I folkekirken forkynder vi, at alle bliver frelst. Men det strider imod teorien og teologien

I folkekirken er alle inviteret, alle bliver taget imod, alle bliver frelst. Det strider imod folkekirkens egne bekendelsesskrifter. Måske er tiden moden til, at vi får gendannet teologien. Så slipper vi for at lade, som om alle til sidst bliver frelst, skriver Lars Sandbeck

I folkekirken forkynder vi med vores inkluderende praksis og folkelige rummelighed evangeliet om alles frelse. Men teorien og teologien følger ikke med. Her er vi stadig stiltiende bundet af nogle problematiske dokumenter fra senmiddelalderen, skriver lektor Lars Sandbeck.
I folkekirken forkynder vi med vores inkluderende praksis og folkelige rummelighed evangeliet om alles frelse. Men teorien og teologien følger ikke med. Her er vi stadig stiltiende bundet af nogle problematiske dokumenter fra senmiddelalderen, skriver lektor Lars Sandbeck. Foto: Kåre Gade

I folkekirken lukker vi dørene op for alle mennesker. Alle er velkomne til at gå til gudstjeneste og benytte sig af kirkens talrige andre tilbud. Man kan melde sig ind og ud af kirken, som man har lyst, og hverken i første eller sidste tilfælde bliver folk stillet til regnskab for deres valg. Det eneste medlemskriterium er dåben, men folkekirken blander sig ikke i medlemmernes personlige tro eller mangel på samme. Alterbordet er også åbent for alle. I princippet skal man ganske vist være døbt for at få adgang, men i praksis gøres der ingen forskel.

Folkekirken forsøger kort sagt at være en kirke for hele folket. Her kommer det ikke an på, om man er troende eller tvivler, høj eller lav, sort eller hvid, for i den rummelige, altinkluderende folkekirke er der mange boliger, alle bliver budt indenfor og har ret til på selvvalgte præmisser at tage del i fællesskabet. Ønsker man at tilhøre et mere snævert og ekskluderende holdningsfællesskab, må man i stedet melde sig ud af folkekirken og ind i en frikirke eller en sekt.

Når det drejer sig om frelsesforståelsen, kaldes den altinkluderende og ikke-diskriminerende praksis for frelsesuniversalisme. Det drejer sig i begge tilfælde om troen på, at Gud frelser alle mennesker og vil sørge for, at det ender godt for alle.

Med sin rummelige praksis demonstrerer folkekirken nøjagtig en sådan frelsesuniversalistisk tankegang. Ved at ville være hele folkets kirke fremstår folkekirken som et jordisk eksempel på, hvad der gælder i Guds kommende rige: Alle er inviteret, alle bliver taget imod, alle bliver frelst. Og det er jo godt. Det interessante er nu, at folkekirken dermed praktiserer en tro, som strider imod dens egne reformatoriske bekendelsesskrifter. Men denne splittelse mellem teori og praksis må vi altså bare leve med eller lade som om ikke eksisterer. Vi gør som regel det sidste.

Artiklen fortsætter under annoncen

Folkekirken kaldes en ”evangelisk-luthersk” kirke, og dermed har den temmelig uklogt forpligtet sig selv på en bestemt historisk betinget konfession, som mennesket Martin Luther (ganske ufrivilligt) lagde navn til. Og Luther og hans tilhængere var absolut overbeviste om, at Gud til sidst vil skelne kategorisk mellem mennesker, idet han udvælger nogle til frelse og resten til fortabelse. I stedet for alles frelse forkyndte Luther en såkaldt dobbelt udgang.

I sin bekendelse fra 1528, hvor Luther bestræbte sig på at formulere sine overbevisninger så klart og umisforståeligt, at ingen senere kunne tage ham til indtægt for noget andet, skrev han:

”Som det sidste tror jeg på alle dødes opstandelse på den yderste dag, både retfærdige og onde, hvor enhver får, hvad han har gjort sig fortjent til, så de retfærdige altså lever evigt sammen med Kristus, og de onde dør evigt sammen med Djævelen og hans engle.”

Denne lære går igen i et af folkekirkens bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse, artikel 17, som lyder: ”Ligeledes lærer de (lutherske, red.), at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende. De (lutherske, red.) fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe.”

