Prøv avisen

Der skyder en kvist

Dronning Margrethe er med sine vignetter til den nye Rigs- og slægtsbibel med til at trække en lige teologisk linje fra begyndelsen i Edens Have til Golgatas kors

En af efterårets store begivenheder på bogmarkedet var Det Danske Bibelselskabs udgivelse af den nye Rigs- og slægtsbibel til brug i Danmark, Færøerne og Grønland. Det er en bibel i stort format, der på ydersiden er præget med tre forskellige kors: det danske Dagmarkors, det færøske hjulkors og det grønlandske kløverbladskors. Tager man den danske udgave, er det Dagmarkorset, der står klarest frem med sin guldbelægning, ligesom den færøske udgave har sit guldbelagte kors og den grønlandske sit. Ens og dog forskellige, samme bibel, men på hvert sit sprog. Også på anden måde har Bibelselskabet ønsket at skabe sammenhæng mellem de tre udgaver. De er illustreret med de samme vignetter og tegninger, og disse er, ligesom korsene, udført af Dronningen. Illustrationer kan have forskellige formål. I denne bibeludgave er de ikke blot udsmykninger til glæde for øjet, de er samtidig med til at tolke det budskab, Bibelen er bærer af. Og det er netop Bibelen som en helhed, der tolkes gennem vignetterne. Den første danske udgave af hele Bibelen er Christian den Tredjes bibel fra 1550. Titelbladet er forsynet med et træsnit af Erhard Altdorfer, og dette træsnit møder man igen før Profeterne og før Det Nye Testamente. Det centrale motiv er et vældigt træ. Den ene side af træet har visne grene, mens den anden side af træet er fyldt med friske blade. Meningen med de to halvdele illustreres gennem en række forskellige motiver fra henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. På den visne side ser vi øverst, hvordan Gud overrækker Moses lovens tavler, nedenunder er scenen syndefaldet, og nederst ser man et skelet på en ligkiste. På den modsatte side er motiverne hentet fra Det Nye Testamente: barnet Jesus er på vej ovenfra til sin mor Maria, så følger korsfæstelsen, og nederst stiger Jesus op af graven og overvinder døden, der har form af et skelet. Symbolikken er ikke til at misforstå: Det Gamle Testamente repræsenterer Loven, Det Nye Testamente evangeliet. (Se nærmere herom i Bodil Ejrnæs, »Skriftsynet igennem den danske bibels historie«, Museum Tusculanums Forlag, 1995) Træet i midten præger den første danske bibel, og det præger den nye »dronningebibel«. Også her er forsiden til Det Gamle Testamente forsynet med billedet af et træ; men Dronningens tegning af træet er anderledes end Altdorfers. Det er et stort træ; men det er ikke omgivet af bibelske scener. Hvad vi ser, er slet og ret et frugttræ. Og så alligevel. Kender man den bibelske tradition, så lægger man mærke til, at halvvejs nede af stammen er der på den ene side en vissen gren, mens der på den anden side er en lille kvist. Sammenligner man med Altdorfers fremstilling, så viser det sig, at der er byttet om på de to sider af træet; hvor dødssiden i træsnittet er til venstre set fra læserens synsvinkel, er den visne gren i Dronningens tegning til højre. Som læser bliver man nysgerrig og må spørge sig selv, om den omvendte placering af kvisten og den visne gren betyder, at vi skal lade være med alt for hurtigt at placere Det Gamle Testamente på den visne grens side og Det Nye Testamente på den side, hvor kvisten skyder og peger på nyt liv? Det er et frugttræ, der pryder forsiden, og dermed er vi naturligvis i Edens Have, hvor »Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt«. (1 Mos 2,9) Træet dukker op igen i Dronningens illustration til Esajasbogen, hvor det står som afslutning på de 66 kapitler. Vi genkender træet fra Bibelens forside; og så er det alligevel et helt andet billede, for nu er træet fældet. Stubben står alene tilbage; men frem af stubben skyder en kvist. Billedet er tydeligvis inspireret af profetien i Es 6,13, hvor Guds dom forkyndes over folket: Og er der endnu en tiendedel tilbage, skal også den udryddes, som når en terebinte eller en eg bliver fældet, og der bliver en stub tilbage. Dens stub er hellig sæd. Midt i domsforkyndelsen anes håbet. Nok skal størstedelen af træet gå til; men der er stadig en fremtid i vente. Ordene i Es 6,13 stammer fra en kultur, hvor vand er en mangelvare. Ørkenen ligger som en stadig trussel omkring det frugtbare land. Uden vand intet liv. Men hvor der er vand, kan det blomstre og gro. For den fortvivlede Job kan træet derfor forbindes med håb. Hans egen livserfaring fortæller ham, at der ikke er meget at håbe på for et menneske. Nøgternt gør han menneskelivets vilkår op med ordene: »Dør en mand, er det forbi med ham, udånder et menneske, hvor er det så?