DA BISKOPPEN over Haderslev Stift i efteråret indkaldte sognepræst Mads Jakob Jakobsen til at stå skoleret hos sig, alene fordi han havde ytret sig kritisk om evolutionslærens etiske bivirkninger, blev det for nogle af os en anledning til at genoverveje evolutionslæren og ikke mindst Darwins betydning. Hvad er egentlig op og ned på Darwins menneskesyn?
Har han været med til at nedskrive menneskets værdighed, eller er han helt uden lod og del i den socialdarwinisme, som opstod efter ham, og som har trukket et mørkt spor af eugenetik, menneskeforagt og racehygiejne gennem Europas historie?
Emnet er væsentligt især for kristne teologer, og jeg havde ikke snuset meget til det, før det blev klart for mig, at Darwin er en anden end den, jeg troede.
En god opsummering af den gængse, overfladiske opfattelse af Darwin finder man hos Aarhus-professor i teologi Svend Andersen, der i et indlæg til støtte for biskoppens autoritære opførsel, hævdede, at det var en fejlslutning at kæde darwinisme sammen med en umenneskelig etik. Man må, docerede professoren, skelne ”mellem naturvidenskab og den socialdarwinistiske etik og livsanskuelse, der ganske rigtigt er umenneskelig”.
Med andre ord: Darwin selv er god nok. Det er alene socialdarwinismen, der har ansvaret for en problematisk etik. Hvis en sognepræst kommer frem til noget andet, skal biskoppen trække den store lineal frem og slå præsten over fingrene.
Lad mig her se bort fra professorens hårrejsende foragt for åndsfrihed og erkende, at jeg selv led af samme fordom. Nemlig at Darwin i sine værker skelnede mellem tro og viden og derfor godt var klar over, at hans evolutionsteori ikke var en almen verdensanskuelse, der kunne forklare det meste, herunder menneskets plads og opgave i verden. At han altså anskuede den som en blot biologisk teori om, hvordan nye arter bliver dannet, og hvordan eksisterende arter uddør. At der derfor slet ikke findes en modsætning mellem den kristne antropologi og Darwin.
EN NÆRMERE LÆSNING af hans andet hovedværk, ”Descent of Man” – på dansk: ”Menneskets afstamning og parringsvalget” – viser, at det er en ren myte. Det er tydeligvis en hel verdensanskuelse, Darwin arbejder sig henimod og derfor også noget, der har betydning for synet på menneskets og menneskets plads i samfundet.
I ”Menneskets afstamning og parringsvalget” argumenteres der således for, at der ikke findes en menneskelig essens, kun en konstant evolution, og at mennesket udvikler sig fra en meget lavt trin – ”halvmennesketilstanden” – til at indtage det højeste standpunkt i forhold til viden, moral og religion. ”Negrene” og ”de vilde racer” udgør ifølge Darwin en lavere livsform, og på niveau med dem finder man den engelske underklasse, dertil kommer ”krøblingene, idioterne og samfundets andre unyttige medlemmer”.
Noget, der er påfaldende, når man læser ”Menneskets afstamning og parringsvalget” er den fremhævelse af dyrenes fine egenskaber, der går igennem værket. De – det er især hundene, han lovpriser – har skam både samvittighed og sjæl. Noget, der fremhæves ikke for at ophøje dyrene, men for at sætte de laveststående menneskeracer på næsten-niveau med dyrene og dermed vise, at overgangen mellem dyr og mennesker kun er glidende.
For eksempel siger han et sted, at en gammel hund med god hukommelse er i stand til at have en form for selvbevidsthed, mens det er mere tvivlsomt, om det er tilfældet med en ”ussel australnegers hårdtarbejdende kone, som næppe bruger nogen abstrakt betegnelse, og som ikke kan tælle højere end til fire”.
Det er sødt af Darwin at tale pænt om en gammel hund, men knap så menneskekærligt at hævde, at hunden muligvis står over den usle ”australnegers hårdtarbejdende kone”. Hermed nedbrydes den kvalitative forskel på dyr og menneske og spørgsmålet, hvad det er for et syn på mennesket, der udfoldes her, og hvilke tankegange og tiltag det kan inspirere til. Darwin fik jo trods alt kolossal indflydelse på sin samtid og nære eftertid.
