I Danmark "knækker vi cancer" hvert eneste år. Der er prestige i og folkelig opbakning til at blive klogere på kræft- og hjertesygdomme og gigtlidelser, hvilket er fantastisk, men tankevækkende nok er der nærmest intet fokus på den sygdom, der er verdens største dræber af livskvalitet og i sidste ende liv hvert eneste år: depression.
Ifølge WHO går flere end 300 millioner mennesker lige nu rundt med en depression. Det er en vækst på over 18 procent i det seneste årti, og særligt blandt unge. I Danmark er flere end 150.000 danskere ramt netop nu, og selvom 50 procent depressionsramte modtager behandling, så fejldiagnosticeres 25 procent, mens 25 procent aldrig opdages ifølge Sundhedsstyrelsens seneste tal.
Desværre går det trægt med at skaffe de nødvendige midler til at kortlægge årsagerne, ligesom der mangler midler til at sikre mere effektiv behandling og indsatser over for patienterne. Dette er tilfældet til trods for, at internationale studier fra WHO viser, at for hver krone, der investeres i effektivt at behandle depression og angst, så tjener samfundet fire kroner igen. De manglende investeringer rammer ikke kun dem, der er syge. Husholdninger må flytte fra hus og hjem, fordi den ene part ikke kan arbejde. Arbejdsgiverne taber på, at deres medarbejdere bliver mindre produktive, mens regeringernes budget til sundhed og velfærd forøges markant.
Det er en myte, at depression kun rammer samfundets svageste. Sygdommen rammer på demokratisk vis høj som lav, rig som fattig, ung som gammel. Medskribent på dette indlæg Jonathan Løw har således selv prøvet at kæmpe med en prestigeløs sygdom – en svær depression – der medførte en indlæggelse på psykiatrisk hospital i Aarhus. Det skete blot få måneder efter, at han var blevet kaldt en ”ung iværksætterguru” i et stort dansk erhvervsmedie, og under et år efter, at hans seneste virksomhed var sluttet i top tre over årets mest lovende virksomheder.
Det skriver vi for at understrege, at der kan være meget kort fra succes til sygedagpenge. Kort fra livsglæde til alvorlig sygdom.
Den gode nyhed i forhold til fysiske sygdomme som kræft, hjertelidelser og lignende er, at antallet af dødsfald forårsaget af disse sygdomme er stærkt faldende. Det skyldes, at vi bevidst og målrettet er gået ind og har investeret store beløb i både forskning, forebyggelse og tidlig indsats i forhold til at bekæmpe sygdommene. Det virker altså, når vi virkelig vælger at investere og tilføre de nødvendige ressourcer som samfund.
Den dårlige nyhed er, at grafen langtfra ser så positiv ud, når vi taler selvmord. Godt nok har vi gennem de seneste 20 år set et fald også i Danmark, men udviklingen er stagneret og halter langt bag udviklingen inden for andre sygdomsområder. Nu tænker du måske, at selvmord ikke er en sygdom, men et resultat af en lang række andre komplekse forhold. Det er også korrekt, men alligevel er statistikken yderst relevant, fordi flere end 90 procent af alle selvmord i verden, ifølge WHO, skyldes sygdommene depression, bipolar lidelse og skizofreni.
Inden for den slags sygdomme venter vi, indtil adfærden manifesterer sig. Med eksempelvis kræft bliver vi stadigt bedre til at detektere sygdommen tidligt, men det er ikke tilfældet med eksempelvis depression, ADHD eller lignende. Her arbejder vi i bedste fald reaktivt.
Den amerikanske psykiater og professor i neuropsykologi Thomas Insel holdt for nogle år siden en yderst tankevækkende ted talk, som man gratis kan finde igennem en søgning på Youtube. En af Thomas Insels hovedpointer er, at en sygdom som depression ikke bør betegnes som en psykisk sygdom. Det er i stedet et eksempel på en hjernesygdom. Med hjernesygdomme henviser Thomas Insel ikke til den simple årsagsforklaring, man nogle gange har hørt fremført i forhold til depression: at det skulle være en ren kemisk ubalance i hjernen.
