Prøv avisen
Kronik

Teolog: Der bliver et før og efter coronakrisen

Portræt af Rasmus Dreyer til Troens Øjeblik

Rasmus H.C. Dreyer, Ph.d. i teologi, adjunkt ved professions-bacheloruddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation, UC Diakonisse-stiftelsen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Coronakrisen vil ikke fjerne vores kultur, men den vil som både pesten og i nyere tid den spanske syge blive et kulturelt erindringspunkt, hvor vi taler om et før og efter, skriver kirkehistoriker i dagens kronik

Der er en pest over Europa. Læseren skal selvfølgelig tænke på den berømte titel af socialdemokraten Hartvig Frisch, hvori han analyserede den politiske situation i vores verdensdel efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Denne gang er det ikke en politisk pest, men en virkelig og medicinsk epidemi: corona.

Jeg medgiver, at jeg har været i indre alarmberedskab siden de første meldinger om virussens spredning uden for kinesiske Wuhan. Er corona så en pest, eller er sammenligningen for bastant? Folketingsmand Henrik Dahl (LA) skrev på Facebook, at han under forhandlingerne om de nye undtagelseslove havde læst ”en helt igennem saglig og logospræget sætning, der indeholdt ordet ’pest’”. For rigtigt nok bruger vi oftere ordet ”pest” allegorisk frem for bogstaveligt. Men tænk engang: Pest er også en del af virkeligheden. Den berygtede sygdom, som gik som en sort død gennem Europa fra middelalderen og i århundreder frem, indgår på listen, der ligger som bilag til epidemiloven.

Vi kan håbe, at covid-19 ikke får pestlignende karakter – dødeligheden for pest lå langt over 30 procent – og alt tyder på, at mange vil overleve den nuværende sygdom uden svære forløb. Men nogle vil dø. Og dens pludselighed, udbredelse og katastrofiske betydning for vores samfundsinstitutioner, økonomi og almindelige hverdag er i sig selv af pestlignende karakter. Alligevel hærger en ulidelig ubekymrethed. Danskerne er lidet autoritetstro eller udøver den med en ironisk distance, hvor hamstring på den ene side er udtryk for reel bekymring, mens vi på den anden side fastholder at gøre, ligesom vi plejer – med dertilhørende brok over hastelovenes indskrænkende indflydelse på vores personlige og grundlovssikrede frihed. Det sidste er den jordbundne danske og lutherske liberalisme: Her taler vi Roma midt imod, fordi sandheden er min og ikke autoriteternes. Det tror jeg, at vi skal høre op med.

I al min alarmisme er jeg i gang med at læse Albert Camus’ roman ”Pesten” (1947). Ud af det blå rammes den algeriske by Oran af byldepest. Lægen Bernard Rieux finder snart ud af det, og han kæmper en sisyfoskamp for at redde så mange som muligt. Just da ordet ”pest” er udtalt for første gang, træder fortælleren ind i bogen for at forklare borgernes reaktion. Borgerne i Oran, forklarer Camus, var humanister: De tænkte blot på sig selv. De troede ikke, at pest og plager kunne ramme dem: ”De var ikke mere skyldige end andre, de glemte bare at være beskedne (…) og troede, at alt stadig var muligt for dem.” Orans borgere ”troede de var frie, men ingen er nogensinde frie, så længe der findes plager som denne”.

Nej, heller ikke vi er frie af døden. Det er derfor, at jeg selv er kristen. Fordi jeg er bange for døden og beder Gud om hjælp og trøst, når mennesket kommer til kort. Det er min påstand – kald det alarmisme, jeg foretrækker realisme – at coronavirussen vil sætte ar og mærke på os. Som sygdom har den potentialet til at slå tusindvis af vores kære ihjel – også herhjemme, hvor vi på en måde har udliciteret al eksistentiel uro over livets forkrænkelighed til den altfavnende velfærdsstat. Men hvad nu, når velfærdsstaten ophører? Altså når sengepladserne er sluppet op? Når pengekassen er tom? Ja, hvad nu, når lægerne ud fra nytteetiske principper, som det virkelig sker i Italien, må sortere i de syge og dermed overlade de ældste og svageste til blot kristelig trøst om et liv på den anden side af døden? Måske sker det ikke alt sammen, hvis vi overholder de strenge retningslinjer – men igen: Coronasmitten rummer en fare for det katastrofiske. Her skal vi erindre, at de store epidemier, der har hærget Europa, alle har haft en eller anden form for omkalfatrende kraft.

