Prøv avisen

Der er stadig bevægelse i Lausanne-bevægelsen

Arkivfoto fra Lausanne-bevægelsens tredje verdensmøde i Cape Town, Sydafrika. Foto: Lausanne-bevægelsen.

Fælleskirkeligt Lausanne-bevægelsens forståelse af mission er blevet bredere og mere social siden starten i 1974. Og så er Lausanne-bevægelsen i dag meget længere fremme i skoene, når det gælder engagement i sager, som kan betragtes som politiske, skriver dagens kronikør

I EFTERÅRET 2010 samledes 4200 repræsentanter for kirker og missionsselskaber i 198 lande til den tredje Lausanne-konference i Cape Town i Sydafrika. Anledningen var fejringen af 100-året for den første store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910, hvor fokus var på evangelisering af hele verden. Lausanne-bevægelsen blev til i 1974 som en reaktion fra evangelisten Billy Graham og andre evangelikale ledere især fra Vesten på udviklingen i Kirkernes Verdensråd. Opfattelsen var, at Kirkernes Verdensråd med sin liberale og politiske teologi svigtede kirkens hovedopgave: at evangelisere hele verden.

Spørgsmålet er, hvor Lausanne-bevægelsen, der repræsenterer en stor del af verdens protestantiske kristne, står i dag. Det kan man nu danne sig et indtryk af ved at læse Cape Town-erklæringen, der netop er blevet offentliggjort. (Cape Town Erklæringen. Et kald til at tage del i Guds mission, Lohses Forlag). Har denne bevægelse noget relevant at sige ind i en dansk sammenhæng? I indledningen til den danske udgave skriver Morten Hørning Jensen, at man kan anvende Cape Town-erklæringen som et menighedsspejl, som vi som kirke kan spejle vor tro, forkyndelse og praksis i. Nogle af de udfordringer, som den globale kirke stod over for for 37 år siden, er der stadig i dag, men hvordan forholder bevægelsen sig til de brændende spørgsmål, som kirken i Danmark må tage livtag med i dag?

Da den første Lausanne-konference i 1974 holdt missionens fane meget højt, var mission ikke på folkekirkens dagsorden. I mellemtiden er mission imidlertid blevet en central del af den folkekirkelige diskurs. Kirkeministeriets betænkning om Opgaver i sogn, provsti og stift fra 2006 formulerede en formålsparagraf for folkekirken, hvor det slås fast, at Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Hvis kirkens opgave er mission, bliver vi nødt til at diskutere sådan som det også sker hvad vi forstår ved mission, og her kan vi måske hente inspiration eller provokationer fra dette dokument.

Cape Town-erklæringen tager udgangspunkt i den treenige Guds mission og i Guds kærlighed til alle mennesker og hele skaberværket. Kirkens mission ses som en respons på Guds kærlighed og udformes i kærlighedens sprog som kærlighed til Gud (og hans Ord og mission), til mennesker (kristne såvel som ikke kristne) og til hele skaberværket (naturen). I sin mission i verden må kirkens respons på Guds kærlighed være præget af en konkret efterfølgelse af Jesus (discipelskab) og af enhed mellem kristne (forsoning).

Cape Town-erklæringen er udtryk for en integreret missionsforståelse, hvor forkyndelsen af evangeliet og social handling er uadskillelige. Evangeliet er Guds gode nyheder gennem Jesu Kristi kors og opstandelse for individet, for samfundet og for skaberværket. Alle tre er ødelagt og lider på grund af synden; alle tre er indbefattet i Guds genløsende kærlighed og mission; alle tre må være en del af Guds folks vidtspændende mission.

ET AF DE MEST højprofilerede emner i kirken i dag, både i Danmark og i mange andre dele af verden, er spørgsmålet om homoseksuelt samliv. Lausanne-bevægelsen fastholder, at Guds plan med skabningen er, at ægteskabet udgøres af et forpligtende, trofast forhold mellem én mand og én kvinde. Dette udsagn er forventeligt i en evangelikal erklæring, men det er tankevækkende, at der samtidig appelleres til, at vi skal søge at forstå og forholde os til de dybtliggende identitets- og erfaringsproblemer, som drager nogle til homoseksuel praksis; komme mennesker i møde med Kristi kærlighed og retfærdighed og afvise og fordømme enhver form for had, verbal eller fysisk forulempelse og uretfærdig behandling af homoseksuelle mennesker.

