Prøv avisen
Kronik

Der går igen et spøgelse gennem Europa

Henrik Grøndal Lund

Henrik Grøndal Lund, sognepræst ved aarhus domkirke

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke det kommunistiske spøgelse, men kristendommens viden og praksis aktiveret på nye måder gennem flere af Europas mestertænkere. Endnu er det ikke kommet til Danmark, hvor tænkere og medier er nærmest besatte af islam, mener kronikøren

DER GÅR IGEN ET SPØGELSE gennem Europa. I 50-året for studenteroprøret og 200-året for Karl Marx’ fødsel burde spøgelset gennem Europa være en opdateret version af de revolutionære idéer fra ”Det kommunistiske manifest”. Men det nye spøgelse er ikke ideologisk, hverken kommunistisk eller liberalistisk.

Det nye spøgelse, som går gennem Europa, er kristendom. I jubilæumsåret for de revolutionære idéer er et kristent manifest undervejs. Flere af nutidens førende tænkere er begyndt at ty til de kristne tekster og deres tradition for at finde svar på den globale verdens udfordringer.

HVORFOR GRIBER tænkerne tilbage til den kristendom, som Karl Marx kaldte opium for folket og Friedrich Nietzsche erklærede død? Det gør de, fordi tiltroen til, at det frie marked alene kan levere de rigtige svar til nutidens udfordringer, er svag. Det samme gælder troen på videnskaben og teknologien.

Ethvert nogenlunde oplyst menneske ved, at de imponerende videnskabelige og teknologiske fremskridt det seneste århundrede har ført en række farlige problemer med sig, for eksempel klimaforandringer og stigende ulighed med folkevandringer og voldshandlinger til følge.

Meldingen fra nutidens tænkere lyder, at de kristne ords autoritet og idealer kan bistå mennesker og samfund med at tackle de iøjnefaldende udfordringer. Det er karakteristisk, at tænkerne ikke snævert og almindeligt opfatter kristendom inden for en traditionel kirkelig ramme. Kristendom er snarere et spørgsmål om en praktisk og duelig menneskelighed i samfundet.

Tænkerne bruger kristendom som en social, mental og praktisk viden om, hvordan mennesker skal leve sammen i fællesskab med klodens andet liv. Det er den kristne tænkning om menneskelighed, de nu genopdager. Hér er spøgelset, som er undervejs i det europæiske hus. Det er ikke Marx’ og Engels’ kommunistiske spøgelse, men kristendommens viden og praksis aktiveret på nye måder.

IFØLGE DEN TYSKE stjernefilosof Peter Sloterdijk (født 1947) afhænger fremtiden af menneskers praksis. Fremtiden afhænger af, om vi kan ændre vores praktiske livform, så verden kan holde til vores måde at leve på. I forsøget på at udvikle en ny praksis finder Peter Sloterdijk inspiration i den kristne tænkning om omvendelse, klostervæsenets askese og transcendens.

Peter Sloterdijk går til de store religiøse omvendelsesfigurer med Paulus som mønstereksemplet på, hvordan en ændring i hjertet og sindelaget kan føre til en ny livsmåde. Kristendom anvendes som inspirationsmodel for den omvendelse, kloden behøver. Nogle af klostervæsenets store skikkelser som Frans af Assisi og Ignatius af Loyola præsenterer Peter Sloterdijk som trænere i den rette praksis.

En lignende viljefast træning og disciplin skal udvikles svarende til nutidens udfordringer. Det er ikke nok at træne musklerne i fitnesscentre og dyrke tidens muskelreligion. Menneskets træning skal gælde hverdagens livspraksis, og mennesket må være villig til at overskride det bestående, se op og række ud efter det umulige, ændre sit liv for at leve på en måde, som gavner Jorden og medmennesket.

Dét er Peter Sloterdijks udgave af kristendommens transcendens: at overskride det umulige, bestige det usandsynliges bjerg og komme over på den anden side for at bevæge sig i ny retning, kort sagt at vende sig om uden at forlade.

