Prøv avisen

Der var noget i luften i det østtyske efterår i 1989

Den tyske by Magdeburg. I baggrunden Johanniskirche. - Foto: Deutsches Bundesarchiv/Wikimedia Commons

I de få uger før Muren faldt i 1989, stod kirkerne som samlingsmærker for opbruddet i DDR, for i kirkerne overvintrede en anden kultur end magtens, skriver Kaj Bollmann

"Jeg tror, det ender med, at militæret tager magten!" Udsagnet kom fra en teologistuderende ved Karl Marx-Universitetet (!). Stedet var Rostock, DDR, og tiden september 1989.

Den teologiske konference havde med kort varsel flyttet aftenens uofficielle samvær til et andet sted. Formel begrundelse: at vi skulle se en film. Den reelle begrundelse var formentlig et forsøg på at slippe uden om aflytningen fra det allestedsnærværende Stasi.

Det skønnes i dag, at 900.000 ud af DDR's 16 millioner indbyggere var Stasi-informanter. Ikke så sært, at de også havde ressourcer til at holde nøje øje med min ringhed, da jeg begyndte at have for megen kontakt med uofficielle freds- og menneskerettighedsforkæmpere og kritiske kirkefolk. Da jeg i midten af 1990'erne fik adgang til mine akter, viste det sig, at de havde holdt mig under opsyn siden 1985, herunder en periode overvåget både præstebolig og kirke i København, men den historie går ud over rammerne af denne kronik.

Samtalen var intens. Alting var i kog. I tusindvis af DDR-borgere forlod landet via Ungarns nu åbne grænser mod vest. Styret tøvede. "Vent bare," sagde en af de mere åbenmundede. "Når alle de værste kritikere er forsvundet ud af landet, lukker de grænsen til Ungarn." Andre mente, det kunne betyde borgerkrig. Ingen – ikke én eneste – troede på styrets frivillig magtafgivelse. "Rumænien bliver frit før DDR gør det!" lød det.

I den lille uges tid i Rostock hørte vi hver dag om kæmpe demonstrationer: 50.000 i Leipzig, 30.000 i Dresden, 70.000 i Magdeburg. Som regel tog demonstrationerne udgangspunkt i en gudstjeneste, og hovedparten af dem, der var på talerstolen, var præster og kirkefolk, som stod ukompromitterede af styret.

Den kæmpestore domkirke i Magdeburg rummede sine 800 menighedsmedlemmer mindst tre gange. Nu var der pludselig fuldt mandag efter mandag, ikke bare i kirken, men også ude på domkirkepladsen. Sognepræsten Waldtraut Zachhuber, som jeg havde lært at kende på et økumenisk besøg i Magdeburg, var en myndig dame, som egentlig skulle gå på pension. Men hun kunne ikke få sig til det på grund af begivenhederne. I stedet brugte hun sin myndighed til at sikre, at de kæmpestore demonstrationer forblev uden vold.

Det var ikke så nemt. Folkepolitiet blandede sig ikke. De holdt sig på afstand, helt uvante med store menneskemængder, der ikke var tvangsudkommanderede med velorganiserede råbekor til partiets pris og bannere med paroler om arbejder- og bondestatens uovervindelighed. Nej, faren for slagsmål bestod mellem de to linjer i demonstrationerne: dem, der råbte "Wir wollen 'raus!" – kravet om rejsefrihed som hovedsag – og dem, der råbte "Wir bleiben hier!" – for at koncentrere kampen til at handle om frihed, demokrati og menneskerettigheder i DDR.

En mandag i Magdeburg gik det galt, fik jeg at vide. Repræsentanter for de to retninger kom op at slås, og situationen begyndte at se lidt truende ud. Så gik Waldtraut på podiet og greb en råber: "Kan I så holde op! Nu går I alle sammen hjem, og så kan I bruge tiden indtil næste mandag på at tænke over, om det er sådan, fremtiden skal forme sig for os." Så stoppede slagsmålet, og et femcifret antal mennesker luskede slukørede hjem til aftenkaffe og eftertænksomhed.

