Prøv avisen

Der var et yndigt land. Er det der stadig?

Nationalfølelse er andet og mere end glæden over fælles sportsudøvelse. Nationalfølelse findes dybt forankret i alle lande, men forskellig, præget af folkets historie og kultur. - Foto: Arkivfoto.

Nationalfølelse er i sig selv et stort gode og tjener også til at fremme fællesskabet. Men når begrebet national identitet fremføres i en ekstrem form er det dybt betænkeligt

RET UVENTET vandt Danmark EM-sejren i fodbold over Tyskland i 1992. Et par år efter skrev en nationalt begejstret fodboldentusiast om begivenheden, at den var en triumf, der hensatte nationen i ekstase og gjorde denne juniaften uforglemmelig. "Og så kom landsholdets hjemkomst, hvor de i overstadig stemning blev afhentet i åben vogn i Kastrup Lufthavn og kørt ind til Rådhuspladsen under alt folkets endeløse jubel og viste sig på balkonen og blev hyldet af hundrede tusinde ellevilde landsmænd." (Søren Krarup: "I min levetid", 1998).

Historikeren Søren Mørch erklærede omtrent samtidig, at Danmarks historie nu hører til det historiske gods, der er ved at blive pakket sammen. "Det nationale lever skam videre i bedste velgående, men nu som en farce. Det fejrer triumfer ved fodboldkampe, når tilskuerne af fuld hals synger om, at de er røde, og de er hvide, undertiden med dannebrogsflag malet i hele ansigtet. Der er ingen rigtige fjender mere, hverken til lands eller vands. Ikke engang tyskerne." ("Den sidste Danmarkshistorie", 1996).

Søren Mørch og andre historikere advokerede i disse år for, at nationalfølelse og nationale værdier var en konstruktion skabt i 1800-tallet af de daværende regeringsmagter for at opbygge et fællesskab i befolkningen. Gennem undervisning, litteratur og indoktrinering af de værnepligtige søgte man ved henvisning til historien at opbygge et indre sammenhold, ofte med reference til fortidige og samtidige fjendebilleder. Nationalfølelse var ikke længere tidssvarende i en moderne, globaliseret verden.

Snart blev denne opfattelse dog imødegået af andre historikere, der påviste, hvordan glæden over Danmark og det danske også kan spores i ældre litteratur fra middelalderen og i 1600-1700-tallet. Den romantiske opblomstring i 1800-tallet byggede på nedarvede forestillinger.

Allerede under EF-afstemningen i 1972 fremhævede nej-tilhængerne de danske værdier mod den oprindelige Rom-unions seks kernelande - præget af romerret og den katolske kirke.

Trods eller på grund af den stigende globalisering måtte man efterhånden erkende, at nationalfølelsen ikke kunne henvises til små nicher som sportsverdenen eller turistseværdigheder. Den kunne ikke betragtes som en historisk raritet, hvis tid var udløbet. Den viste sig at være en politisk realitet, som ikke kunne lades ude af betragtning.

Debatten om EU og ikke mindst om indvandrerne fra ikke-vestlige lande foranledigede, at spørgsmålet om danskernes identitet og egenart blev sat på den politiske dagsorden. Der viste sig at være stemmer i at fremhæve, hvad man fandt særegent dansk, og konfrontere dette med de nytilkomnes kultur og sædvaner - og her primært de muslimske indvandreres.

Nationalfølelse, viden om og glæde over den danske historie og kulturarv er i sig selv et stort gode og tjener også til at fremme en følelse af fællesskab. Men når begrebet national identitet fremføres i en ekstrem form med en mere eller mindre skjult kritik over for andre grupper, er det dybt betænkeligt. Her bærer Dansk Folkeparti og de politikere fra andre partier, der har tilsluttet sig et vist værdifællesskab med Dansk Folkeparti, et tungt ansvar.

