I de seneste mange uger har regeringen forhandlet med de politiske partier om at justere på folkeskolereformen. Uden at gå i detaljer med indholdet i forhandlingerne, så er det tydeligt, at ikke alle partier indser, hvor stort et behov der er for, at vi politikere når til enighed. For folkeskolen har brug for en aftale nu. Og vi må alle strække os for at finde en løsning.
Hvad er det så egentlig, regeringen vil med folkeskolen? Hvor er det, at folkeskolen trænger til justeringer? For nylig besøgte jeg et radioprogram for netop at debattere de spørgsmål og regeringens udspil på folkeskoleområdet. Her blev jeg spurgt, hvad jeg kæmper for og imod som undervisningsminister.
Mit svar var: Jeg kæmper for frihed. Og jeg kæmper imod overstyring. Jeg kæmper imod, at skolen bliver et konkurrencestatsmedie, hvor eleverne bare skal rette ind og udklækkes som små velfærdssoldater, der er parate til arbejdsmarkedet. I sådan en skole taber vi både kundskaberne, dybden og dannelsen af syne. Jeg arbejder for, at vores børn skal være frie og dannede medborgere, som skal lære at begå sig i samfundet og demokratiet, med alt, hvad det indebærer af frihed og ansvar. Det er i det lys, man skal se regeringens nye folkeskoleudspil. Der er brug for justeringer, før vi kan sige, at friheden gennemsyrer folkeskolen.
Jeg mener, at folkeskolen har brug for mindre styring fra Christiansborg. Det er ikke politikerne, der kan skabe de bedste løsninger for de enkelte skoler. Vi skal give skolerne frihed til at planlægge den undervisning, de mener fungerer bedst for dem. Et eksempel: Vi kan se, at skolerne selv ønsker kortere skoledage. 82 procent af landets kommuner har mindst én skole, der bruger folkeskolelovens paragraf 16 b til at gøre elevernes skoledag kortere ved at erstatte den understøttende undervisning med flere lærertimer. Samtidig mente 80,3 procent af skolens elever i 2017, at skoledagen var for lang. Det er vigtigt for mig, at vi lytter til den slags signaler.
Folkeskolen er til for borgerne, ikke omvendt. Det betyder, at skolen skal forankres lokalt. Hvis vi griber for meget ind i familierne og styrer folkeskolen så centralt, at borgerne ikke oplever, at de kan påvirke deres egen skole, dykker deres lyst til at involvere sig i skolen. Vi har ikke brug for en overflod af centralt opstillede mål og regeringsprogrammer, så vi kan forme skolen, præcis som vi ønsker. Danmark har et stærkt civilsamfund og solide lokalmiljøer, der er medvirkende årsag til, at vi klarer os godt som land. Det skal vi bevare, for der er mange ting, der ikke skal dikteres minutiøst af staten.
Forældrene skal således også have videre rammer til at præge folkeskolen. Som samfundsinstitution er folkeskolen med til at træne den demokratiske muskel hos alle, der indgår i den, og den slags sker bedst, når den varetages af borgerne i lokalmiljøet, forældrene og andre, der har en aktie i den. Derfor lægger vi i vores udspil op til, at man styrker skolebestyrelserne. Det giver forældrene en stærkere stemme, og det rykker beslutningskraften et nøk væk fra Christiansborg og over mod borgerne.
Regeringen lancerede med folkeskoleudspillet syv initiativer, der skal hæve fagligheden og åbne skolen mere op og inddrage borgerne. Det er ikke tiltag, der grundlæggende ændrer den måde, vi driver skole på i Danmark. Vi slår ikke over i en ny kurs – men vi stiller lidt på kompasset, så skolerne får mere frihed, styrket faglighed og fokus på det gode børneliv. Det er tiltag, som giver lidt mere frihed til alle dem, der har en andel i folkeskolen. Frihed til at tilrettelægge undervisning, frihed til at råde over en større del af sine børns fritid.
