Prøv avisen

Der var ikke plads til dem i herberget

KRONIK: Ved vi, hvad vi har med at gøre midt i vores overdådige julefejring? Kan vi overhovedet rumme fortællingen om Gud, der blev menneske? Vi har alle dage og øjeblikke af dyb tvivl, men som borgerne i Betlehem har vi lov til blot at tage imod

HVER GANG VI HØRER juleevangeliet, går den indre film i gang. Figurerne kommer på plads en for en. Krybbespillet lines op. Josef og Maria ankommer den indre film lader det ske ved nattetide. Panikken er ved at indfinde sig, veerne kommer hyppigere, det er førstegangsfødsel. Og værre skal det blive. For der er ikke plads til dem i herberget. Dobbeltpanik. Man ser Josef for sig ivrigt gestikulerende over for krofatter: "Hun skal føde meget snart!" Krofatter slår undskyldende ud med armene: "Beklager, men det er ikke min skyld." Hvortil Josef svarer: "Det er heller ikke min!"

En stald er bedre end ingenting. Især når vandet går, de sidste stærke veer melder sig, og barnet melder sin ankomst. En krybbe må gøre det ud for vugge. Og så har vi efterhånden scenen på plads: Maria, Josef, æsel, køer, får, lidt senere hyrder, alle sammen lejret omkring krybben, med stjernen lysende lige ned på barnet.

Uagtet tableauets næsten hjemlige hygge: Tænk, at der ikke engang var plads til dem i herberget.

Det er der spundet mange opbyggelige prædikener over. Jeg har selv holdt nogle stykker af dem. Og der er uden tvivl sagt meget sandt om, hvordan vi mennesker ikke giver plads for Jesus i vores herberger. Eller hvilken opbyggelig pointe, man nu har trukket ud af den sætning.

Men med stor sandsynlighed er hele denne forestilling, som vi har om begivenhederne, forkert. Folk, der har levet i en arabisk, mellemøstlig kultur i årevis, hører noget helt andet i juleevangeliet, end vi gennem århundreder har vænnet os til i den kirkelige og folkelige tradition.

Meget taler for, at ordet "herberg" er en forkert oversættelse af det oprindelige ord. Det skal sandsynligvis oversættes "gæsterum". En amerikansk nytestamentlig forsker, Kenneth E. Bailey, som har levet mange år i Mellemøsten, har overbevisende godtgjort denne pointe. (Kenneth Baileys helt særlige tilgang til bibelstoffet blev for nogle år siden gjort tilgængeligt for helt almindelige danske læsere gennem bogen "Jakob og den fortabte", en bog om især Jesu lignelse om den fortabte søn, som gennem læsningen åbner sig på en helt ny måde for læseren. Bogen kaldte sprogets stærkeste superlativer frem i Johannes Møllehaves anmeldelse af den i Politiken).

JEG SKAL IKKE TRÆTTE læseren med detaljerne i vejen frem mod denne pointe, men nøjes med konklusionen: Da Josef og Maria kommer til Betlehem, kommer de til oprindelsesstedet for Josefs slægt. I mellemøstlig kultur betyder det, at de er blevet taget imod med åbne arme. Der ville aldrig kunne blive tale om at henvise en slægtnings fødende hustru til en stald uden for landsbyen.

Problemet har imidlertid været, at det gæsterum ("herberget"), som fandtes i tilknytning til nogle af husene, har været optaget, vel sagtens på grund af folketællingen. Dermed var der kun ét at gøre: Josef og Maria må ind i privaten. Det vil sige ind i det ene store rum, som en bolig typisk bestod af.

I det rum var der i den ene ende et staldrum, som regel fire fod under rummets øvrige gulvniveau. Dér blev dyrene lukket ind hver nat. Og krybben var såmænd ikke andet end en hulning i selve menneskeboligens gulv henne i den ende, hvor staldrummet befandt sig. Dyrene kunne så stå op, mens de spiste det foder, der var lagt i hulningen i gulvet.

I øvrigt er fødselskirken i Betlehem netop bygget over en klippehule med sådan en hulning i et forhøjet niveau i forhold til staldgulvet. Boligerne var ofte bygget ind i en klippehule.

Dermed har vi fødselsscenen. Josef og Maria er ankommet i relativt god tid før fødslen. Jævnfør sætningen: "Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde." Sætningen signalerer, at der gik noget tid fra ankomst til fødsel. Ved selve fødslen er huset fuld af kvinder hos den fødende Maria, mens mændene befinder sig i den anden ende af huset i ivrig diskussion om politik og penge. Kort og godt: Davids slægt tog imod Jesus. Der var plads til ham.

