Sanglærkerne, viberne, stærene, gråspurvene, svalerne, nattergalene og mange andre småfugle bliver der færre og færre af. Ud af de 196 forskellige arter som yngler i Danmark er 58 procent i tilbagegang. Kragebestanden er derimod i fremgang, så vi ser langt flere krager i landskabet, og antallet af skader er i løbet af de seneste 20 år noget nær fordoblet. Krager og skader har ingen naturlige fjender i den danske natur, så det kan vel ikke undre nogen, at der bliver færre småfugle, når der bliver flere munde at mætte.
Det lette svar på nedgangen i antallet af småfugle er altid, at det er landmændenes skyld, at småfuglebestanden i Danmark er halveret inden for de seneste 50 år, men landmænd avler ikke krager, skader og rovfugle. Der skal ganske enkelt mere mad til, når man øger bestanden af de fugle, der plyndrer småfuglereder og æder ungerne.
For 10-15 år siden var der i en radius af 1500 meter fra min ejendom otte små beplantede remiser, mergelgrave og mosehuller, hvor der levede nattergale. De otte beplantninger står som de plejer, men jeg skal være heldig, hvis jeg hører to nattergale i år. De bliver jaget fra den dag de vender hjem fra vinterferie omkring den 1. maj. Omkring hvor jeg bor er der tre-fire viber, der ruger. Selvom landmændene kører uden om rederne når de tromler, hjælper det ikke meget, når rørhøge og glenter æder ungerne.
Krager og skader er i stor mængde flyttet ind til byerne. Jeg gik for nylig en tur i et parcelhuskvarter ved et lille vådområde i Ølstykke. Der var samlet omkring 100 skader i en flok. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvor mange småfuglereder den flok kan nå at ødelægge på en sommer.
Da en haveejer for nylig spurgte en natursagkyndig i et blad, hvordan han kunne slippe af med et skadepar, der var flyttet ind i hans have, var det lakoniske svar: Hvis du fjerner dem, kommer der bare et nyt par.
I et villakvarter i Fensmark er der observeret en skadeflok på omkring 60 stykker. De havde nattesæde ved siden af parcelhuset. Parcelhusejeren kan intet stille op. Man må jo ikke skyde inde i byen. Det er svært at fange dem i fælder, og hvis man skal bruge fælder, skal man have dispensation.
Krager og skader gør tilsammen en stor indsats for at få udryddet alle de små byttefugle, fordi de tager både æg og unger, når de kan slippe afsted med det. De er med andre ord gode sparringspartnere til rovfuglene, som er fredede og også i god fremvækst.
Blandt mennesker er det sådan, at jo grovere vold, jo strengere straf, men i fugleverdenen er det lige omvendt. En større og større andel af byttedyrene bliver dødsdømt, mens krager og skader får en mild dom og kan yngle i fred. Rovfuglene er totalt frikendt. De skal bare have lov til at brede sig og mæske sig i de byttedyr, der snart ikke er flere af.
Jeg har to ringduer, der ruger i min have, men jeg ser aldrig en flyvefærdig unge. Æggene bliver ødelagt af krager og skader, eller også bliver ungerne spist af rovfuglene, inden de kommer på vingerne.
To hold unger i mit dueslag døde i rederne, fordi hunnerne forsvandt.
Hvis jeg lukker mine ladeporte op i foråret, så søger både solsorte og ringduer ind i laden og begynder at bygge reder. I byerne flytter de ind i mange carporte og udhuse, fordi de forsøger at tilpasse sig de trusler, de hele tiden er udsat for fra den forøgede mængde af deres fjender.
Det ganske tydeligt, at byttedyrene føler sig truet af den stigende bestand af rovfugle ude i naturen. Solsorte og ringduer kan indtil videre godt klare sig. Situationen er langt værre for nattergale, lærker, viber og andre små fugle.
Jeg har læst, at en landmand havde en flok viber på sin eng et forår. Hen over sommer blev de ædt alle sammen af en rørhøg.
