Prøv avisen

Der bør altid være en åben kirke i København

En nærværende kirke i år 2009 er en kirke, der både er lokalt nærværende og nærværende i forhold til menneskers livsformer og kultur. Det er en udfordring for vores måde at være kirke på. - Foto: Mette Frandsen

Der er stadig lang vej til "gudstjeneste 24-7" - den kontinuerlige gudstjeneste - i Københavns Stift med digitalt opslag ved hver kirke om, hvor der i dette øjeblik er en kirke, der er åben

Jeg har en urealistisk vision for gudstjenestelivet i Københavns Stift: at vi en dag ville være der, hvor et menneske, der vil i kirke, altid kan finde mindst én kirke, hvor der er åbent - alle ugens syv dage, alle døgnets 24 timer! Måske ikke helt så meget på Bornholm, for her er kulturen anderledes. Men i København er jeg overbevist om, at den form for nærvær ville gøre en forskel.

Man kalder New York for byen, der aldrig sover. Så døgnåben er København ikke endnu. Men alligevel. Jeg kommer indimellem hjem fra foredrag i Jylland med det sidste IC-tog til Hovedbanen 02.18. Jeg undrer mig hver gang over, hvor mange mennesker, der er på gaden - og hvor mange vinduer, der er lys i, ikke bare i city, men også når toget passerer Valby.

En nærværende kirke i år 2009 er en kirke, der både er lokalt nærværende og nærværende i forhold til menneskers livsformer og kultur. Det er en udfordring for vores måde at være kirke på.

For mig står og falder kirkens nærvær med gudstjenestens nærvær. Gudstjenesten er kirkens centrale udtryksform. Vores kristne eksistens i dagligdagen - og i menigheden - giver sig udtryk i mange forskellige vigtige former: diakoni, undervisning, mission, fællesskaber af mange slags, som alle er rettet mod den anden halvdel af det dobbelte kærlighedsbud. Men at fejre gudstjeneste er at fokusere intenst på første halvdel af buddet - at søge Guds nærhed. Det er det, kristentroen lever af og får sin næring fra: bøn, bekendelse, lovsang, møde med Bibelens fortællinger, sakramenterne, velsignelsen og det synlige fællesskab - det er her, vort liv, vore følelser, erfaringer og viden stilles direkte over for Gud, og hvor vi har udtryksformer, der både kan lægge frem for og modtage fra Gud.

Derfor begynder og slutter for mig samtalen om kirkens udvikling i Københavns Stift med gudstjenestelivet. Så er det, kæden tit hopper af: Mange tænker næsten med det samme på højmessen søndag formiddag klokken 10 eller halv elleve. Udfordringen til os i 2009 er at tænke anderledes.

Der gennemføres med mellemrum undersøgelser af folks kirkegangsvaner. Tendensen i de sidste 10-15 år har været færre faste gudstjenestedeltagere, der går i kirke næsten hver søndag. Det er det faktum, myten om de tomme kirker næres af. Den almindelige søndagshøjmesse kommer ikke ind på top ti-listen over en dansk gennemsnitsfamilies søndagsaktiviteter, og da slet ikke i København.

Den anden klare tendens er, at der også bliver færre, der angiver, at de aldrig går i kirke. Den gruppe, som vokser, er dem, der går i kirke tre til otte gange om året: anlednings-kirkegængerne. Folk vil godt i kirke, men der skal være en anledning. De skal enten være eller føle sig personligt inviteret, eller de skal naturligt komme så tæt på kirken, at der ikke er nogen barriere for at gå ind og være med.

Familiebegivenhederne samler rigtig mange mennesker. Folkelige og kirkelige markeringer ligeså - tænk bare på genoptagelsen af allehelgen-skikkene med mindegudstjenester for de afdøde og på fastelavnsgudstjenesterne med tøndeslagning og fest. Gudstjenester rettet mod bestemte målgrupper (spaghettigudstjenester er jo efterhånden institution både i by og på land) blomstrer. Det, vi i gamle dage i Kirkefondet kaldte "alibi-gudstjenester" - gudstjenester, hvor eksempelvis de voksne kommer i kirke, fordi børnene synger i koret - er blevet noget naturligt.

