Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Lektor: Der er håb i de fortællinger, kirkeåret nu skal bringe

Foto: Privat/Kåre Gade

Elmo Due, lektor emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

At kunne dele året op i ikoniske fortællinger, så hver uge bliver velsignet, skaber ikke blot et fællesskab, men også en kvalificering af tiden, for ikke at sige opstand mod tiden og dens rastløshed og uro, skriver lektor emeritus

I NYTÅRET 1554 UDSENDTE biskop Peder Palladius en såkaldt rimstav til alle sjællandske degne. Vers for vers og rim for rim kom den gennem alle årets søndages prædiketekster.

I forordet skriver han:

”Min fader, en lægmand, som aldrig havde lært et bogstav, straffede mig hårdelige med ord i hans alderdom og min ungdom ude i Ribe og Bierige, fordi jeg var en pebling og gik i skole og kunne dog ikke opregne for ham alle søndagsevangelierne på mine fingre, som han kunne straks opregne for mig, han og hans lige.”

Egentlig en det en betagende tanke! At læg som lærd kunne forbinde hver uge med ikke blot et vers, men en bestemt bibelsk fortælling, således at kirkeåret tonede frem som et ”Gesamtkunstwerk” med smukke rum, menighedssang og orgel, som et nu 1500 år gammelt kunstværk, der rækker ud over kontinentets landegrænser.

Og som på trods af sekulariseringen og det moderne står tilbage som den helt store installation i europæisk kultur.

Men dette værk sender Palladius altså ud i kompakt form, som en lille rimstav. Og i adventstiden lød det sådan:

”Christus ind til Hirusalem red

Oss all til Trøst oc Salighed

Tegen (tegn) settes frem for Dommedag

At huer skal vel betencke sin Sag

I Fengselet spurde St Hans Baptist

Om Christus vaar Messias vist

Joannes bekende Christum fri

Gøre det samme skulle oc vi”

Tanken var naturligvis, at i det mindste degnene, men helst alle, skulle kunne disse vers udenad, så de altid havde en kalender ved hånden, ligesom de jævne folk i Ribe.

Nu havde vi indtil 1895 kun én tekstrække, så det gjorde det hele lidt lettere at huskev – og husket, det var den blevet gennem århundrederne, for så vidt som den havde rødder tilbage til 400-tallet.

Den var i det store og hele blevet bevaret gennem middelalderen, havde overlevet Reformationen og dukkede op i Peder Palladius’ egen alterbog fra 1556. I store træk er den så også nået velbevaret frem til os, selvom rækken har været udsat for mindre ændringer i såvel 1912 som i 1992.

DEN ANDEN TEKSTRÆKKE, som vi nu skal følge i det kommende kirkeår, kom til efter mange diskussioner i løbet af 1800-tallet. Man ønskede en større frihed, så man kunne vælge andre perikoper at prædike over, ikke mindst Grundtvig, han ville helst være helt fri for en forordnet tekstrække. Desuden savnede ikke mindst vækkelserne nogle af de evangeliefortællinger, som havde den rette alvor og appel.

Så i 1895 endte det med en ny tekstrække, som gav prædikanterne lidt større råderum og plads til nogle af de efterspurgte fortællinger, for eksempel ”Den fortabte søn”, Luk. 15 (3. søndag efter trinitatis), ”Den lamme ved Bethesda dam”, Joh. 5 (14. søndag efter trinitatis), ”Fodtvætningen”, Joh. 13 (skærtorsdag), ”De ti brudejomfruer”, Matt. 15 (2. søndag efter trinitatis) og ”Den rige bonde”, Luk. 16 (2. søndag efter trinitatis).

Første tekstrække blev tiltænkt de ulige år, anden tekstrække de lige, dog således at begge rækkers evangelier skulle læses hver søndag. Den ene læsning foran alteret, den anden fra prædikestolen.

Indtil 1992 havde vi således to evangelielæsninger i vores gudstjenester, og det lyder ikke så forvirrende, som man skulle tro, for selvom der var kommet nye tekster til, var anden tekstrække i vid udstrækning en uddybende tekstrække og på en måde en skygge af den første.