Hvad gør vi nu, alle vi, der hermed er blevet en velbrugt prædikenpointe fattigere? Vi får en ny.

De tog imod Jesus. Almindelige mennesker tog imod universets konge, mens Augustus og verdensmagten sad intetanende i kejserbyen Rom.

Vidste Betlehem, hvad den tog imod? Josef og Maria vidste noget. De havde haft englebesøg og fået besked. Men de løb næppe risikoen for bestyrtede og medlidende blikke ved at fortælle det til deres slægtninge. Så slægtningene og det øvrige Betlehem har ikke vidst andet, end at her skete fødslens under endnu en gang. En ny verdensborger havde meldt sin ankomst.

Indtil hyrderne kom og fortalte, hvad de vidste. De havde også haft englebesøg. Og rygterne begyndte at løbe i landsbyen. Og endnu mere, da der nogle uger eller måneder senere ankom nogle underlige skikkelser et sted øst fra, de såkaldt "vise mænd". Rygtesmedene fik endnu mere at løbe med.

Men, når det kommer til stykket, hvor meget vidste Josef og Maria og hyrderne og de vise mænd egentlig? Maria har gispet efter vejret, da englen sagde: "Han skal være den Højestes søn". Den Højestes sø! Og beskeden til hyrderne var ikke mindre: "Han er Kristus, Herren". "Herren" 6150 gange står der "Herren" i Det Gamle Testamente som erstatning for det gudsnavn, som var så helligt, at man ikke skulle udtale det.

Nu siges der "Herren" om et barn, svøbt og lagt i en krybbe. Kunne hyrderne rumme det? Kunne de rumme forbindelsen mellem englenes "Ære være Gud i det højeste" og dette lille menneskebarn?

Men sandt at sige: Kan vi rumme det? Ved vi, hvad vi har med at gøre midt i vores overdådige julefejring? Noget ved vi. Vi har nogle ord og begreber for det. Gud blev menneske, kan vi godt finde ud af at sige. Gud blev et lille barn. Jovist, det går an at sige det. Vi tror tilmed på det. Men fatter vi det? Kan vi rumme det? Svaret giver sig selv.

Men vi skal heller ikke kunne rumme det. Vi kan godt tage imod barnet alligevel. Vi kan godt tage imod julens hellige, ufattelige mysterium, at Gud blev menneske. Vi kan tage imod det som ganske almindelige hyrder og Betlehemsborgere. Vi kan være et velvilligt, indbydende Betlehem uden at behøve at fatte så meget af det. Vi kan være Maria og Josef, som formodentlig siden hen kunne komme i tvivl mange gange og stadig være "mennesker med Guds velbehag".

"MENNESKER MED Guds velbehag" det var et gængs udtryk fra Jesu tid for dem, der var udvalgt af Gud. Og hvem var disse udvalgte? Det var altid dem, der ventede på Guds frelse, og dem, der tog imod, når den kom.

Det er ikke svært at forestille sig en tvivlende Maria og Josef. 30 år skulle der gå fra disse sitrende dage og uger i Betlehem, til der for alvor skete noget stort igen. 30 år. Hvor mange gange har Josef nået at tænke: Den drøm med englen det var jo kun en drøm. Man drømmer så meget, ikke sandt. Alt kan lade sig gøre i en drøm.

Vi hører faktisk om en episode, da Jesus er blevet voksen, hvor Maria og Jesu brødre mener, at Jesus må tales til rette, fordi han synes at have bevæget sig helt ud på overdrevet. Er det ikke tvivlen, der banker på?

Han er Kristus, Herren. Det er ikke til at rumme i sin fulde rækkevidde hele tiden. Man har dage og øjeblikke af dyb tvivl. Man har dage og øjeblikke, hvor troen strømmer ud i alle sindets kroge, hvor Himlen synes åben, og englene synger. Flest er måske alligevel de dage, hvor troen ikke er der som andet end denne "viden" om Jesus, det elektrificerer ikke én, det er der bare som et livsgrundlag. Man bekender troen om søndagen i kirken næsten som en konstatering.

Og sådan må det have lov til at være for "mennesker med Guds velbehag" Betlehemsborgere, hyrder, Maria og Josef denne vekslende følelse i ét og samme sind.

Heller ikke i Betlehem følte de alle en dirren i sindet og mellemgulvet over det ubegribelige fødselsunder. Men de tog imod. I al enkelhed. De gav ham plads i privaten.

Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning i Østjylland og formand for Evangelisk Luthersk Netværk