En aften var psykolog Hanne Hostrup i fjernsynet i anledning af, at en mand havde slået sin ekskone og deres 2 børn ihjel. De havde ellers holdt jul sammen, men kvinden havde åbenbart efterfølgende gjort det klart for manden, at han ikke var velkommen længere.
Hanne Hostrup mente, at kvinder skal tage trusler om overgreb og drab meget alvorligt. Sådanne mænd skal ikke lukkes ind i varmen, lød det. Det nærer mandens håb og øger måske desperationen.
Vi synes, at Hanne Hostrup lød fornuftig, og vil med vores kronik gerne beskrive, hvorledes det aktuelle lovforslag om forældreansvar er en del af en retsudvikling inden for familieretten, som giver kvinder og børn, der lever i frygt for voldelige overgreb, umenneskelige vilkår.
Med forslaget ønsker lovgiver at ansvarliggøre det store flertal af forældre i forhold til normen om, at forældre bør samarbejde om deres børn. Der skal skabes større lighed mellem forældrene under henvisning til barnets ret til at have både en mor og en far.
Der er fællestræk ved udviklingen i flere af de europæiske lande, som ser ud på følgende vis: Tidligere var det normerne for det traditionelle ægteskab, der dannede grundlag for lovgivningen. I loven stod skrevet, hvilke brud på normerne der kunne danne grundlag for, at den anden af ægtefællerne ved en konkret afgørelse kunne få opløst sit ægteskab og få forældremyndigheden over børnene.
Tiderne er skiftet, og retten og juristerne er blevet suppleret af velfærd og børnesagkyndige eksperter. En udvikling fra omkring 1980'erne med samarbejdsnormen i centrum. De børnesagkyndige og konfliktmæglerne skal motivere forældrene til at samarbejde. Forhandling er i dag den dominerende måde at skabe orden på i lovgivningen. Forældrene skal ikke længere blot motiveres – de skal forhandle deres konflikter på plads. I forhandlingsfamilien har vi således fået gjort op med de traditionelle samfundsautoriter og sat det enkelte individ i stedet. Man må begrænse sig for at give plads til hinanden. Det er en konsekvens af, at man har fået børn sammen. Forslaget om tvungen fælles forældremyndighed er et udtryk for dette.
Rigtig mange forældre formår på egen hånd eller med bistand fra sagkyndige at finde forligsmæssige løsninger. Fint nok. Forhandlingerne kan sluge megen tid, energi og penge, men hvad ellers, når der ikke længere findes en særlig autoritativ måde at leve på?
Lovgivningen tager højde for, at der selvfølgelig lever både mødre og fædre, hvor deres barn vil være bedst tjent med ikke at have kontakt med den ene af dem. Dette anerkendes i loven ved en undtagelsesbestemmelse om, at der kan træffes afgørelse om, at den ene af forældrene får tillagt forældremyndigheden alene, og der kan ifølge en anden undtagelsesbestemmelse træffes afgørelse om, at den anden af forældrene ikke har ret til samvær. Det er de sager, hvor forhandling må opgives.
Der er en klar tendens i debatten til at betragte familier som tilhørende enten hovedreglen eller undtagelsen. Som om familierne lever i ganske adskilte verdener, og som om det på forhånd kan siges, hvem undtagelsen er. Vi håber og tror, at de fleste vil være enige med os i, at det kun er politisk forsvarligt at understøtte den udvikling, som lovforslaget er udtryk for, hvis dette ikke indebærer umenneskelige livsvilkår for de mennesker, som er undtagelsen, altså de enlige forældre – typisk en mor, som strides med at beskytte sine børn og sig selv mod den anden forælders svigt eller overgreb. Vi må lade hovedreglen stå til regnskab overfor undtagelsen og derfor interessere os for sammenhængen mellem hovedregel og undtagelse.
