Prøv avisen

Astrofysiker: Der findes ikke rationelle svar på alle spørgsmål

Jeg har gennem livet set, hvorledes vor indsigt i universets opbygning og historie har udfoldet sig. Det er til at blive svimmel af at tænke på, skriver Leif Hansen Foto: REUTERS/NASA/ESA

Det tog mig nogen tid at erkende, at jeg forlangte et rationelt svar på alle spørgsmål, men at et sådant ikke altid findes, skriver Leif Hansen, der er pensioneret astrofysiker

Kronik: Det var ikke meningen, jeg ville skrive denne kronik. Jeg har ofte fulgt debatter i Kristeligt Dagblad og følt mig provokeret, men nogle debatører synes at være mere opsatte på at få ret end at blive klogere. En sådan polemik interesserer mig ikke.

Men Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard argumenterer i deres indlæg i Kristeligt Dagblad den 10. juni for deres ateistiske standpunkt på en sådan måde, at jeg har indtryk af, at de ærligt søger en dybere erkendelse. I så fald håber jeg, mine erfaringer kan være nyttige.

Dette ikke være ment nedladende! I mine unge dage lå mine synspunkter ikke så langt fra deres, men gennem et liv som astrofysiker har jeg måttet overveje forholdet mellem fysik, metafysik og religion. Jeg mener, at megen uenighed skyldes uklarheder med disse begrebers afgrænsning. For mig er de tre kategorier klart adskilte, hvilket jeg vil beskrive i det følgende.

Først fysik! Stjernholm og Ørregaard benytter begrebet naturalisme. Jeg formoder, det står for det samme, som jeg kalder fysik i videste forstand. I fysikken søger man at beskrive fænomenerne – ideelt set – ud fra grundlæggende naturlove. I argumentationen benyttes logikkens love – som regel i form af matematiske udregninger.

Således kan man forklare Solens udstråling ud fra naturens love ved at antage Solens observerede masse og grundstofsammensætning. Man har konstrueret detaljerede modeller af Solen og andre stjerner, der beskriver deres opbygning og udvikling. Modellernes forudsigelser er efterfølgende kontrolleret ved et utal af observationer. Der kan ikke være tvivl om fysikkens styrke til at forklare fænomener inden for dens emneområde.

Men fysikken kan ikke forklare alt i den fysiske verden!

En teoretisk fysiker har sat sig for at eftervise dette med lodder og trisser: David H. Wolpert, 2008, ”Physical limits of inference”. I den fysiske verden er der altså fænomener, der principielt ikke kan forklares. Vi får ikke at vide hvilke. Dog ved vi, at naturlovene ikke kan forklares ud fra andre, kendte fænomener. Naturlovene har man fundet frem til efter megen møje. Hvorfor de eksisterer og er, som de er, er der ingen forklaring på. Noget tilsvarende gælder for logikkens love.

Stjernholm og Ørregaard skriver, at der er ting, som naturalismen ikke kan forklare endnu. Hertil vil jeg så tilføje, at der er fænomener, der aldrig vil kunne forklares – heller ikke i den fysiske verden.

Hvad er så metafysik? Det spørgsmål var jeg længe om at finde et tilfredsstillende svar på. Begrebet bruges i flæng uden nærmere definition. En overgang betød det i visse kredse noget i retning af ”gammel overtro”. Alligevel skrev den betydelige danske tænker K.E. Løgstrup et firebindsværk om metafysik.

Hvorledes han opfattede metafysik, fik jeg kort og klart defineret af hans elev professor emeritus Ole Jensen: ”At et fænomen er metafysisk, betyder, at det er en uforklarlig kendsgerning.” Dette er en skarp definition, der kan bruges til noget. Vi taler altså om kendsgerninger, som er principielt uforklarlige.

Løgstrup beskæftigede sig blandt andet med, hvad han kaldte suveræne livsytringer. For en fysiker er det nærliggende at bruge naturlovene og de logiske love som eksempler på uforklarlige kendsgerninger. De udgør et metafysisk grundlag for fysikken.

Når Stjernholm og Ørregaard efterlyser metafysiske svar, som skulle kunne give en indsigt, der ikke er naturalistisk, anvender de åbenbart ikke begrebet metafysik som ovenfor defineret. Metafysikken giver jo efter Løgstrups definition ingen rationelle svar.