Når det for eksempel gælder adventstidens tekster, så fortæller første tekstrække som bekendt om Jesu indtog i Jerusalem, den anden om Jesu ”indtog” i synagogen, begge er programmatiske fortællinger, som varsler Jesu død. Anden søndag i advent fortæller henholdsvis om, at der skal ske tegn i sol og måne og lignelsen om de 10 brudejomfruer: Jesu genkomst. Og de sidste to søndage i advent er i begge tekstrækker helliget fortællinger om Johannes Døberen.

I 1992 fik vi så en gammeltestamentlig læsning i stedet for den ene af de to evangelielæsninger, og det var naturligvis et tab af den redundans eller samtale, som kunne opstå mellem de to evangeliefortællinger, men til gengæld blev det en berigelse af gudstjeneste som helhed og en styrkelse af båndet mellem kristologi og historie. Jesus kom ikke ud af ingenting, var ikke blot en smuk idé tillagt et stakkels menneske, men hørte til et bestemt folk med en bestemt historie.

Men tilbage til første tekstrække og rimstaven. Hvilken fælles referenceramme har det ikke været! Jeg har hørt, at man i nogle byer har forsøgt at uddele en gratis bog til indbyggerne, blandt andet med den begrundelse, at det skabte fællesskab og gav samtalestof.

For nogle år siden udsendte den forrige biskop i Aalborg oven i købet en lille troslære. Og fastlæggelsen af en litteraturkanon har det samme ædle formål.

At kunne dele året op i ikoniske for-tællinger, så hver uge bliver velsignet, skaber ikke blot et fællesskab, for som gudstjenestelige fortællinger forbinder de tid og evighed, og dermed sker der jo en kvalificering af tiden, for ikke at sige opstand mod tiden og dens rastløshed og uro. Som den græske gud Kronos har tiden det jo med at æde sine børn, og Benny Andersen synger om, at der er caries i tidens tand. Med de indlejrede fortællinger i kirkeåret går bevægelsen imidlertid fra ”kronos” og den målte tids tikken til ”kairos” og den mættede tids rolige åndedræt.

Man bliver helt misundelig på et sådant fortællefællesskab med en sådan tidsfornemmelse. Ganske vist opdeler vi stadig tiden, rimstokkens afløser er blevet afløst af de nummererede uger i kalenderen og forskellige individuelle højdepunkter, ferierejser til bestemte tider og forlængede weekender.

Og fælles for mange er tiden også inddelt af de store sportsbegivenheder, hvad enten det er Wimbledon og tennis, Tour de France og cykling eller fodboldmesterskaberne. Som faste stationer i kalenderåret standser eller kvalificerer de vel tiden i en eller anden forstand, og også de har jo også deres fortællinger, tænk blot på den dopede ørn fra Herning eller jubelåret 1992, og nu er vi jo efter 1-1 i Irland på vej igen.

Og lidt religiøs er sporten jo også. Tænk på de store sportsbegivenheder med bål, fakler, hvide duer og optog med pompøs koreografi.

Men naturligvis er det lidt skingert at sammenligne sportsåret og dets fortællinger med kirkeåret. Naturligvis har de ikke samme dybde. Så man kan måske lade dem passe hver sit, men netop også passe hver sit, så sporten ikke bliver alvor og gudstjenesten u-alvorlig.

Når krisen kommer, eller når den faktisk er der, så er det nok ikke sportens fortællinger, der skal give os håbet, her kan vi højst få os en velgørende pause. Håb er der derimod at hente i de fortællinger, som kirkeåret nu skal bringe.

Den tyske pastoralteolog Joachim Scharfenberg, som også har haft stor betydning for sjælesorgen i Danmark, foreslog således, at man kan forstå kirkeåret som et skjult mønster eller bagtæppe for al sjælesorg. For den viser os ikke blot Jesu levned, også vores eget. Når vores sorg og glæde, frygt og vrede knyttes sammen med den store historie, får vores lille historie en trøsterig dybde og sammenhæng

Kirkeårets fortællinger skaber poesi til tiden og til kalenderårets mange ugetal. Som et kunstværk eller mere end det, som en fantastisk installation til trøst for alt folket, trodser det tiden og byder det os velkommen til Herrens år.

Den anden tekstrække, som vi nu skal følge i det kommende kirkeår, kom til efter mange diskussioner i løbet af 1800-tallet.

Elmo Due, lektor emeritus