Sammenhængen kan illustreres ved et par eksempler, hvor en sag er under behandling. Med andre ord, mens der findes ud af, om familien er i hovedreglen eller i undtagelsen. Et eksempel fra praksis er en mor med to børn, som retter henvendelse til statsforvaltningen. Moderen siger, at begge hendes børn frygter for samvær med faderen, hvilket de har talt med skolepsykologen om. Børnene er 7 og 10 år. Moderen har prøvet at formidle børnenes ønske om, at samværet skal stoppe. Faderen mener, det er moderens dårlige indflydelse og tror ikke, det er børnenes behov, at de ikke skal være på samvær. Han mener, det er samværssabotage. Han har tidligere afsonet en straf i forbindelse med voldeligt overgreb (forsøg på kvælning) af moderen. Politiet har givet ham et polititilhold, da han efterfølgende har truet moderen på livet.
I den tid, der går, fra moderen retter henvendelse til statsforvaltningen i sådan en sag, og til det er undersøgt, om moderens og børnenes standpunkt kan føre til ophævelse af samvær, vil familien være under voldsomt og også ofte under sundhedstruende pres. Der kan gå flere måneder, inden der foreligger en afgørelse. Da børnene ikke er udsat for fysiske overgreb, vil reglerne om øjeblikkelig suspension ikke blive anvendt, da det vil tage rettighederne fra faderen uden videre. Faderen vil kunne gå til fogedretten og kræve børnene udleveret mod deres vilje. Både moderen og børnene er i hele perioden bange for faderen og ligeledes bange for, hvorledes statsforvaltningen og eventuelt fogedretten vil afgøre sagen.
Det skal indskydes, at moderen, som ordningen er nu, og som den er lagt op til at være for fremtiden, ikke kan få juridisk bistand til sagen ud over den vejledning, hun kan få i statsforvaltningen. Hun må således selv stå for telefonsamtaler, brevveksling og anden dialog. Det er vores erfaring, at dette ikke er nemt, når man er ordblind eller har svært ved at formulere sig skriftligt. Kun hvis moderen har midler til at betale for advokatbistand, vil hun kunne blive støttet med disse opgaver.
Vi spørger tit hinanden om, hvem der samler op på børnene undervejs i denne forhandlingsproces. Og hvem samler op på moderen undervejs? Nærer sagsbehandlingen faderens håb om kontakt, og øger den risikoen for yderligere voldelighed, fordi han bliver desperat, da han mener, det er samværssabotage?
Et andet eksempel fra praksis er en mor med forældremyndigheden over to børn under tre år. Hun har kontakt med socialforvaltningen, der støtter hende, så børnene kan passes bedst muligt. Det er forståeligt et stort og belastende arbejde for hende at holde denne børnefamilie kørende.
Faderen har ikke boet med familien, men når de er sammen, er der ofte meget voldsomme diskussioner, navnlig de voksne imellem. Han har alkoholproblemer, men er startet på en antabuskur, da han gerne vil have børnene udleveret til samvær. De er et og to år. Han har ikke haft kontakt til småbørn på egen hånd tidligere. Moderen nægter ham samvær, uden at hun er til stede. Det har været med til at gøre farfaderen så oprørt, at han har truet hende på livet. Han har derfor modtaget et polititilhold. Formodningen i sådan en sag er for, at statsforvaltningen vil iværksætte et antal overvågede samvær, hvorefter faderen vil kunne have børnene på egen hånd på samvær. Et samvær, der kun kan stoppes igen, hvis moderen beviser, at børnene tager skade undervejs.
Vores spørgsmål er, om det er børnenes tarv at deltage i dette eksperiment, så de kan have kontakt til faderen og dennes familie? Skal faderen være påvirket en eller flere gange for at børnene ikke har glæde af kontakten, og hvordan skal det bevises? Hvor skal moderen få overskuddet fra til at håndtere konflikten undervejs?
Begge disse mødre fra eksemplerne forventes at ville kunne indgå i en ligeværdig dialog med faderen under vejledning fra sagkyndige i statsforvaltningen. Moderen, der har været udsat for voldeligt overgreb, forventes endvidere at sidde i samme lokale som gerningsmanden. Det er omkostningen ved at få børn sammen i det kommende system, kan man mene.
Loven er i sin ordlyd forpligtet over for alle og enhver, og bør i sin velfærdsretorik ikke være blind over for processens belastning af de involverede. Det er her, umenneskeligheden gemmer sig i det aktuelle lovforslag.
Pia Deleuran er advokat og mediator. Annette Kronborg er lektor i familieret ved Københavns Universitet