Når skoleledere, lærere og pædagoger har en fornemmelse af, at de kan præge deres eget arbejde og træffe deres egne beslutninger, giver det dem et større engagement. Deres engagement kommer eleverne til gavn. Særligt når det drejer sig om emner, hvor netop deres faglighed og erfaringer fra hverdagen skal i spil til folkeskolens fælles bedste.
Vi hører ude fra skolerne, at arbejdet med de obligatoriske tværgående temaer, der bliver lagt ned over fagene i folkeskolen, i nogle situationer gør forberedelsen af undervisningen sværere. Hvordan integrerer man for eksempel det tværgående tema ”innovation og entreprenørskab” i faget kristendomskundskab? Den slags uformelige krav tjener ikke et formål for lærerne, så nu foreslår vi at fjerne det.
At folkeskolen skal have frie rammer betyder selvfølgelig ikke, at vi skal lade alt være op til den enkelte lærer. Derfor er det også vigtigt, at vi retter fokus mod indholdet i fagene. Folkeskolereformen skulle hæve det faglige niveau. Det er en ambition, som er helt rigtig, men det har bare ikke virket godt nok. Det faglige niveau er på samme niveau, som før folkeskolereformen blev indført. Så vi må spørge os selv: Hvad skal vi justere, for at skolen og reformen kommer til at fungere bedre? I årevis har styring og metode fyldt størstedelen af debatten om folkets skole. Først debatterede vi nationale tests, så variation og bevægelse og så målstyring for elevernes læring.
De debatter er sunde nok at have. Men de har det tilfælles, at debatten om fagene og indholdet i timerne næsten er forsvundet. Det er forkert, for fagene er jo omdrejningspunktet. Fagene skal give eleverne viden og forståelse for videnskabelige regler, indsigter og landvindinger. Det er fagene, der skal give vores børn dannelse og duelighed til livet.
Hvis du ikke lærer matematik, kan du ikke blive elektriker. Hvis du ikke lærer at læse en opskrift, bliver det svært at være kok. Vi skal have målet for øje: at vores børn lærer noget. At de får noget med sig. Alt, hvad der hedder tværfaglighed og problemorientering, skal hvile på et fundament af fagkundskaber. Ellers er det lige så ubrugeligt som en paraply i en tropisk storm.
Der er elementer af folkeskolereformen, som virker. For eksempel er der gode erfaringer med åben skole, hvor skoler arbejder sammen med lokalsamfundet, og bevægelse. Men vi har brug for justeringer, for det er helt centralt, at fagligheden er i højsædet i folkeskolen.
Folkeskolen er skolen for livet, men den er ikke hele livet. Børn går i skole for at lære noget, men lige så vigtigt er det, at de tilegner sig sociale kompetencer og trives undervejs. Derfor må vi også gøre op med det stigende antal vikarer, børnene møder i folkeskolen. Forestil dig, at du jævnligt mødte på arbejde blot for at opdage, at din chef var blevet skiftet ud natten over. Det er den følelse, børn i folkeskolen må sidde med, når mere end 10 procent af deres timer, bliver gennemført af en vikar.
Når de voksne på den måde bliver skiftet ud, giver det lavere faglighed og lavere trivsel for børnene og de unge. Man mister fodfæstet, når rammerne på den måde er flydende. Derfor vil regeringen arbejde for større gennemsigtighed i omfanget af brugen af vikarer på skolerne. Vi arbejder også for, at der fastsættes en målsætning om, at kommunerne skal nedbringe brugen af vikarer.
Der kan siges og skrives meget mere om regeringens folkeskoleudspil. Grundlæggende er vores unikke skoletradition helt afgørende for, hvordan vi hænger sammen som samfund. Derfor er det så vigtigt, at vi husker, at folkeskolen er folkets skole. Den skal uddanne frie og myndige borgere. Og vi gør som regering, hvad vi kan, for at det også er sådan i fremtiden. Det er baggrunden for de justeringer af folkeskolereformen, som vi har lagt op til; først i regeringsgrundlaget og senest med et folkeskoleudspil.