Den seneste offentliggjorte undersøgelse viste, at de unges kirkegang er svagt stigende. Det tolkes - med rette, tror jeg - som udtryk for, at de initiativer, der er taget i de senere år, har en effekt. Det betyder noget, at vi har fået ungdomskirke og rock-gudstjenester. De natåbne kirker betyder noget. Babysalmesang betyder noget.

De betyder, at mennesker kommer til gudstjeneste en gang imellem. De kommer og bliver en del af de udtryksformer og udtryksmuligheder, som gudstjenesten har. De bliver deltagere i det fortættede møde, som gudstjenesten er. De bruger bønnen, bekendelsen og lovsangen. De oplever kristendom som udtryk og handling og oplevelse, ikke bare som et sæt af værdier, udsagn og fortællinger - selvom det naturligvis også hører med.

Der findes til stadighed nye former: I Stockholm har en kirke startet gudstjenester, hvor afslapning til musik og massage indgår som elementer. Når den stive og anspændte krop slappes af, åbner vi os mere for det, der sker.

Kun en begrænset del af anledningskirkegængerne er eller bliver faste højmessedeltagere. Mange af anledningerne finder sted ved en søndagsgudstjeneste. Men det er anledningen, der tæller. Ikke at "søndag er Vorherres dag"! Men succeskriteriet for gudstjenestelivet må heller ikke være, at de andre gudstjenester skal føre til højmessedeltagelse. En del af udfordringen er at lære, at alle gudstjenester er ligeværdige!

Der findes ikke et gudstjenestehierarki med højmessen i toppen. Alle gudstjenester fra den på spejderlejren med de sammenbundne grene som kors og kiks og saft ved altergangen til festgudstjenesten i domkirken med hele det klassiske udtræk, og alting midt imellem, er ligeværdige. Det er kvaliteten, der er væsentlig.

Højmessen er forskellige ting. Den er pulsslaget i gudstjenestelivet - den gudstjeneste, der videregiver den liturgiske tradition, markerer den faste rytme i kirkeåret, samler de gudstjenestefortrolige, og ved en række lejligheder om året bliver den platform for festlige anlednings-gudstjenester fra dåb og konfirmation til høstgudstjeneste og kirkens fødselsdag.

Højmessen er vores rolige, gentagne fejring af Herrens Dag. I tidligere tider var højmessen det samlende punkt i sognets kirkeliv. Det passer med en tid, hvor den geografiske afstand havde stor betydning. Det har den ikke i København i dag.

Sognegrænsernes betydning er også begrænset i hverdagen. På Bornholm spiller de stadig en rolle, og derfor er søndagsgudstjenesten også i en anden og stærkere position på Bornholm end i København.

Men det vil være en måde at tage udfordringen op på, at vi har færre højmesser i hvert provsti og til gengæld øger antallet af andre gudstjenester af alle slags og af den form for gudstjeneste, der hedder at have kirken åben med mulighed for individuel andagt, bøn, samtale med en præst, stilhed - ud fra de erfaringer, vi allerede har med de natåbne kirker.

Vi har også brug for at tænke i gudstjeneste ved flere naturlige anledninger, måske indimellem også lidt mere improviseret end i dag. Brug af hjemmeside og mailinglister kan gøre det muligt, at ikke alle gudstjenester skal være annonceret tre måneder ud i fremtiden. Og de få, men spændende erfaringer, der er gjort med gadegudstjenester og andre gudstjenester uden for kirkerummet, skal vi turde udvikle nye former ud fra.

Havde jeg haft plads til det inden for kronikkens rammer, havde jeg udvidet perspektivet til også at handle om hverdagens gudstjeneste: behovet for at udvikle hverdagsspiritualitet til moderne mennesker i form af bønner, brug af Bibelen derhjemme, salmebogen, værktøj som Kristuskransen, andagtsbilleder og så videre. Det er i forlængelse af gudstjenesten en af de væsentligste opgaver, vi skal tage op i de kommende år.

Der er stadig lang vej til "gudstjeneste 24-7" - den kontinuerlige gudstjeneste - i Københavns Stift med digitalt opslag ved hver kirke om, hvor der i dette øjeblik er en kirke, der er åben med mulighed for bøn, andagt, samtale og/eller gudstjeneste - også klokken tre om natten.

Men jeg tror på perspektivet. For det er nødvendigt - og det er i øvrigt også teologisk og liturgisk en opløftende tanke at forestille sig en kirke, der konkret og uden ophør tilbeder sin Herre!

Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet og bispekandidat i Københavns Stift