DET ER OFTE blevet fremført, at kristendommen skulle være en særlig forudsætning for demokratiet, og senest har regeringen antydet samme opfattelse i forbindelse med den kommende demokratikanon. Det ville pynte fint på kristendommens CV (og regeringens kultursyn), hvis det var sandt. Men det er det ikke.
Det var ikke kirken eller dens præster, som indførte hverken demokrati, ytringsfrihed, lighed for loven, brevhemmelighed, ligestilling mellem kønnene, trosfrihed, forskningsfrihed, forsamlingsfrihed, uvildige domstole eller almen skolegang, og det var heller ikke dem, der afskaffede tortur og dødsstraf.
Det er dog heller ikke disse ting, kristendommen normalt får æren for, men oftest det mere abstrakte fænomen individet. Det er sandt, at individet er forudsætningen for demokratiet, men det er forkert, at det skulle være en kristen frembringelse. Tværtimod betød kristendommen, at individet forsvandt fra Europa i de rundt regnet 1000 år, hvor kirken sad på magten.
Den første gang, en slags individ dukker op i verdens- og litteraturhistorien, er i det mesopotamiske heltekvad Gilgamesh. Gilgamesh var en historisk konge, som levede cirka år 2600 før vor tidsregning, men omkring år 2000 før vor tidsregning var han blevet til en halvguddommelig sagnfigur.
I Gilgamesh-myten optræder en vildmand fra stepperne ved navn Enkidu. Da Enkidu kommer til storbyen og møder civilisationen, ændrer det noget i ham. Teksten siger: Han forstod sit eget sind, han måtte finde en ven. Manden har simpelthen fået selvbevidsthed, og for oldtidens mesopotamiske byboere, som skabte myten, har dette fænomen været så omvæltende, at det er blevet udtrykt eksplicit i fortællingen. Figuren Enkidu er dog stadig litterært og psykologisk set meget endimensional, og Gilgamesh-myten er hovedsagligt befolket med hel- og halvguder.
FØRSTE GANG, der dukker myter op med almindelige mennesker som hovedpersoner, er i historierne om Adam og Eva, Kain og Abel, og Noah. Der er næppe nogen af dem, der har levet i virkeligheden, men de er alle skildret som individer, der må stå til ansvar for deres personlige handlinger. Desuden er de almindelige mennesker uden overnaturlige evner. Kun Gud kan betjene sig af magi.
Mosebøgerne introducerer dermed tre af de tanker, som er fundamentale for demokratiet: Alle mennesker er af den samme slags, vi er individer med en fri vilje, og individer er forskellige. Adam betyder simpelthen menneske, og med ham introduceres forestillingen om det abstrakte menneske og begrebet om en menneskehed.
Samtidig handler syndefaldsmyten om selvbevidstheden, den frie vilje og det personlige ansvar: Adam og Eva spiser af æblet, fordi de selv vælger at spise af æblet, og de må også selv betale prisen. I Gilgamesh blev selvbevidstheden skildret ved behovet for at finde en ven at spejle sig i, i Første Mosebog ved, at hovedpersonerne opdager deres egen nøgenhed. De ser pludselig sig selv, som andre ser dem, og bliver bevidste om det.
Endnu mere individualiseret bliver det i myten om Abraham. Abraham er heller ikke udstyret med guddommelige evner, men er et menneske på nøjagtig samme vilkår som alle dem, der hørte historien om ham: Han har ingen trick i ærmet, som kan ændre på hans og konens barnløshed. Men han har noget andet: Han har psykologisk dybde og indre konflikt. På den ene side adlyder han Guds ønske om Isaks ofring, på den anden side kaster han sig ud i en etisk debat med Vorherre vedrørende Sodomas og Gomorras ødelæggelse.
Hos grækerne dukker individet op med de første politikere og filosoffer i 6-500-tallet før vor tidsregning. Normalt får Sokrates æren for at være det første individ, men i virkeligheden bør vi vende blikket mod statsmanden Solon. I 500-tallet gennemførte Solon en række lovreformer, og selvom det er nok så interessant, at forandringerne blev en forløber for det græske demokrati, så er det mest bemærkelsesværdige i den historiske sammenhæng, at athenerne betragtede lovgivningen som et menneskeskabt fænomen, man kunne ændre på. Al anden lovgivning på dette tidspunkt var guddommelig og ikke noget, man pillede ved. Desuden blev Solon ikke af sin eftertid guddommeliggjort, men husket som det, han var: et almindeligt menneske.