HISTORIKER OG SOCIOLOG Flemming Mikkelsen har påpeget, at "talrige udtalelser fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti vidner således om en negativ kategorisering, udgrænsning og stigmatisering af muslimer, der har til formål i politisk øjemed systematisk at fremstille en hel gruppe som et mindreværdigt og skadeligt fremmedelement, samfundet bør skaffe sig af med"; og at dets indflydelse har kunnet præge udlændinge- og integrationspolitikken med "indskrænkninger i indvandrernes sociale og civile muligheder". (Flemming Mikkelsen: "Indvandrere og integration", 2008).

Klichéen om "den åbne ladeport", der angiveligt gav adgang til riget før 2001, bruges stadig. Flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande var og er udsat for generalisering og nedvurdering. "På grundlag af en meget udspekuleret aflæsning af den anti-indvandringsfølelse, som nu er blevet mainstream i dansk politik", fik Anders Fogh Rasmussen magten, siger den britiske europaparlamentariker Claude Moraes. (Kristeligt Dagblad den 27. maj 2009).

Her har regeringspartierne Venstre og De Konservative måttet støtte sig til Dansk Folkeparti og overtage en del af dets værdier - og ikke altid kun på skrømt.

I den såkaldte værdidebat skete en drejning til specifikt "danske værdier", heri indbefattet universelle begreber som demokrati, ligeret og ytringsfrihed, der jo ikke kan betegnes som særkende alene for danskere. Ved at kalde de idéer danske understreges det, at ikke alle herboende deler sådanne værdier. Symboler og traditioner i danskernes hverdag fik en næsten sakrosankt betydning for danskheden.

Radikale nationalistiske bevægelser er skudt op i de fleste EU-lande. I tre stater, Østrig, Frankrig og Danmark, har de opnået en forholdsvis stor tilslutning. Men i Danmark fik den en helt egenartet udformning. Med tilslutning fra den talmæssigt beskedne, men relativt højttalende kirkelige retning Tidehverv kunne der sammenskrives en form for national ideologi.

Heri indgik der forestillinger om den tusindårige nationalstat, hvori territorium, folk, sprog og kirke danner en ubrydelig symbiose. I modsætning til andre europæiske lande inddrog man således i Danmark også gudsforholdet i den politiske kamp for at håndhæve en nationalstat.

DENNE UDVIKLING har polariseret den offentlige debat. Tendensen til at opbygge fjendebilleder, adskille får fra bukke, er et brud med nedarvede værdier som tolerance og frisind.

Den krasse debat og fra nogle sider systematiske nedvurdering og mistænkeliggørelse af indvandrernes egenart og religion har vakt pinlig opmærksomhed i udlandet.

Man kan ligeledes konstatere, at Dansk Folkepartis og regeringspartiernes lovgivning og sprogbrug har fået afsmittende virkning på nogle af oppositionspartierne og tilskyndet dem til i et ikke ubetydeligt omfang af afpasse deres politik og retorik efter regeringens linje.

Nationalfølelse er andet og mere end glæden over fælles sportsudøvelse. Nationalfølelse findes dybt forankret i alle lande, men forskellig, præget af folkets historie og kultur.

Nationalfølelse kan skabe konflikter udadtil og internt i eget samfund. Man kan hylde forgangne tider som forbillede for nutiden. Men hvis nationalfølelse fremelskes og plejes som et forstenet levn fra gamle dage og fremføres som middel til at ekskludere udvalgte grupper i samfundet, bliver den destruktiv og farlig.

En moderne nationalfølelse bygger på, hvad Danmarks historie kan vise om tidligere indvandringer, vise, hvordan vort land altid har været et indvandrerland, hvor de nyankomne og deres efterkommere på mangfoldige områder har bidraget til sprog, kultur, religiøse aspekter, erhvervslivet og mange andre forhold, som vi i dag ikke tøver med at betegne som typisk danske.

Giv os det syn på Danmark tilbage!

Bent Østergaard er forfatter og foredragsholder