på hver side, og på trods af, at Første Verdenskrig var for 100 år siden, er de tragiske konsekvenser af krigen stadig relevante i dag, som det ses i de historiske kontroverser mellem tyrkere og armeniere.

Men Den Tyrkiske Republik blev ikke skabt på baggrund af en fortælling om at være fjende af nogen af de magter, som Uafhængigshedskrigen blev udkæmpet mod. Ligeledes er tyrkisk nationalisme ikke funderet på had mod ”de andre”.

Historie bør ikke være et redskab, der opildner til had, men bør i stedet være noget, man kan lære af. De menneskelige lidelser på alle sider må anerkendes, således at de mørke begivenheder i historien ikke gentager sig.

Udtalelsen fra den tyrkiske præsident (på det tidspunkt premierminister) Recep Tayyip Erdogan sidste år den 23. april er en anerkendelse af dette på højeste officielle niveau:

”Det er vort håb og vor overbevisning, at folk med en gammel og unik geografi, og som har fælles skikke, vil være i stand til at tale med hinanden om fortiden på en moden måde og mindes deres tab på en anstændig måde. Og det er med dette håb og denne overbevisning, at vi ønsker, at armenierne, der mistede livet i forbindelse med begyndelsen af det 20. århundrede, vil hvile i fred, og vi udtrykker vores dybeste medfølelse med deres børnebørn.”

Denne politik er udviklet på trods af de smertefulde erindringer om vores muslimske forfædre, der af indlysende årsager ikke blev bragt frem i lyset af de daværende invaderende magter, af de kristne missionærer (såsom de danske nonner, der hjalp kristne armeniere under krigstiden) eller af vestlig nyhedsdækning. Denne politik er udviklet på trods af tabet af mere end 30 af mine egne kollegaer og deres familier i hænderne på terroristerne, som hævder at fremme den ”armenske sag”.

Denne politik er udviklet ud fra en ”retfærdig erindring”. Denne politik er udviklet på baggrund af fælles værdier og arv. Denne politik er udviklet som følge af et tyrkisk krav om et godt naboskab med Armenien.

Denne politik udspringer af en forståelse for, at vi kan have forskellige fortolkninger af begivenhederne, der fandt sted i denne periode af vores fælles historie. Det er historikernes opgave at søge og komme til en konklusion på denne omstridte historiske periode. Det er ikke en opgave for politikerne, da de kan være under indflydelse af lobbyisme, medier eller fortællinger, som spiller på den menneskelige medfølelse.

At råbe højt gør ikke tingene mere rigtige, og at sprede forkerte idéer, indtil andre begynder at tro på dem, gør dem ikke rigtige. Indtil nu har der ikke været nogen originale dokumenter, der kan bevise, at armenierne blev udsat for folkemord, og alle de dokumenter, der er brugt som bevis på dette, har fremtrædende internationale historikere bevist er falske eller fabrikerede. Tværtimod underbygger mange dokumenter og begivenheder det modsatte. Det er derfor klart, at historikerne bør gøre mere gennem omfattende og videnskabelige undersøgelser.

Ud fra denne tanke sendte præsident Erdogan (dengang premierminister) i april 2005 et brev til den daværende armenske præsident, Robert Kocharian, hvor han forslog at etablere en fælles kommission af historikere og andre eksperter med det formål at nærstudere, hvad der skete i 1915 - ikke blot ved at undersøge de tyrkiske og de armenske arkiver, men også arkiverne i alle de relevante tredjelande - og dele resultaterne med den internationale offentlighed. Dette brev blev aldrig besvaret fra den armenske side, men forslaget står stadig ved magt.

Før man har nået en fælles accept af og forståelse for denne historiske periode, er påstande og beskyldninger om, at 1915-begivenhederne er ”folkedrab” (altså ”[...] handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe[...]” (artikel 2 i FN's Folkedrabskonvention fra 1948), ikke blot uretfærdige, men det vil heller ikke være andet end bagvaskelse. Vi, både tyrkerne og armenierne, bør ikke falde i denne fælde, ej heller bør tredjeparter.

Vi tyrkere og armeniere, danskere, kurdere, amerikanere, briter, franskmænd, russere, grækere med flere. Vi diplomater, historikere, politikere, journalister og undervisere, vi mennesker med gode hensigter for alle uanset deres etniske oprindelse eller religion skylder vores fremtidige generationer dette.

Mehmet Dönmez er Tyrkiets ambassadør i Danmark