Prøv avisen

Dengang den kristne etik blev smidt på bålet

Denne kroniks afgørende pointe er, at der ikke findes en positiv kristen etik. Der findes ikke en kristen etik, hvor den kristne kan finde forskrifter for livet. Hvis der findes en kristen etik, findes den kun som negativ etik, hvilket vil sige, at man møder den, når man ikke slår til i livets forhold, skriver Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: .

Kristendommen er reelt en forkastelse af religiøs lov. Derfor kan vi som kristne ubesværet spise svinekød, og kvinderne kan undlade at gå med tørklæde. Det er den kristne frihed, skriver sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen

SPØRGSMÅLET OM, hvorvidt der findes en særlig kristen etik, er dukket op på ny. Det sker blandt andet i forbindelse med diskussion om velsignelse af homoseksuelle, hvor en særlig kristen etik skulle dømme homoseksualitet som noget, der ikke hørte til inden for den kristne livsverden.

LÆS OGSÅ: Findes der en særlig kristen etik?

Og spørgsmålet om en særlig kristen etik dukker også op i mødet med islam, hvor den islamiske sharialov netop er udtryk for en positiv religiøs etik, der beskriver de menneskelige forhold. Det er en religiøs funderet lov, der beskriver samfundets indretning og regler.

Islam er i lighed med al anden religion i denne verden en lovreligion, hvilket i korthed betyder, at det er menneskets position i forhold til guden, der er afgørende for dets frelse og fortabelse. Ved at positionere sig korrekt i henhold til den religiøse etik er man i islam en ret muslim.

Denne kroniks afgørende pointe er, at der ikke findes en positiv kristen etik. Der findes ikke en kristen etik, hvor den kristne kan finde forskrifter for livet. Hvis der findes en kristen etik, findes den kun som negativ etik, hvilket vil sige, at man møder den, når man ikke slår til i livets forhold.

Søren Kierkegaard siger et sted, at man opdager etikken, når man strander på den i synden, og K.E. Løgstrup, der ikke (som hævdet af Ulrik Becker Nissen i en kronik i Kristeligt Dagblad den 17. juni) skrev i en kristen enhedskultur, men netop ud fra en sekulariseret kultur, siger, at den etiske fordring først lyder, når den ikke er opfyldt. Begge teologer formulerer altså en negativ etik, der ikke opstiller positive etiske udsagn, man kan positionere sig i forhold til som religiøst menneske.

For kristendommen er ikke en lovreligion. Der er tydelige udsagn i evangelierne fra Jesus, hvor han siger, at mennesket ikke står under loven, men at loven er en støtte for mennesket i livet. Loven er et slags hegn om menneskelivet, for at det kan bevares og opretholdes, men en vej til frelse er loven ikke (se for eksempel Mark. 2, 23-28).

I kristendommen er det altså ikke menneskets forhold til loven, der afgør dets forhold til Gud. Forholdet til Gud bestemmes gennem forholdet til Kristus, der hænger på et kors, netop fordi mennesket kom til kort i forhold til loven og derved etikken.

Kristendommen er altså ikke alene en omgåelse af den religiøse lov. Den er reelt også en forkastelse af religiøs lov. Derfor kan vi som kristne ubesværet spise svinekød, vores drengebørn bliver ikke omskåret, og kvinderne kan undlade at gå med tørklæde. Det er den kristne frihed. Frihed fra religiøs lov og derved også en formuleret kristen etik.

Men denne indsigt bundfælder sig jo ikke bare på én gang. Gang på gang i kristendommens historie truer den religiøse lov og en formuleret kristen etik med at skylle ind over kristenheden og trælbinde den. Derfor har store teologer som Paulus, Irenæus, Augustin og Luther gang på gang forsøgt at få kristenheden på ret kurs igen. Fordi den religiøse lovs tryghed og formulerede etik er så tiltrækkende for mennesker, så dukker den hele tiden op.

