Speciallæge i psykiatri: Misundelsen kan følge os hele livet. Der er to måder at forholde sig til den på

De fleste har lært, at misundelse er en grim følelse. Der er to forskellige måder at forholde sig til en følelse, som man ikke vil kendes ved. Den ene er kontrollerende og styrende, den anden er accepterende og undersøgende, skriver en speciallæge i psykiatri

Mennesker, der jævnligt generes af misundelse, har ofte ubevidst fornemmet, at ”nu sker det igen, jeg får ikke det, jeg gerne vil have; det er altid de andre, der får”, hvilket er en reaktivering af de savn, som de oplevede i barndommen, skriver Niels Kjeldsen-Kragh.
Mennesker, der jævnligt generes af misundelse, har ofte ubevidst fornemmet, at ”nu sker det igen, jeg får ikke det, jeg gerne vil have; det er altid de andre, der får”, hvilket er en reaktivering af de savn, som de oplevede i barndommen, skriver Niels Kjeldsen-Kragh. Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix og privatfoto.

Uønskede og uacceptable tanker og følelser kan være besværlige at leve med. Gribes man på fantasiplanet af en tilbøjelighed, som strider mod de normer, man almindeligvis er styret af, kan man blive urolig og skræmt.

Det kan være svært at tolerere tanker, som man finder umoralske, frastødende eller asociale. Sker der et indbrud i bevidstheden af følelser, som bryder med den opfattelse, man har af sig selv, kan man blive forfærdet og stille sig spørgsmålet: ”Hvem er jeg egentlig? Jeg kan ikke acceptere mig selv.”

Igennem opvæksten har de fleste lært, at misundelse er en forkastelig, grim og vanærende følelse. Mange mennesker bryder sig ikke om at se i øjnene, at de indimellem mærker, at de ikke er i stand til at glædes over det held og den succes, deres nærmeste oplever: ”Han har fået noget, som ikke er blevet mig til del; jeg er blevet snydt, og jeg er endnu en gang ladt tilbage som en taber.”

Er de i selskab med den, der er tilsmilet af lykken, må de hykle sig igennem og lade, som om de er glade med de glade, selvom de i deres stille sind ærgrer sig over den andens fremgang. Den misundelige kunne i hemmelighed have lyst til at fratage den succesfulde hans held, hvilket forbindes med smålighed og egoisme, selvom det kun foregår i fantasien.

Og egoisme og smålighed er ligeledes følelser, som gennem opvæksten er blevet belagt med nedvurdering og skam. Og hvis den misundelige fortalte om sin pine over andres lykke, ville han fremstille sig selv som en mindreværdsfølende taber og dermed udstille al sin sårbarhed. Lægger man øre til bysladder, genkender man ofte den diskvalificerende karakteristik: ”Han er bare misundelig.” Der er grunde nok til at forsøge at holde sin misundelse skjult for andre i håb om, at den ikke bemærkes.

Hvordan skal man forholde sig til en følelse, som man ikke vil kendes ved? Der findes to forskellige tilgange, som er diametralt modsatte: Den ene er kontrollerende og styrende. Den anden er accepterende og undersøgende.

For det første: I vores rationelle verden kan det være svært at forholde sig til følelser, fordi de ofte er irrationelle. Vi stræber efter kontrol, og det bevidsthedsindhold, som vi finder underlødigt, prøver vi at skubbe til side. Vi er vant til at lade os styre af det, der er hensigtsmæssigt, og hvis der dukker forestillinger op, som er uhensigtsmæssige, plejer vi at forsøge at skaffe os af med dem enten ved at overbevise os selv om, at det er uklogt at have dem, eller ved slet og ret at ignorere dem.

Med andre ord: Vi tager vores fornuft i brug og ræsonnerer os frem til, hvilke følelser der er nyttige, og hvilke der er unyttige: ”Du kan godt se, at det ikke gavner dig at være misundelig; det slider jo allermest på dig selv, så lad være med det.” Som om der blev sagt: ”Forkert følt! Føl om!”. En sådan anskuelse fører til absurditeter. Følelser og tanker kan ikke fjernes med et snuptag. Man kan ikke selv bestemme, om man vil ophøre med at være bekymret, urolig eller ængstelig. Når det kommer til følelser, er man ikke herre i eget hus.