Den religiøse pluralisme bliver i højere og højere grad en del af vor hverdag, sådan som den i århundreder har været det i mange lande i Afrika og Asien. Hvilke råd giver Cape Town-erklæringen om at være kirke i mødet med mennesker af anden religion? Ud fra overbevisningen om, at Jesus er sandheden, opfordres alle kristne til at forkynde evangeliet om ham for alle mennesker, men spørgsmålet er hvordan. Vi afviser (...) enhver form for vidnesbyrd, der er præget af tvang, bedrag eller respektløshed, og der tages afstand fra løgne og karikaturer om andre religioner, ligesom man fordømmer racistisk fordomsfuldhed, had og frygt, som populærpressen og den politiske retorik (...) ophidser til. Nu er disse ord ikke specielt skrevet med tanke på Danmark, men de forekommer alligevel meget relevante.

Selvom man ikke anerkender andres religion som sand, er det kristnes opgave at være fortalere for mennesker med en anden religion. Kampen for religionsfrihed kræver, at vi over for regeringer går i brechen på vegne af kristne og mennesker med en anden religion, som forfølges. Det er netop det, Folkekirkens mellemkirkelige Råd for nylig har gjort med sin henvendelse til Europa-parlamentarikere om at tage spørgsmålet om religionsfrihed og forfølgelse af kristne og andre religiøse grupper op. Men er noget sådant ikke en politisk handling? Jo, og derfor har Søren Krarup også straks taget afstand fra rådets initiativ. Men her bakker Lausanne-bevægelsens dokument altså op om, at kirken også må have modet til at tage politiske emner op.

Det samme er tilfældet, når det gælder fattigdom og undertrykkelse. Her må kirkens respons ikke bare være barmhjertighedsgerninger, men også, at vi øver retfærdighed ved at afsløre og modsætte os alt, hvad der undertrykker og udbytter de fattige på grund af Guds ønske om systematisk økonomisk retfærdighed. Når det gælder økologien, vedgår dokumentet vor andel i ødelæggelsen, spildet og forureningen af Jordens ressourcer og vor indforståethed med forbrugerismens giftige afgudsdyrkelse, og der siges det rent ud, at vi ikke kan sige, at vi elsker Gud, hvis vi samtidig misbruger det, der tilhører Kristus i kraft af skabelse, genløsning og arv.

CAPE TOWN-ERKLÆRINGEN opfordrer på samme tid til politisk handlen i form af fortalervirksomhed og til en personlig omvendelse og radikalt discipelskab: Vi opmuntrer den kristne verden til 1) at gå ind for en livsstil, der gør op med forbrugervaner, som er destruktive og forurenende, 2) benytte sig af legitime midler til at overtale deres regering til at sætte moralske principper over politisk opportunisme i spørgsmålet om miljøødelæggelse og potentielle klimaændringer. Det lyder næsten som et ekko fra tidligere konferencer i Kirkernes Verdensråd!

Har Lausanne-bevægelsen bevæget sig, eller gentager man blot de klassiske evangelikale holdninger? Cape Town-erklæringen holder stadig fast i mission som kirkens hovedopgave, men forståelsen af mission er blevet bredere og mere social. Lausanne-bevægelsens teologi er stadig evangelikal, men den er blevet mere nuanceret. Dogmatik spiller stadig en central rolle i bevægelsen, men nu lægges der mere vægt på praktisk discipelskab. Religionsteologien er stadig præget af en kristocentrisk eksklusivisme, men nu fokuseres der mere på, hvordan kristne kan leve fredeligt og respektfuldt sammen med tilhængere af andre religioner. Og så er Lausanne-bevægelsen i dag meget længere fremme i skoene, end man var i 1974, når det gælder engagement i sager, som kan betragtes som politiske.

Hvorfor har Lausanne-bevægelsen bevæget sig? Verden har bevæget sig og stillet kirken over for nye udfordringer. Og så har kristendommen bevæget sig, så to tredjedele af verdens kristne i dag bor i den tredje verden, og det er i højere grad disse kristne, som også i Lausanne-sammenhæng sætter dagsordenen for kirken i dag.

Mogens S. Mogensen er cand.mag. og ph.d.Cape Town-erklæringen tager udgangspunkt i den treenige Guds mission og i Guds kærlighed til alle mennesker og hele skaberværket.