Man kan altid diskutere, i hvilket omfang folkekirkens ansatte er forpligtet på intentionen i 1500-tallets teologiske dokumenter, men det kan ikke diskuteres, at Luther og hans tilhængere faktisk mente, hvad de skrev: De retfærdige bliver frelst, de uretfærdige går fortabt. Man kan selvfølgelig lade, som om de mente noget andet, eller forsøge at fortolke teksterne, så de får en anden mening, men det mest ærlige vil naturligvis være åbent og ligefremt at indrømme, at den gammellutherske teologi utvetydigt slår fast, at Gud i frelsesmæssig henseende skelner mellem mennesker.

I sin praksis skelner vi i folkekirken imidlertid ikke mellem mennesker. Kirken er for alle. Men måske er denne rummelige og inkluderende praksis bare et forsøg på at bringe så mange mennesker som muligt til Kristus, så de kan undgå den evige pine? Måske lader vi bare, som om alle bliver frelst, mens vi i virkeligheden mener, som Luther, at et flertal af alle mennesker faktisk går fortabt? Ifølge præsteløftet tyder det på at være en opfattelse, folkekirkens præster er bundet af.

Men hvis dét er holdningen, bør vi anstændigvis mere højlydt gøre vores medlemmer og ikke-medlemmer opmærksomme på det. Vi bør samtidig informere dem om, at afgørelsen om, hvem der bliver frelst eller ej, ifølge vores evangelisk-lutherske tro hverken ligger hos den enkelte eller kirken, men alene er op til Guds suveræne og uransagelige vilje, hvorfor ingen af os kan gøre til eller fra alligevel. Kirken kan ikke hjælpe med at sikre frelsen, men kan tilbyde trøst til det menneske, som frygter fortabelsen.

Luthers teologi kan uden tvivl udlægges meget forskelligt, og i nyere tid har adskillige protestantiske teologer da også gjort op med læren om dobbelt udgang. For eksempel skrev Søren Kierkegaard i sin dagbog:

”Hvis andre skal i helvede, skal jeg også. Men det er ikke min tro; tværtimod tror jeg, at alle vil blive frelst, og jeg med dem – hvilket til stadighed vækker min dybeste forundring.”

Med denne bekendelse adskiller Kierkegaard sig fra reformatorerne, som jo fordømte synspunktet, til gengæld bringer den ham i overensstemmelse med den dominerende teologiske linje i kirkens første 4.-5. århundrede.

Troen på alles frelse var udbredt hos de græske kirkefædre, som grundlagde kirken og udviklede de første teologiske systemer. Disse kristne universalister havde lært, at Gud er vores himmelske far, som i sit væsen er fuldkommen kærlighed, lys uden mørke, godheden selv. De var samtidig så privilegerede, at de var født og opvokset i en græsk kultur, hvorfor de var i stand til rent faktisk at læse og forstå, hvad der står i de nytestamentlige tekster. De måtte ikke nøjes med en eller anden latinsk oversættelse eller, som Augustin, forsøge at hakke sig igennem de græske tekster uden rigtig at fatte meningen med dem. De græske kirkefædre læste Paulus og forstod, han prædikede alles frelse.

Til menigheden i Rom skrev han: ”Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.” Gud, erklærede Paulus frimodigt, vil ”vise alle barmhjertighed”. I andre breve jublede han over, at Gud ønsker ”at alle mennesker frelses”, og at ”Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker”. Ja, til sidst, når Gud er blevet ”alt i alle”, vil alle mennesker gladelig ”bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære”. Det ender godt for alle. Sådan lød evangeliet i den tidlige kirke.

Men sådan har det typisk ikke lydt i den latinske vestkirke. Her prædikede man dobbelt udgang med massefortabelse til følge. Glæden over alles frelse blev afløst af frygten for at tilhøre de fordømte. Det inkluderende evangelium blev til en ekskluderende lov. Og det formåede end ikke Luther at rette afgørende op på.

I folkekirken forkynder vi med vores inkluderende praksis og folkelige rummelighed evangeliet om alles frelse. Men teorien og teologien følger ikke med. Her er vi stadig stiltiende bundet af nogle problematiske dokumenter fra senmiddelalderen, der forkynder alle ugudelige menneskers fortabelse. I virkeligheden stemmer vores praksis bedre overens med oldkirkens universalistiske teologi, og dermed er Reformationen langt om længe ved at blive realiseret. Dog mest i praksis.