Katrine Winkel Holm: Der er brug for nationalkonservativ opstramning

Folketingsvalget var et tilbageslag for borgerligheden og ikke mindst en voldsomt svækket nationalkonservativ fløj. Nu er der behov for nationalkonservativ opstramning

Katrine Winkel Holm.
Katrine Winkel Holm. . Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

DET FØLES MEGET ENSOMT, når man er den eneste, der klapper i en fuld sal. Præcis den følelse sad jeg med, da jeg som publikum i DR’s afslutningsdebat den 3. juni som den absolut eneste klappede af noget, Rasmus Paludan havde sagt.

Det var retsstatens kollaps i ghetto-områderne, Paludan gjorde opmærksom på. Publikum, der med få undtagelser lå til venstre for Socialdemokratiet, virkede rasende ligeglade med retsstatens principper og var tilsvarende enige om ikke at kunne døje Paludan og praktiserede den aften regulær voksenmobning af manden, der stod ene mod majoriteten.

Retsstatens kollaps burde harme en konservativ, ikke mindst en konservativ justitsminister, men sådan reagerede paneldeltager Søren Pape Poulsen (K) ikke på Paludans indlæg. Han nøjedes med at lange ud efter Paludan og ignorerede de forfærdende forhold, Stram Kurs-lederen faktisk pegede på. Og straks vældede applausen fra det højrøde publikum ned over den konservative leder.

Men en konservativ, der ikke ser det som sin fremmeste opgave at stå vagt om retsstaten, er en principsvag konservativ. På samme måde er en konservativ, der ikke står vagt om nationens suverænitet, en ringe repræsentant for nationalkonservatismen. Ja, man kan sige at det lille sammenstød i DR’s koncertsal mellem Pape og Paludan giver et godt billede af to veje, som nationalkonservatismen netop ikke bør gå.

På den ene side finder vi den bedsteborgerlige mainstream, der sætter pænheden først og derfor for eksempel hellere vil sidde med til højbords i Bruxelles end kæmpe for dansk suverænitet ved at bekæmpe EU’s føderalisme.

På den anden side Paludan, der med sin etno-nationalistiske utilitarisme lancerer en åndløs form for islammodstand og med sine primitive udfald og vilde forslag kompromitterer islamkritikken.

Folketingsvalget var et tilbageslag for borgerligheden. Efter valget er vi på et afgørende punkt rykket tilbage til før 2001, til det, der med min fars, Søren Krarups, ord, betegnede et systemskifte. Det store ord dækkede over, at Radikale Venstre for første gang i årtier var sat uden for indflydelse, og at en nationalkonservativ dagsorden for første gang i lang tid kom til at dominere indvandrings- og kulturpolitikken.

Her 18 år efter sidder Radikale Venstre igen ikke alene med den afgørende indflydelse. Vi ser også en voldsomt svækket borgerlighed, ikke mindst en voldsomt svækket nationalkonservativ fløj.

Tilbagegangen ramte især Dansk Folkeparti hårdt, og det tændte håb hos mange kulturradikale om, at partiets dage nu er ved at være talte. Jeg tror, de tager fejl, for det er først og fremmest Dansk Folkeparti, der har vilje og styrke til at rejse den nationalkonservative fane i Folketinget. Og der er brug for, at den svinges tydeligere af partiet, end det er sket i den seneste valgperiode.

Der er behov for i højere grad at lægge afstand til socialdemokratismen og tone blåt flag. Det gøres ikke uden igen at placere sig solidt på øretævernes holdeplads. For i et gennemsocialdemokratiseret land som Danmark kan det ikke lade sig gøre at være nationalkonservativ uden at være kontroversiel.

Det gælder også på tre områder, hvor det især er en nationalkonservativ opgave at sætte ind:

DET FØRSTE OMRÅDE er blevet forsømt de to seneste ti år: familien og kampen for at give forældrene mulighed for at drage omsorg for deres egne børn. Forskning og flere tv-dokumentarer de seneste år har givet et rystende indblik i, hvor ringe vilkårene for vuggestuebørn kan være.