I dag ved vi, at depression ikke kan forklares så simpelt som en kemisk ubalance. Det er langt mere komplekst, og netop kompleksiteten er nøglen. Depression er en sygdom, der rækker langt ud over smerterne i et knæ, hvis man er faldet og slået sig.
Sygdommen er invaliderende og livstruende for mange mennesker, og det er en sygdom, som vi halter katastrofalt efter i vores forståelse af sammenlignet med eksempelvis kræft. Det bekymrende er, at en hjernesygdom som ADHD sætter ind meget tidligt i menneskets liv.En ud af fem unge i verden udvikler en kronisk hjernesygdom, inden de bliver 24 år gamle. Sygdommen bliver kronisk, fordi der ikke er blevet forsket tilstrækkeligt i, hvordan vi kan gribe ind tidligt i forhold til hjernesygdomme, som vi gør det med de fysiske sygdomme. Thomas Insel har igennem sin forskning dokumenteret, at adfærden er det sidste, man ser forandre sig, når det gælder de mest udbredte hjernesygdomme.
De mildt gode nyheder er, at en række nye værktøjer er på vej til at kunne gøre speciallægerne i stand til at opdage ændringer i hjernen, længe før symptomerne begynder at vise sig. At behandlerne i stigende grad er åbne for nye og kombinerede behandlingsindsatser, hvor patienter og pårørende i stigende grad bliver inddraget, og hvor medicin går i hånd med terapi og andre tiltag.
Det giver et lille håb om, at hvis der investeres i både dette område og i en mere grundlæggende forståelse af hjernesygdommenes karakter og mulige behandling, kan vi rent faktisk begynde at løse gåden omkring verdens største dræber, som ingen taler om lige nu.
Vi har valgt at skrive dette indlæg i fællesskab, da vi på den måde skriver både ud fra et personligt udgangspunkt, en entreprenant tilgang til problemløsning samt baseret på den omfattende viden, der foreligger hos Depressionsforeningen. På baggrund af ovenstående vil vi anbefale følgende fire konkrete handlinger i de kommende år:
Vi skal tænke smartere og hente ny inspiration. Der bør kigges langt mere på internationale erfaringer som eksempelvis BuurtzorgT i Holland. Det er en unik tilgang til hjernesygdomme, hvor der fra start af dedikeres et team bestående af en psykiater, en psykolog og et pårørendeteam til den syge. Der tales aldrig om den syge, uden at vedkommende er til stede, og endelig arbejdes der med en følelse af lighed imellem den sygdomsramte og specialisterne. Personen med depression kommer sig hurtigere, og i sidste ende er behandlingen billigere.
Hjernesygdomme skal sidestilles med fysiske sygdomme. Der skal investeres mere i oplysning omkring hjernesygdomme for at nedbryde tabuer og stigma, og der skal flere midler til det psykiatriske område. På sigt bør det være målet, at der altid er mulighed for konsultation hos en psykiater frem for hos den normale læge, der ikke er tilstrækkeligt kvalificeret til at kunne hjælpe effektivt.
Ventetiden og egenbetaling på psykologhjælp skal ned. Ventetiden for at komme til psykolog med depression eller angst er blevet mere end fordoblet i perioden fra 2012 til 2016 ifølge Dansk Psykolog Forenings seneste undersøgelse. En fuldstændig uacceptabel udvikling til fare for den enkeltes bedring.
Midler til forskning inden for forståelse og behandling af depression skal øges. Depression og andre psykiske lidelser koster årligt det danske samfund 55 milliarder kroner primært i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og sociale ydelser. Det koster liv og livskvalitet. Vi er nødt til at investere mere i forskningen, så vi bedre forstår sygdommen og bedre kan dæmme op for konsekvenserne.
Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder. Kasper Tingkær er generalsekretær i Depressionsforeningen.