Det er et problem i sundhedsvæsenet i almindelighed og for mennesker med depression i særdeleshed, at den mest udbredte opfattelse af depression, også blandt fagfolk, delvist bygger på, at vi mennesker først og fremmest rammes af depression på grund af ubearbejdede traumer og ubehagelige oplevelser.
Ny forskning viser nemlig, at depres- sion er en lidelse, som mennesker uforvarende selv kommer til at fremprovokere ved i alt for høj grad at håndtere deres tanker, gruble for meget over tingene og ”mærke efter”.
Nogle af os grubler over snart sagt hver eneste tanke, vi får. Det kan opleves så indbygget, at man ikke tror, man kan lade være. Det er en voldsomt ubehagelig tilstand ikke at kunne styre sine grublerier og oven i det meget stærkt føle hvert eneste lille udsving i sit humør og sindstilstand. Og ifølge den nye forskning er det disse grublerier og manglende tro på, at vi kan lære at minimere dem, der gør os depressive.
Jævnligt rejses en massiv kritik af sundhedsvæsenets tilbud til psykisk syge. Der er for få sengepladser, for få behandlere med for lidt tid til den enkelte patient og deraf risiko for fejlbehandling og overmedicinering. Kritikken lyder også, at mennesker med psykiske lidelser presses så hurtigt gennem systemet, at lidelserne – blandt andet angst og depression – vender tilbage for fuld kraft efter kort tid.
Jeg er meget enig i, at der er behov for langt flere ressourcer til psykisk syge. Jeg er også enig i, at svært depressive og selvmordstruede har akut behov for professionel hjælp og en sengeplads. Men jeg er meget uenig i betragtningen om, at de beskårede budgetter er årsag til depression. Jeg behandler hver dag mennesker med moderat til svær depres- sion, og de slipper ikke af med lidelsen ved, at vi alene optimerer rammerne i psykiatrien og tilbyder mere af det samme.
Den langsigtede løsning er derfor at indføre nye behandlingsmetoder og ikke alene at stille flere sygesenge, samtaler og medicin til rådighed. At tale om et økonomisk skrabet behandlingstilbud som årsag til et stigende antal depressive er en ensidig retorik, der tager initiativet fra individet og forstærker de grublerier, der er årsag til depression.
I stedet for at insistere på den ensidige antagelse skal vi reformere hele vores syn på psykiske lidelser. Vi skal turde sige højt, at vi ikke rammes af en depression, men at vi gennem vores grublerier selv risikerer at fremtvinge den. Det gør mennesker naturligvis ikke med vilje. Intet menneske ønsker at gruble sig selv til mørk depression. Derfor kan man heller ikke tale om, at man selv er skyld i at blive depressiv. Men ligesom man kan vænne sig af med tobak, alkohol og uhensigtsmæssig kost og derved få et sundere liv, kan man lære at lade være med at gruble og derved slippe af med depression.
Hidtil er kun omtrent hver anden blevet depressionsfri efter behandling. Nogenlunde samme effekt ser vi ved medicin, som ved de mest brugte terapiformer, for eksempel langvarig samtaleterapi og kognitiv terapi. Det vil altså sige, at selvom vi optimerer rammerne og giver mere af det, vi plejer, kan vi stadig ikke forvente, at flere end 50 procent bliver helbredt. Jeg mener, at vi må gå nye veje og ikke blot gøre mere af det samme.
Den nye forskning fra England, Norge og Danmark – blandt andet min egen ph.d. – viser, at såkaldt metakognitiv terapi har væsentligt bedre effekt. Helt op mod 80 procent bliver helbredt – uden medicinens bivirkninger og væsentligt hurtigere end andre terapier. Metoden er en indføring i at minimere sine grublerier.
