SOM KVINDE og særligt som kvinde med kurdiske rødder har fortællingen om jomfruhinden samt den ekstreme optagethed af kvindens jomfruelighed fyldt en signifikant del af min opvækst.
Det er en fortælling, der er behæftet med så mange myter, at en lægestuderende som mig, der er blevet undervist ud fra de grundlæggende principper om videnskab og solid evidens – udvikler en allergisk reaktion. De tre grundlæggende myter kender de fleste af os:
1) Der findes en hinde i skeden, en jomfruhinde, som hos alle kvinder dækker skedeåbningen fuldstændig, og som sprænges ved første samleje. Det er ikke rigtigt!
2) Kvinden vil altid bløde ved første samleje, og det vil gøre ondt. Det er heller ikke rigtigt!
3) Man kan se på en kvinde, om hun har haft sex, blot ved at kigge hende mellem benene. Det er også forkert!
Myte nummer tre danner baggrund for mit kandidatspeciale. Jeg undersøger, hvorvidt man på baggrund af den såkaldte jomfruhinde kan se på en kvinde eller pige, om hun har haft vaginalt samleje.
Det korte svar er nej. Ingen læge kan afgøre, om en kvinde er ”jomfru” eller ej. Hvis du læser videre, vil jeg dissekere myterne én for én og således gøre den faglige viden om fænomenerne mødom og jomfruhinde til folkeoplysning, som der er behov for. Det er der, fordi myten om jomfruhinden i stigende grad får unge kvinder, ikke kun, men overvejende af muslimsk tro, til at opsøge lægen for at få et certifikat på jomfruelighed eller med henblik på at få ”genskabt” deres jomfruhinde. Problemet findes desværre også her i Danmark. Formålet er at skille de ”rene” og ”dydige” kvinder fra de ”ikke-rene” og ”ikke-dydige” kvinder.
MEN FØRST ANATOMIEN. Mange har efterhånden hørt udsagnet: ”Jomfruhinden eksisterer ikke.” Her er det vigtigt, at vi ikke erstatter én myte med en anden! Det er korrekt, at der generelt ikke findes en ”jomfruhinde”, en forsegling eller membran, som fuldstændig dækker skedeåbningen. Til gengæld findes der en eftergivelig krans af slimhindefolder ved indgangen til skeden. Den kan antage alverdens former, og man har den hele livet. Også efter første samleje. Det er denne krans, der traditionelt kaldes jomfruhinden, men som du jo kan læse, er betegnelsen for denne anatomiske struktur utrolig misvisende. Udtrykket jomfruhinde er problematisk, da det hverken har noget at gøre med en hinde og ej heller med ”jomfrustatus”.
Heldigvis fik jomfruhinden foretaget en nævneændring i 2013 og hedder i dag kønskransen.
Næste spørgsmål er som regel: Hvis man ikke har en hinde, hvorfor bløder man så ved første samleje? Det kan der være flere årsager til. Både helt almindelige hormonelle påvirkninger og forskellige infektioner kan påvirke området omkring livmodermunden i skeden, så den ved let berøring kan bløde. En anden mulig årsag kan være, at kvinden har sin menstruation. Eller at hun er nervøs og spænder op. Hvem ville i øvrigt ikke være det, hvis de fra barnsben har fået fortalt, at de har en hinde, der vil gå i stykker første gang, de har sex, og at det vil gøre ondt og bløde? Endelig kan blødningen også stamme fra kønskransen.
Det er ikke alle kvinder, der bløder. Et hollandsk studium viser, at det er færre end 50 procent af alle kvinder, der bløder ved første samleje. Så kære mand: Hvis din kone ikke bløder første nat, er det ikke ensbetydende med, at hun har haft sex. Og kære kvinde: Hvis du ikke bløder første nat, betyder det ikke, at du er mærkelig, forkert eller mindre kvinde.
Ligesom i alle andre henseender er alle kvinder forskellige. Nogle bløder, andre gør ikke. Punktum!