Det er ikke kun krager og skader, der truer byttedyrene. Den øgede bestand af rovfugle tyranniserer ganske enkelt byttedyrene, hvad jeg har set mange eksempler på.
En dag så jeg en dværgfalk sidde på jorden og spise af brystkødet på en levende due, der stod op. En anden gang var det en spurvehøg, der sad og hakkede i brystet på en levende due.
På en gård i nærheden havde ejeren cirka 20 fritgående høns. Til stor undren for gårdejeren var samtlige høns forsvundet i løbet af 10-12 dage. Tilbage var kun en meget stor hane. Ingen steder på gården var der efterladt fjer eller ådsler. Det ville ræve, katte, mår, ilder og alle de andre små rovdyr, vi kender, have efterladt. Sandsynligheden taler for at det var en havørn, der havde fundet sig et godt spisekammer. Med den fremgang, havørnene har, går der ikke mange år, før man ikke kan have høns og smågrise gående frit på en grund.
Havørnene i Danmark kan man sammenligne med Indiens hellige køer. Beundringen for de glubske rovfugle er nærmest blevet kultagtig og pressen falder i svime hver gang en ørn viser sig. At sangen fra den lille undseelige nattergal og kvidderen fra den lille grå lærk er ved at forsvinde fra den danske natur, forbigås i dybeste tavshed i pressen.
Mit spørgsmål er, om der bliver gjort noget for at bevare et alsidigt fugleliv i Danmark. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan det skal gå, når havørnene breder sig endnu mere, når man ikke engang kan finde ud af at regulere krager og skader.
Nedgangen i antallet af byttedyr peger i retning af at rovdyrene favoriseres, mens byttedyrene negligeres. Mange fuglesagkyndige fortæller brevdueejerne, at spurvehøgen ikke kan tage større fugle end solsorte. De har bare glemt at fortælle spurvehøgen det samme, så den mæsker sig i duer og især i dueunger. Spurvehøgehannen er for lille til at tage duer, men hunnen er meget større, og den finder hurtigt frem til et godt spisekammer, for eksempel et brevdueslag.
En brevdueejer fortalte mig, at hvis han skal have 50 unger på vingerne og træne dem til de lange flyvninger sydpå i en sæson, så skal han opfostre mindst det dobbelte antal unger, fordi de bliver taget, så snart de kommer i luften. Spurve- og duehøge er ikke brevduernes værste fjender. Falkene er de rene dræbermaskiner, fordi de så let som ingenting kan tage en due i luften, hvor falkene jager dem.
Når jeg kører ude i marken, kan jeg også se, at der er langt færre tamduer, end der var for 30 år siden. Der er mig bekendt ikke tal på, hvor stor reduktionen af tamduer er, men jeg tror, den er betydelig, ligesom for alle andre byttedyr.
Der burde være fri jagt, som der var i henhold til jagtloven af 28. april 1931, hvor krager, råger, skader og skarver måtte skydes hele året. Dengang kunne dem, der bestemte, bruge sund fornuft, så der var balance i biodiversiteten.Nu er jagt på krager og skader tilladt fra den 1. september til den 1. januar. Derfra og indtil den 15. april er regulering af krager og skader tilladt. Hvis en jæger ønsker at regulere bestanden i den periode, skal ejeren af jorden først søge om tilladelse i Naturstyrelsen. Men det er ikke alle ansøgere, der får tilladelse. Småfuglene derimod må jages hele året. Hverken krager, skader eller rovfugle skal søge om tilladelse, før de æder både æggene og ungerne i nattergalens rede.
Der burde være nogle regler, som kan animere jægere til at gøre noget mere ved netop det krage- og skadeproblem som øges konstant. Det befordrer naturligvis interessen for at skyde dem, at de også tager fasankyllinger og andet vildt, som jægerne er interesseret i at skyde, men det er langt fra nok til at beskytte småfuglene. Hvad er der egentlig blevet gjort for at passe på småfuglene i de seneste 30 år? Det er næppe naturens orden, at rovfuglene skal have overtaget.