I MIDDELALDEREN dukker den religiøse lov for alvor op igen. Ikke alene gennem folkelige skikke, men også officielt gennem kirkeretten. Det er i det hele taget tankevækkende, at i middelalderen, hvor kristendommen har utallige både fredelige og knap så fredelige kontakter til islam, dukker lovreligionen massivt op igen i så forskellige skikkelser som korstog, afladshandel og kirkeretten.

Alle tre gjorde Martin Luther tydeligt op med. Her skal blikket rettes mod kirkeretten altså det, som vi kunne kalde den kristne sharialov.

Kirkeretten blev udviklet ud fra den misforståelse, at Bibelen i kristen forstand beskrev en lovgivning og en etik. Man samlede derfor alt, der mindede om lovgivningsstof både fra Bibelen, fra kirkefædrene, fra økumeniske koncilier og pavelige skrivelser med mere, og i løbet af 1100- og 1200-tallet begynder man at have en systematiseret kirkeret, der også bliver grundlag for universitetsstudier særligt i Bologna og senere over hele det katolske Europa, og derved også ved de kirkelige domstole.

Corpus juris canonici blev grundlaget for retsudøvelsen og derved egentligt kristne etiske forskrifter for det daglige liv. Derved kunne man sige, at den kristne kirke havde fået en religiøs sharialov på samme måde som i islam.

Men hvor kristendommen savner egentlig begrundelse for sådan en lov, da Kristus på korset er udtryk for den religiøse lovs ophævelse, mangler islam ikke en sådan begrundelse for religiøs lov.

Diskussionen vedrørende kirkeretten bliver central i Reformationen. Reformationen med Martin Luther i spidsen havde lært af humanisterne, at man skulle søge til kilderne, og gennem et intenst studium af Bibelen og kirkefædrene fandt Luther, at mennesker blev frelst af tro alene, og derved var en sideløbende religiøs lovgivning en fejl. En særlig kristen etik kunne endog skygge for det frisættende evangelium.

På baggrund af sine skrifter, universitetsundervisning og forkyndelse blev Luther i juni 1520 opfordret af paven gennem en bulle til at lade sine bøger brænde, og inden 60 dage efter den pavelige bandtrusselsbulles egentlige offentliggørelse skulle han tilbagekalde sine udsagn, ellers ville han blive erklæret fredløs og krævet udleveret til Rom. Reformationen var her som andre steder også en kamp på ytringsfrihed.

Omkring den 3. december 1520 bliver det kendt i Wittenberg, at Luther vil brænde den pavelige bulle som et tydeligt svar på, at han ikke vil tilbagekalde sine udsagn. Den 10. december 1520 forsamles en lille flok omkring et bål ved den østlige port til Wittenberg, kaldet Elstertor. Her kaster Luther pavens bulle på ilden. Men næsten mere væsentligt: Han kaster også et eksemplar af den kanoniske ret i flammerne.

Her forkastes ganske håndgribeligt den kristne sharialov som et falsk udtryk for kristendom. Her gøres med et slag juraen til en verdslig videnskab, der ikke skal drives med guddommelige argumenter eller evige grunde. Her sekulariseres hele retsvidenskaben, ligesom Reformationen generelt er en sekularisering af samfundslivet.

Når Luther forkaster lovgivningen, er det ikke et udtryk for, at han ønsker en utopi, hvor mennesker lever uden lov. Intet kunne være ham mere fjernt. Men det er udtryk for, at menneskelivet i lyset af Kristus er frit, og at lovgivning udelukkende er en verdslig foreteelse, der er til for at beskytte og indhegne menneskelivet, men ikke har et højere mål end det. En særlig kristen etik findes ikke.

Luther udfører denne handling, fordi en kirkelig ret og formuleret kristen etik strider mod den kristne forestilling om retfærdiggørelse ved troen alene. Hvis det er troen alene, der frelser, så kan samfundsindretning og guddommelig lovgivning intet gøre dertil.

Kristus på korset er udtryk for dette: Hvis loven kunne frelse, hvad skulle Kristus så på korset? Alene idéen om Jesu korsfæstelse er nok til at holde enhver religiøs tanke ude fra lovgivingen, og dermed også forestillingen om en særlig kristen etik.

Thomas Reinholdt Rasmussen er sognepræst