Det er et hårdt og ressourcekrævende arbejde at forsøge at fjerne misundelsen fra bevidstheden. Har man held med manøvren, får man fred for en stund, som desværre ofte er kortvarig, fordi fornægtede følelser har det med at vende tilbage, endda ofte når det er mindst belejligt. De lever deres eget liv i det ubevidste og bryder en gang imellem igennem bevidsthedsbarrieren og dukker herved op til overfladen. Uventede og uønskede mentale fænomener får ikke mulighed for at blive forstået og integreret, hvis de vedvarende skubbes til side og overhøres. Følelser og fornemmelser, som ikke fordøjes og sættes i en forståelsesramme, forbliver abortive produkter, som på påtrængende vis melder deres ankomst igen og igen og banker på døren for at gøre ejermanden opmærksom på, at her er der et stykke psykisk arbejde, der trænger til at blive udført: Hvad kommer den tilbagevendende tendens til misundelse af? Hvordan skal den forstås, og hvordan skal man fremover forholde sig til den?

For det andet: I stedet for at forsøge at fjerne uønskede følelser fra bevidstheden kan man lade dem passere revy, uanset om de er acceptable eller ej. Man kan gøre sig til iagttager af bevidsthedsstrømmen uden at gribe ind og uden at forsøge at dirigere tankerne i den ene eller den anden retning. Følge tankerne til deres rod og se, hvordan de opløses, ændres eller forstærkes. Intet er statisk, følelser forandrer sig konstant. Man vil blive overrasket over at erfare, hvor rigt og varieret et indre liv man har, hvis man gør sig til neutral iagttager af sin egen bevidsthed. Man kan træne sig op til at se ikke-fordømmende på hjernens produkter og registrere følelsernes kommen og gåen. Ligesom man kan standse op og lytte til sin hjerterytme, vel vidende at hjertet har sit eget liv, som man ikke formår at kontrollere, kan man lytte til sin hjerne og forundres over dens virkemåde. Ved denne manøvre vil man blive klogere på, hvad sindet egentlig beskæftiger sig med.

Det handler ikke om at sætte sig hen for at spekulere, eller at tænke sig om. Det handler mere om, at man i en afslappet stund gør sig til en interesseret tilskuer til sig selv, hvorved man øger sin egen selvtolerance og mindsker sin egen selvfordømmelse. Og når det kommer til misundelse, er det meningsløst at fordømme sig selv. Misundelse er en såre menneskelig følelse, som alle kender til, nogle meget, andre lidt.

Misundelse er typisk rettet mod en nærtstående, som man er knyttet til: ”Jeg kan ikke være bekendt at være misundelig på min fætter, som jeg holder så meget af.” Irrationelt frygter man, at fætteren herved bliver skadet og påført ubehag. Men sådan er det sjældent. Det er den misundelige, der lider, og ikke ham, misundelsen er rettet imod. Han mærker det næppe. Følelser i sig selv kan ikke skade, fordi de blot er indre fænomener. Men bliver følelser omsat til handling og tale, kan de være skadevoldende. Følelser skader ingen bortset fra ejermanden, som kan blive skræmt ved at erfare, hvad han indeholder. Byder man sine følelser og tanker velkommen, får man mulighed for at komme på sporet af, hvad de kommer af, og hvordan de i øvrigt hænger sammen med resten af ens personlighed. Og ofte ledes tankerne tilbage til barndommen. Vi ved, at børn, der får for lidt omsorg, havner i en vedvarende mangelsituation, og at de pines, når de ser, at andre får det, de savner, og som de selv gerne vil have.

Børn, der har lidt af fysisk eller psykisk armod, har længselsfuldt været vidne til, at deres kammerater har levet et liv, som de selv inderligt kunne ønske sig. De har set ind i andre børns ”forjættede land” uden mulighed for at komme dér selv. Ingen børn får alle deres behov opfyldt, og fordi afsavn i et eller andet omfang er en uomgængelig del af barndommen, har alle mærket misundelse.

Er man i en følelsesmæssig underskudsposition, har man ikke overskud til at glædes over andres fremgang. Børn, der huser store savn, tilfredsstilles ved at ødelægge de gode lege, som andre børn er engageret i. De kan ikke unde, at deres jævnaldrende har det godt.

Mennesker, der jævnligt generes af misundelse, har ofte ubevidst fornemmet, at ”nu sker det igen, jeg får ikke det, jeg gerne vil have; det er altid de andre, der får”, hvilket er en reaktivering af de savn, som de oplevede i barndommen.

Et barndomstema bliver til et livstema, og kommer man til klarhed over, at pinagtig misundelse kan have rod i barndomsforhold, bliver der skabt mening i ”galskaben”, og skamfølelsen og selvfordømmelsen bliver lettere at bære.