Den sorte død i 1300-tallet betød i Danmark et strengere og stavnsbundet liv for bønderne: Herremændene måtte binde arbejdskraften til stedet, fordi der manglede mennesker. Den sorte død og dens konstante frembrud i de efterfølgende århundreder var medvirkende årsag til renæssancens nye menneskesyn: Hvem er jeg, hvem er jeg menneske, der overlevede dette? Er det Gud, der straffer mig? Nuvel, sådan tænker vi ikke længere, men denne tanke var med til at katapultere Reformationen frem i 1500tallet. Luthers berømte spørgsmål, ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?”, var også en reaktion på den krise, som sygdomme og ulykker lagde på Vesten i hans tid.

Nogle debattører er for nylig kommet for skade at sige, at den demografiske krise – altså flygtninge- og indvandrerpresset på Europa – er værre end corona. Også under Reformationen var der en ydre fare mod Europa: Tyrkerne, som man sagde om muslimerne dengang, erobrerede Konstantinopel (Istanbul) i 1453, hvorved det gamle Østromerske Rige brød sammen, og Balkan og Østeuropa lå åben for tyrkernes fremmarch. Det var også en demografisk fare, som sammen med pestens hærgen, folks korte liv og pludselige død hensatte reformatorer som Martin Luther i en tilstand af undergang: Dommedag syntes nært forestående, og således blev Reformationen udløst. Det er måske en forenkling; alligevel var denne dommedagsforventning medvirkende årsag til genopdagelsen af den nådige Kristus. Vestens kultur blev forandret.

På den måde er det en sammenlignelig dobbeltkrise, vi står over for. En sygdom, der gør os magtesløse, fordi den rammer tilfældigt, og en kultur, der er demografisk og politisk udfordret. At coronafaren isoleret set er af mindre historisk betydning kan være sandt nok. På den anden side af undtagelsestilstanden vil der fortsat være et Danmark, danskere og en (måske?) endnu mere fornøden kristendom. Corona vil ikke fjerne vores kultur, men den vil som både pesten og i nyere tid den spanske syge blive et kulturelt erindringspunkt, hvor vi taler om et før og efter. Efter den spanske syge, der brød frem i kølvandet på Første Verdenskrig, blev vores syn på Gud igen ændret. Den protestantiske teologi opgav troen på, at vi som mennesker kunne arbejde på Gudsrigets frembrud og det ideale og harmoniske liv her på Jorden. Gud måtte være det helt andet i forhold til os; vi genopdagede synden og dermed ydmygheden. At andre så gik ad en anden vej og prøvede at vælte verden på hovedet med kommunisme og nazisme, er sådan set bare udslag af samme katastrofiske tilstand, verden trådte ind i, da skyttegravene forstummede, og den spanske syge lettede sit tag i os.

I 1527 kom pesten til Martin Luthers Wittenberg. Luther valgte at forblive i byen for at trøste de syge. Dermed trådte han ind i en stolt, kristen tradition for at pleje de syge for enhver pris. I et skrift fra samme år kræver Luther en streng iagttagelse af det kristne næstekærlighedsbud i en sådan situation. Hvis man ikke er bundet af noget særligt ansvar for sin næste, opfordrer Luther enhver til at flygte fra sygdommen. Imidlertid har de fleste nogen, de har ansvar for. Også fællesskabet har et ansvar bundet af næstekærlighedsbuddet, hvorfor Luther opfordrede til at oprette hospitaler med plads til de syge.

Mange af wittenbergerne var dengang irriterede og ligeglade med de strenge forholdsregler, der blev iværksat for at begrænse smittespredningen. Men ifølge Luther frister foragtere af sådanne forholdsregler ikke bare myndighederne. De foragter Gud. At foragte de forholdsregler, der er truffet, er at foragte sin næste og hensynsløst bringe andre i fare.

Måske er det en formaning, vi bør skrive os bag øret. Og skulle vi alligevel blive smittet, og plejen slippe op, forsikrer Luther om, at Gud også vil vise sig som vores sygeplejerske og læge i evigheden. Tror man på Gud, er det faktisk en trøst.