Det er ikke en ligegyldig sag, for ifølge Peter Sloterdijk er det Europas skæbne at udvikle livsformer i forhold til de kristne definitioner af menneskeliv og fællesskab. Holder vi op med det, sander den europæiske kultur til. Efter de seneste århundreders kritiske opgør med de mange forskellige udgaver af kristendom, gælder det igen om udvikle livsformer med det kristne. ”Nach Gott” – efter eller ifølge Gud – var titlen på Sloterdijks udgivelse sidste år, 500-året for Reformationen. Den kristne viden om livet spøger på ny i Europa.

OGSÅ ITALIENEREN Giorgio Agamben (født 1942) tager afsæt i den kristne teologi. Giorgio Agamben anvender Bibelen og centrale kristne tænkere som Paulus, Augustin og Thomas Aquinas til at forstå magtens grundlag. Teologi, filosofi og politik forbindes på måder, som har været ”forbudt”, siden sekulariseringen kastede den slags overbord.

Giorgio Agambens opdagelse er, at teologi, politik og jura stadigvæk hører sammen. I vores brug af magt er vi også i dag bundet til Adam og Eva i Paradiset, syndefaldets nøgenhed og tøjets teologi. Magt er, hvem og hvad der klæder et menneske på.

Gennem tøjet forsøger magten konstant at producere, styre og kontrollere mennesket. Vesten hviler på den myte, at mennesket giver sit liv til den suveræne påklæder, Gud med loven og staten med juraen, der klæder de nøgne kroppe på og gør livet menneskeligt. Kristendom er for Agamben interessant, fordi den med et udtryk fra Augustin iklæder mennesket med ”nådens tøj” og med opstandelsen viser en ny brug af kroppen, som ikke kan indfanges af magten.

KRISTEN TEOLOGI er også top of mind for franske Alain Badiou (født 1937), når han læser Paulus som filosof, altså ikke som apostel eller helgen, men som tænker. Badiou slår til lyd for, at det paulinske opgør med loven i dag skal forstås som et opgør med et simpelt verdensbillede, hvor markedet er den højeste og eneste lov. Kristus-begivenhed betyder i Paulus tænkning, at det menneskelige rummer noget andet og mere end økonomi, jura, andre systemer eller nogen som helst identitet. Alain Badiou regner Paulus for en figur med den vigtigste betydning, og det gælder om at aktivere de paulinske tanker om Kristus-begivenheden, fordi det vil gavne nutidens menneskelighed og fællesskab.

Slovenske Slavoj Zizek (født 1949) knytter til ved Alain Badious nye Paulus og taler om den kristne arv som Kristi frakobling fra samfundets former for fundamentalisme. Kristi frakobling er et barmhjertighedsprincip, som gør det muligt at sprænge den sociale logik, når den driver på hævn, straf og ondskab – at sætte sig ud over den sociale orden i samfundet, hvor den bliver umenneskelig.

DER KUNNE NÆVNES FLERE andre tænkere, som på andre iøjnefaldende måder gør det klart, at der går et kristent spøgelse gennem Europa. Nutidens tænkere søger i Europas gamle kristne rødder for at finde en forståelse af menneskelighed og fællesskab passende til den globale verdens udfordringer. Der er noget i gære, og selvom det ikke er så bombastisk og revolutionært som det kommunistiske manifest, der fejres i år, så er det alligevel en ny form for manifest.

Det er ganske vist mere lavmælt i tråd med den kristne viden om, hvordan mennesker skal være menneske med sig selv og de andre. Ikke desto mindre bærer det et stærkt livs- og samfundssyn med sig, som holder den europæiske kultur åben og modig.

Endnu er det ikke rigtig kommet til Danmark. Mens flere af Europas mestertænkere på forskellig vis aktualiserer kristendom, er danske tænkere og medier nærmest besatte af islam. Derfor mangler den kristendomsforskrækkede kulturelle elite på uddannelsesinstitu tionerne det nye perspektiv i debatten om fremtidens samfund.

Der går et spøgelse gennem Europa. Kristendom er ikke opium for folket, og Gud er ikke død.