Danske børn er de børn i Europa, der tidligst institutionaliseres og tilbringer længst tid væk fra hjemmet, og meget tyder på, at det har alvorlige og langtrækkende omkostninger. Denne situation er udslag af en bevidst politik, der økonomisk presser danske småbørnsforældre til at sende deres børn væk fra den nære omsorg i hjemmet ud til den ofte rå junglelov i daginstitutionen. Det må være på tide at sørge for, at der er et ægte frit valg mellem hjemmepasning og institutionspasning. Det er i hjemmet, den egentlige dannelse foregår, og derfor bør hjemmet og familien styrkes.

DET ANDET ER KLIMAET. Den ”klima”-bevægelse, der for tiden foregår, minder på lange træk om en religiøs vækkelse. Angsten for Jordens undergang, formaningerne om ikke at handle klimasyndigt samt den fællesskabsfølelse, man opnår ved de store klimastrejker, udgør tilsammen træk, der er karakteristiske for en religiøs bevægelse.

Samtidig er det påfaldende, i hvor høj grad fakta og kølende kendsgerninger er fraværende i denne klimapopulisme, som skolens undervisning i rystende grad står bag. Derfor bør man ikke snakke de klimaangste efter munden, men give dem modstand. I 1968 hyldede dansk ungdom formand Mao, der senere viste sig at være en massemorder. På samme måde vil der komme ubehagelige tømmermænd for dem, der i kor råber klimaslagord. Selvfølgelig haglede kritikken ned over Pia Kjærsgaard (DF), da hun humoristisk omtalte de klimafikserede som ”klimatosser”. Men det er lige præcis den form for uimponeret respektløshed, der er den rette tilgang til det spørgsmål.

ENDELIG ER DER KULTUROMRÅDET. For nogle år siden kritiserede den konservative polemiker Mads Holger islamkritikerne for at forsømme opbygningen af egen kultur for i stedet konstant at kritisere indvandring og islam. Nu er det faktisk afgørende, at islams trossystem og frihedsfjendske ideologi modsiges, men Mads Holger havde alligevel en vigtig pointe. For lige så vigtig kritikken er, lige så nødvendigt er det at bygge os op kulturelt. Ellers ender vi som en nation af religions- og kulturhadende barbarer.

Kultur skal her forstås bredt og ikke bare som en fritidsbeskæftigelse. Vores sange, vores fortid, vores symboler og vores tro skal bygge hele nationen op. DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har formuleret det på denne måde: ”Vi bliver nødt til at have noget at stå på for at kunne stå op mod de farer, der er. Tabet af frihed, indpas af islam og socialismen. Kulturen skal genrejse Danmark.” Denne kulturopgave er så gigantisk, at den overstiger, hvad politikerne kan og skal magte. Den nationalkonservative ved netop, at der er grænser for politik. Ja, at det vigtigste i et menneskes og en nations liv ligger uden for det, der vedtages i Folketinget.

Også af den grund bør Folketinget støtte folkekirken uden pilfingret at diktere, hvad der skal forkyndes fra prædikestolene, og hvem der kan vies i kirken.

Lige når det gælder evangelisk-lutherske præsters ret til at forkynde frit, er der grund til at være bekymret for, hvilke politisk korrekte indgreb i forkyndelsesfriheden en radikal eller socialdemokratisk kirkeminister kan finde på at foretage.

For folkekirken er ikke bare en hyggelig kulturinstitution, men det sted, hvor vi tvinges til at løfte vores blik mod det evige og samtidig sættes på plads i det jordiske. Uden kristen tro forvandles nationalkonservative enten til kustoder af en støvet kulturarv eller til etno-nationalister, der glemmer, at mennesket er mere end gener og ophav. Kristen tro pånøder os samtidig også en god gang realisme i forhold til de politikere, vi har valgt.

De er ikke frelsere og vil for eksempel aldrig være i stand til med et snuptag at løse udlændingepolitiken ”fra bunden” ved at bruge store ord og udstede vilde løfter.

Tålmodigt og hårdt rugbrødsarbejde og trofasthed mod de løfter, de har givet, og det land, de tjener – det er det vigtigste, vi kan kræve af vores nationalkonservative folkevalgte.

Resten må vi overlade til ham, der i sidste ende råder for Danmarks sag.