« (Job 14,10). Menneskets liv står for Job i modsætning til træets liv. Derfor kan han sige: For et træ er der håb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. (Job 14,7-9) Denne beskrivelse af det spirende træ er sammen med ordene i Es 6,13 med til at give mening til den lille vignet med den spirende stub. Vignetten er velplaceret, når den står som en afslutning på Esajasbogen. For det er i denne bog, vi hører om straffen over folket som en stor skovfældning, men også hører om den mulighed, der ligger gemt i det nye skud. Vignetten med den spirende stub peger dog længere tilbage i Bibelen. Det er nemlig ikke en hvilken som helst stub, Dronningen har tegnet. Den har sit forbillede i forsidetegningen til Det Gamle Testamente. Begge har de et lille skud nederst på stammen. Læser vi de to tegninger sammen, begynder de at tale med hinanden: Hvad er det for et træ, der spirer igen? Er det i familie med Bibelens første træ, Kundskabens Træ? Og betyder dette slægtskab, at Kundskabens Træ ikke blot er et forbandelsens træ, der førte til død, men et træ med flere muligheder? Og Adams og Evas møde med træet førte måske ikke kun til uddrivelse og død, men også til en ny begyndelse? Er håbet til stede allerede i Bibelens første kapitler som et træets håb? Bladrer vi videre gennem profetbøgerne, møder vi frugttræet som afslutningsvignet til profeten Amos' Bog. Det er ikke længere alene, nu er der en vandrig flod ved dets fod, ganske som der i Edens Have ikke blot var alle slags træer, men også fire floder. Atter fungerer tegningen som en tolkning af et centralt aspekt af profetens forkyndelse. For Amosbogens sidste ord (Am 14,14-15) er løfter om en fremtid for Israel: Jeg vender mit folk Israels skæbne, de skal genopbygge de forladte byer og bo i dem, de skal plante vingårde og drikke vinen, de skal anlægge haver og spise frugten. Jeg planter dem på deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op fra den jord, jeg har givet dem, siger Herren din Gud. Fremtiden tegner lys, landet skal være frugtbart; men det er netop det velkendte land i denne verden, hvor man bygger og planter og passer sin jord. Hvor håbefuld fremtiden end tegner sig, så vender mennesket ikke tilbage til Edens Have. Træet er plantet i denne verden; men træet kan stadig symbolisere andet og mere end frodighed og velsignelse. Det ser vi af den næste tegning af træet. Ganske som forsiden til Det Gamle Testamente er udsmykket med et træ, har dronningen valgt at tegne et træ som indgang til Det Nye Testamente. For gennem træets symbolik kan det centrale i evangeliet forkyndes. Det er stubben fra Es 6,13, der er hovedmotivet, men set i lyset af ordene i Es 11,1-3 som en stub, der spirer og sætter skud. Mens Es 6,13 blot taler om stubben som hellig sæd, kan profeten et par kapitler senere formulere fremtidshåbet med ordene: Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. (Es 11,1-3) Det er disse ord om den kommende Messias, der har givet inspiration til billedet af stubben, der spirer igen. Men spiren er ikke blot tegnet som en kvist, den er formet som en spinkel stamme, der udfolder sig som et kors. Når træet som indgang til Det Nye Testamente har fået denne form, bliver det tydeligt, at det er budskabet om den korsfæstede, der står i centrum af evangeliet. Op af stubben spirer et træ; men det er et træ, der er forbundet med død. Og så er det alligevel ikke døden, der sejrer. For korstræet er fyldt med små knopper og skud. I en enkelt tegning kan Dronningen på denne vis trække en teologisk linie fra begyndelsen i Edens Have til Golgatas kors. For i Edens Have stod der såvel et træ, der bragte død, som et træ kaldet livets træ, og i Det Nye Testamente fortælles om det, der i billedsproget kan beskrives som et dødstræ, et kors, der dog bærer livet i sig. Eller som Grundtvig udtrykker det i sin adventssalme: »Da livstræet fæsted i graven rod.« Bibelen bliver undertiden betegnet som den store billedbog. Den har derfor også inspireret mange kunstnere til at skabe nye billeder. Men som Dronningen har vist det gennem sine tegninger og vignetter, så kan Bibelen ikke blot inspirere til illustrerende billeder, men også til teologisk refleksion. Vi har derfor gennem denne nye Rigs- og slægtsbibel fået en udgave, der inspirerer os til at se linier og sammenhænge mellem de to testamenter, uden at rollerne lægges fast. Det Gamle Testamente står ikke alene på dødssiden, Det Nye Testamente står ikke alene på livssiden, i begge dele af Bibelen er liv og død vævet ind i hinanden. Og dermed kan de mange billeder af træet også blive til inspiration for den, der ønsker at forstå sit eget liv i dets spænding mellem tider, hvor man føler sig som en afhugget stub, der tørster efter vand, og tider, hvor stubben spirer og sætter nye skud. n professor i Gammel Testamente