En jomfrutest er en gynækologisk undersøgelse, der har til formål at fastslå, hvorvidt en kvinde eller pige har haft eller været udsat for samleje. Disse tests praktiseres i mange lande, blandt andet i Afghanistan, Indonesien, Egypten, Indien, Jordan, Sydafrika, Iran og Sri Lanka og har faktisk også fundet sted på vore breddegrader, som for eksempel i Sverige og England. I Danmark oplyser gynækologer, at de ikke foretager disse tests. Ikke desto mindre er der beretninger om jomfrutests foretaget i det skjulte af andre læger og lægpersoner.
Rationalet bag disse jomfrutests er, at en kvindes jomfruelighed er et udtryk for hendes moralske karakter samt sociale værdi, hvad enten det er i forbindelse med ægteskab, ved vurdering af seksuelle overgreb eller ved ansættelse i for eksempel hæren. Formålet er som nævnt at skille de ”rene” og ”dydige” kvinder fra de ”ikke-rene” og ”ikke-dydige” kvinder. Testen udføres ud fra den overbevisning, at kvindens underliv ser ud på én bestemt måde, når hun har haft sex, og én anden, når hun endnu er ”jomfru”. Virkeligheden er som nævnt imidlertid en anden.
Den internationale Independent Forensic Expert Group, som består af 35 retsmedicinere fra 18 forskellige lande, publicerede i 2015 en erklæring om jomfrutests, hvor de fordømmer praksissen. I erklæringen gøres der rede for, at jom frutests hverken har nogen klinisk eller videnskabelig værdi, og at indgrebets ydmygende, umenneskelige og torturlignende karakter kan medføre alvorlige fysiske, psykologiske og sociale konsekvenser for kvinden, herunder angst, PTSD og selvmord.
BUDSKABET STÅR KLART: Jomfrutests er nyttesløse, og inspektion af hymen kan ikke bruges til at fastslå en kvindes seksuelle historie. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at jomfruhinden ikke er et bevis for jomfruelighed! Graviditet er det eneste sikre tegn på, at et samleje har fundet sted (medmindre der selvfølgelig er tale om kunstig befrugtning).
Hvordan en myte har kunnet overleve generation efter generation, selvom fagviden herom har været anerkendt i mange år, kan der sikkert gives mange forklaringer på. Under alle omstændigheder er det en myte, som for nogle kvinder i visse kulturer tilmed betyder tab af ære og i værste fald tab af liv. Skabelsen og ritualiseringen af de kønsundertrykkende praksisser som jomfrutests, fejringer af ”det blodplettede lagen”, hymenrekonstruktioner og æresdrab stammer fra en patriarkalsk ideologi, hvor kvinden betragtes som mandens ejendom, og hvor hendes værdi måles på hendes jomfruelighed. Ovenstående praksisser har alle til formål at kontrollere og begrænse kvindens seksualitet og dermed bestemmelsen over egen krop.
Hymenrekonstruktion er den mest ekstreme måde, hvorpå denne kontrol materialiseres. Det kan være svært at dømme en læge, der ud af ægte bekymring og medfølelse for patienten vælger at hjælpe via en operation. Dette valg er dog fuld af etiske problemer. Hymen- rekonstruerende gynækologer genskaber en illusorisk ”jomfruelighed” og bekræfter ikke blot myten om jomfruhinden som et entydigt bevis for en kvindes ”uskyld”, men også kvinden i, at hun er mindre værd uden en intakt mødom, og at manden ejer hendes krop og seksualitet.
Så hvordan kommer vi myterne til livs? Løsningen er at uddanne og oplyse folk om, at der ikke findes en hinde, hvilket ud over at undgå den ydmygende og undertrykkende praksis desuden vil spare de unge kvinder de tusindvis af kroner, som nogle i dag bruger på en hymenrekonstruktion. Mit håb er, at denne viden bliver tilgængelig for alle. På den måde bliver det hverken nødvendigt med tests eller rekonstruktioner.