DET VAR DÉT SPØRGSMÅL, som sognepræst Mads Jakob Jakobsen gav bolden op til at drøfte, og som jeg selv stillede her i avisen. Håbet var, at det ville føre til en drøftelse, som både Haderslev- biskoppen og teologer i det hele taget ville bidrage til. Der var radiotavshed over hele linjen.
Først her i august dukkede der noget i retning af et svar op. Aarhus-professor Anders Klostergaard Petersen skrev den 11. august her i avisen en kronik, der formede sig som et stort defensorat af Darwin, som den teologiuddannede professor altid havde betragtet som en ”helt”.
Desværre er kronikken fyldt op med næsten udelukkende biografisk og anekdotisk stof. Vi hører om Darwins fugleudstopning, hans pæne ord om en neger, han har mødt, og meget om hans bedstefars bedrifter i kampen mod slaveriet. Kronikken er tilsvarende stort set støvsuget for referencer til ”Menneskets afstamning og parringsvalget” og kommer slet ikke ind på den indflydelse, Darwins tanker fik på den nærmeste eftertid.
Ærgerligt, for det er faktisk Darwins værker og teorier, ikke hans hjemmeliv og private politiske opfattelser, der er det afgørende. For hvem siger, at Darwin i sit eget liv drog konsekvenser af de tanker og teorier, han lagde frem?
Klostergaard Petersen holder sig til gengæld ikke tilbage, når det gælder ringeagtsytringer mod dem, der ikke nære samme næsegrus beundring for Darwin. Det gælder sognepræst Mads Jakob Jakobsen, historiker Poul Duelund og min ringhed.
Ifølge professoren hævdede Mads Jakob Jakobsen ”at evolutionsteorien skulle fordømmes som overgreb på trosfriheden”. Det er lodret forkert for ikke at sige direkte usandt, og Klostergaard Petersen er da også ude af stand til at dokumentere den groteske forvanskning, som ikke udstiller andet end hans intellektuelle dovenskab og dertil hørende fordomme.
Selv har jeg fornøjelsen af at blive udnævnt til ”enfoldig” og mit indlæg til intet mindre end udtryk for ”åndeligt armod”, fordi jeg angiveligt ikke har læst Darwins hovedværker.
Jeg har aldrig mødt Klostergaard Petersen, så hvordan han kan vide, hvad jeg har læst og ikke læst, er temmelig fascinerende, men ikke ligefrem vidnesbyrd om soberhed i argumentationen. Helt komisk bliver det, når han langer ud efter historikeren Poul Duelund, fordi Duelunds grundige artikel om Darwins racebegreb angiveligt kun bygger ”på spredte citater” fra Darwins værker og ikke ”placerer ham i historisk kontekst”.
Begge dele igen notorisk forkert.
Det ville unægtelig klæde Klostergaard Petersen, der næsten virker komisk i sin professorale opblæsthed, at forholde sig til de citater, Duelund så gavmildt serverer for for ham i den omtalte artikel. De er nemlig væsentlige i debatten om Darwins syn på racer.
Et sådant lille studium ville måske kunne få ham til at genoverveje, hvilket menneskesyn hans helt bragte til torvs, og hvad Darwins forhold til socialdarwinismen egentlig består i.
Selv argumenterer jeg i et kommende essay i Tidehverv for, at Darwin selv var socialdarwinist, ja, en af hovedarkitekterne bag denne ideologi.
Der er brug for en teologisk overvejelse over dette emne, ja, for et teologisk genmæle mod dem, der vil nedskrive mennesket til kun at være et dyr.
Vi skal desværre nok ikke regne med at det vil komme fra Aarhus-professorer eller Haderslev-biskoppen.
WW Hvem siger, at Darwin i sit eget liv drog konsekvenser af de tanker og teorier, han lagde frem?