For mit eget vedkommende tog det nogen tid at erkende, at jeg automatisk forlangte et rationelt svar på alle spørgsmål, men at et sådant ikke altid findes. Stjernholm og Ørre- gaard vil ikke ”lege med”, når der tales om erkendelse uden for naturalismen. Hvis man fastholder dette standpunkt, udelukker man mange fænomener, som vor tilværelse er baseret på.

Hvordan opfatter jeg så begrebet religion? Her er jeg påvirket af Løgstrup, idet jeg definerer: Religion er fortolkning af metafysiske fænomener, som vor eksistens er betinget af. Mange religiøse vil sikkert have en anden tilgang, for eksempel ud fra en stærk oplevelse af et guddommeligt væsens nærvær. Læs eventuelt Jakob Wolf, 2015, ”Det guddommelige – fænomenologisk set”.

Her fastholder jeg Løgstrups synsvinkel, der passer bedre til min analytiske fremgangsmåde. Løgstrup var bevidst om, at den religiøse tolkning er et valg, man tager, men at erkendelsen af det metafysiske grundlag for vor tilværelse gør, at trangen til religiøs tolkning bliver nærmest uimodståelig.

Begrebet Gud fyger gennem debatten uden at blive defineret nærmere. Det kan man dog afgøre ved at slå op i Bibelen, der jo handler om Gud og mennesker. Man behøver ikke at læse langt. Første sætning lyder: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Hermed er Gud defineret som den magt, der gør, at verden er til. Læg mærke til, at der ikke hermed er givet en rationel forklaring på, at verden er til. Et naturvidenskabeligt svar, der kan tilfredsstille Stjernholm og Ørregaard – eller mig som fysiker for den sags skyld.

At verden er til, er nemlig et metafysisk spørgsmål. Gud er ikke et begreb, der forklarer, men som sætter navn på det uforklarlige, så vi ikke glemmer og kan tale om det. Man kan så søge at få en fornemmelse af Guds væsen ved at iagttage skaberværket og – for kristnes vedkommende – Jesus-skikkelsen.

Men, vil nogen indvende: ”I dag er alt forklaret med Big Bang-kosmologien.” Lad det være sagt klart og tydeligt: Jeg er dybt betaget af Big Bang-teorien. Den var nærmest ingenting, da jeg studerede, men netop da jeg gik på pension i 2003, faldt brikkerne på plads i en sammenhængende teori, der beskriver universet fra tidens begyndelse.

Jeg har hen ad vejen forsket og undervist i emnet og ved, at nøgleresultaterne er dobbelttjekket ved uafhængige metoder. Det er et mageløst resultat, at mennesket har kunnet erhverve denne indsigt. Man aner desuden, at det vil være muligt at finde en grundlæggende naturlov, som forklarer, at Big Bang skete. Så er fysikken ved vejs ende!

Har vi så forklaret, hvorfor verden er til? Nej! Men vi har præciseret spørgsmålet til: Hvorfor er denne naturlov til? Her støder vi mod muren. Vi kan ikke komme længere med rationelle forklaringer. En systematisk gennemgang af spørgsmålet inden for forskellige erkendelsesformer finder man i Søren Povlsen, 2012, ”Det mystiske at verden er”.

Etiketten religion dækker over så meget forskelligt, og meget må jeg tage afstand fra. Når man for eksempel med religiøse dogmer vil overtrumfe naturvidenskabelige resultater, må jeg protestere. Men de teologer, jeg kender, kunne aldrig finde på noget sådant. I teologien beskæftiger man sig med tolkninger af uforklarlige fænomener. Det giver en grad af vilkårlighed, der ikke findes i fysikken. Her er naturen den store facitliste.

I min ungdom var Steady State-kosmologien nok mere populær end Big Bang, men da man fik mulighed for at observere naturen, var svaret entydigt: Big Bang. De religiøse tolkninger er præget af fortolkerens livserfaringer. Derfor må tolkningerne skifte form gennem historien, for eksempel under indflydelse af naturvidenskabernes nye erkendelser. Fortolkningernes metafysiske grundlag er dog urokkeligt det samme.

Jeg har gennem livet set, hvorledes vor indsigt i universets opbygning og historie har udfoldet sig. Det er til at blive svimmel af at tænke på. Når jeg står med et barn på armen, må jeg tænke: Hvad er dette for et væsen, som universet her har frembragt? En skabning, som kan få den vanvittige idé at ville kende universets struktur og udvikling fra tidernes morgen.

Og som er i stand til at gennemføre det! Forundring! Ydmyghed! Her rækker fysikken ikke!