Det græske demokrati varede fra 507 til 322 før vor tidsregning med et par politisk turbulente afbrydelser, og det er tankevækkende, at demokratiet opstod sideløbende med den sofistiske filosofi. Sofisterne benægtede åbent, at guderne kunne gribe ind i menneskenes liv. I stedet filosoferede de over individet og insisterede på, at hvert enkelt menneske er autonomt både i forhold til guder og andre mennesker. De benægtede, at der kan findes objektive sandheder og mente, at menneskene i et samfund konstant må forhandle sig frem til de sandheder og de regler, der skal gælde. Samtidig var det i det græske demokrati, portrætkunsten opstod for første gang. Hvor afbildninger af mennesker hidtil havde været skabelonagtige, dukkede individet op i kunsten med både skæve næser, blomkålsører og furer i panden.
Det hele forgik dog igen. Det demokratiske samfund, som sofisterne var med til at skabe, frembragte blandt andre Sokrates, Platon og Aristoteles, der på ingen måde var demokrater, og samtidig betød konstante krige, at de græske bystater smuldrede.
Aristoteles elev Alexander den Store var heller ikke demokrat. Til gengæld spredte hans erobringer den græske kultur langt ind i Mellemøsten, blandt andet til Judæa. Her gav mødet mellem den græske og jødiske tradition nogle gevaldige, intellektuelle hovedbrud, ikke mindst da landet senere blev besat af romerne. Det var i denne kontekst, adskillige rabbinere var i gang med at nytænke den jødiske religion og selvforståelse. En af dem var Jesus.
Det romerske imperium var rent intellektuelt en bleg afglans af den græske kultur, og selvom romerne kopierede græsk kunst og kultur, kom de aldrig til at videreudvikle den eller frembringe større erkendelsesmæssig nytænkning. De var pragmatikere og dygtige ingeniører, men tænkere og demokrater var de ikke, med undtagelse af et par stykker som Cicero, Seneca og Marcus Aurelius.
FRA JUDÆA spredte kristendommen sig til resten af det romerske imperium, og i begyndelsen var det et stærkt individuelt valg med fare for liv og lemmer at blive kristen. Senere blev det lettere, ikke mindst da Konstantin den Store indførte religionsfrihed for alle i hele Romerriget i 313. Den varede dog ikke længe, idet den kristne kejser Theodosius udstedte Den Milanesiske Forordning i 380, som forbød alle andre religioner end kristendommen. Derefter gik den europæiske kultur mere eller mindre i stå.
I de følgende 1000 år frembragte kristendommen katedraler, musik, skolastik og et netværk af klostre, som stod for social omsorg og udbredte megen viden fra Mellemøsten til Nordeuropa. Men fra Augustin i 400-tallet til Erasmus af Rotterdam i 1400-tallet frembragte kirken kun én filosof, hvis tanker eftertiden uden for kirken har kunnet bruge, nemlig William af Ockam (som i parentes bemærket blev ekskommunikeret). Samtidig forsvandt individet fra kunsten.
Luther støttede ikke bondeoprørene i sin samtid, og hans toregimentelære bidrog i praksis til enevælden. Først efter Anden Verdenskrig blev kristendommen en humanistisk religion, som har arbejdet for gensidig forståelse på tværs af religiøse skel, og siden Vatikanerkoncilet i 1962 har befrielsesteologien spillet en væsentlig rolle i katolicismen.
Der er altså fin overensstemmelse mellem kristendom og demokrati i dag, men det er resultatet af en række faktorer samt en lang historisk proces. Det ville være langt mere konstruktivt, hvis regering og andre fik styr på historien og undlod demokratisk fingerpegning. Så ville der nemlig være noget at lære af fortiden, og landets ikke-kristne minoriteter ville kunne deltage i den demokratiske debat på lige vilkår.
Lene Andersen er forfatter og modtager af Ebbe Kløvedal Reichs demokrati-stafet 2007