Trods de gode forskningsresultater møder både patienter og behandlere den nye terapi med en vis skepsis, fordi den går i rette med den antagelse, som vores behandling af psykisk syge bygger på. Gennem årtier har vi troet, at dårlige oplevelser ophobes i os livet igennem. Der ligger de og larmer, indtil bunken af ubearbejdede traumer pludselig en dag vælter og udløser for eksempel angst eller depression.
Den nye forskning skyder en fed pil gennem disse antagelser, når den viser, at dårlige oplevelser slet ikke ophobes i sindet. Sindet fungerer som en si, der selv sørger for at lade dårlige oplevelser passere. Derfor skal mennesker med depression ikke vende vrangen ud på sig selv og dissekere traumer fra en imaginær rygsæk i overbevisningen om, at det vil få depressionen til at opløses og fordufte. Tværtimod risikerer vi, at al den bearbejdning, håndtering og mærken efter gør situationen værre. Vi risikerer at holde liv i depressionen. Jeg lader den lige stå et øjeblik… Tænk, om det er måden, hvorpå vi behandler depression, der holder depressionen i live? Jeg op- lever, at der er for meget navlepilleri og for meget selvfokus i de behandlingsmetoder, som vi tilbyder depressive i dag. Det kan vi ikke være bekendt.
Jeg er overbevist om, at stigningen i antallet af depressive i Danmark, skyldes, at vi bearbejder vores tanker alt for meget. Det er tænkningen, som vi gør os om dårlige oplevelser og tanker, der giver depressive symptomer. Jo mere vi grubler over oplevelserne og de tanker og følelser, der følger med, des hurtigere skubber vi os selv ind i en spiral af depressive symptomer.
Derfor mener jeg ikke, at vi overvinder depression ved at forbedre vores ydre vilkår. Vi kan heller ikke overvinde depression ved at tænke rigtigt eller tænke positivt. Vi kan overvinde depression ved at lære at gruble færre timer. Ved at lære at lade tankerne være.
Jeg behandler i klinikken en del klienter, som er så stærkt forudindtagede, at de har svært ved at acceptere, at jeg som psykolog ikke har brug for at høre om deres kriser, dårlige oplevelser og så videre og heller ikke forsøger at få dem til at se deres triste tanker i øjnene eller vende negative tanker til positive. Men efter seks-otte sessioner kan de se, at det er grublerierne, der gør humøret mørkt, og at de selv kan begrænse grublerierne og derved mindske depressionen.
Vi har brug for at sætte ord på nuancerne i depressionsbehandlingen og rydde op i de sejlivede antagelser, som præger debatten.
Den amerikanske journalist og blogger Rich Larson skrev for nyligt om Soundgarden-forsangeren Chris Cornell, der tog sit eget liv den 18. maj i år. Forfatteren, der beskrev, hvordan Cornell gennem meget af sit liv havde lidt af depressioner, listede adskillige andre verdenskendte musikere op – alle med samme ulykkelige endeligt og alle med depression som (livs)ledsager.
Forfatterens pointe er, at lidelsen vil være nemmere at acceptere og behandle, hvis vi anerkender, at depression opstår af kemiske ubalancer i vores hjerner og derfor kan ramme alle – unge som gamle, kvinder som mænd, mennesker med økonomiske og sociale problemer og verdenskendte rockstjerner.
Men også den vurdering er for ensidig. Igen vil jeg henvise til, at kun cirka hvert andet menneske med depression bliver hjulpet af medicin, der retter op på eventuelle ubalancer. Resten forbliver depressive.
Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at depression sammen med kræft og hjerte-kar-sygdomme vil udgøre de tre største folkesygdomme i 2030. Det er en forfærdelig udvikling. Depression er en invaliderende tilstand, som belaster både det enkelte menneske og dets pårørende voldsomt, og som koster samfundet dyrt.
Jeg ønsker, at vi dæmmer op for den udvikling ved at være åbne over for nye behandlingsmetoder. Det skylder vi mennesker med psykiske lidelser.
Pia Callesen er dr., ph.d. og specialist i psykoterapi