I disse få uger i 1989 stod kirkerne som samlingsmærker for opbruddet. I kirkerne overvintrede en anden kultur end magtens. Her bevarede ordene deres sande betydning i stedet for at blive til klichéer. Her fandtes et frirum for menneskeværdighed, respekt for naturen, ærlig samtale og vilje til at lytte, ikke-vold og kristen funderet tro på forandringens mulighed.

Det var "their finest hour": at revolutionen i DDR forblev uden blodsudgydelser, præget af den autoritet og den ånd, der udgik fra kirken. Waldtraut var ikke den eneste præst, der rundt omkring satte hele sin autoritet ind på at sikre, at den bevægelse, der rullede over landet, skulle praktisere den fremtid, parolerne kaldte på.

Nu begyndte systemkritikerne at tillade sig den luksus at være uenige om mål og strategier. Fællesskabet mod det forstenede SED-diktatur betød langtfra fælles fodslag i ønskerne for fremtiden.

Bare året før ville forsøg på at danne partier have ført til arrestation og langvarige fængselsstraffe. Men nu kunne styret ikke finde sine ben at stå på mellem stramning og eftergivenhed.

I det nu nedrevne Palast der Republik i Østberlin sad, som man sagde, "et skinparlament med skinpartier, der traf skinbeslutninger om skinemner". Jo, der var sandelig da andre partier i parlamentet: tålte pseudopartier i en "national blok" under SED's, det socialistiske enhedspartis, benhårde ledelse.

I efteråret 1989 begyndte nogle af "pseudoerne" at sige SED-magten imod – forsigtigt og tøvende, men dog historisk uhørt. Og nej, de blev ikke henrettet eller sat i tugthus. Tværtimod vaklede kolossen på lerfødderne: Den i mange år så egenmægtige partifører, Honecker, gik af og blev erstattet af den brugtbilsælger-agtige Egon Krenz, der skulle komme til at lukke og slukke, ikke heroisk som Gorbatjov i USSR, men modvilligt og kluntet, faldende over egne ben, da en partispids ved en fejltagelse kom til at åbne grænsen med øjeblikkelig virkning hin uforglemmelige aften i november.

Så langt var vi slet ikke endnu i Rostock i september. Vi tog hjem fra seminaret til dansk normalitet. To måneder senere var alting forandret. Bekendte fra DDR-kirkerne, der aldrig havde turde drømme længere end til det længselsfulde blik ved færgelejet i Warnemünde, kørte i sommeren 1990 fra DDR på cykel og havde dårligt penge til andet end færgen til Gedser. Verden skulle opdages. Haven i præsteboligen på Svanevej blev nærmest en uoffciel campingplads med skiftende besøgende i telt på det store eventyr efter tvangsindespærringen i arbejderparadiset.

I juni blev den store europæiske konference for sikkerhed og samarbejde (CSCE) afholdt i Bella Center i København. Den var planlagt, da Europa endnu var delt i to blokke. Nu blomstrede alting, ikke bare syrenerne. Ngo-organisationerne havde – vel for første gang – fået lov til at være med ved konferencen, om end ikke i forhandlingerne. Jeg fik lov at være med som repræsentant for Det Økumeniske Fællesråd (nu Danske Kirkers Råd).

Det var en særegen oplevelse at møde gamle græsrods-kirkevenner fra DDR i helt andre roller som officielle repræsentanter for den midlertidige ikke-kommunistiske regering. Min ven helt siden 1983, Heiko Lietz fra Güstrow, der under kommunist-styret aldrig havde kunnet blive valgt til så meget som en børnehavebestyrelse, var nu officielt delegationsmedlem og kom til at prædike ved en økumeniske gudstjeneste.

Om fredagen løb jeg pludselig på Markus Meckel, en præst fra østersøkysten, som jeg havde haft kontakt med flere gange. Vi hilste hjerteligt på hinanden. Han havde langt hår og skæg og var i et påfaldende dårligt siddende jakkesæt. Da jeg spurgte, hvad han lavede, sagde han næsten lidt utilpas, at han faktisk var DDR's udenrigsminister! Nu sad han og lavede europæisk historie med bistand fra gamle karrierediplomater udnævnt i Honeckers tid.

Jeg inviterede ham på frokost. Men han måtte desværre sige nej tak. Han skulle nemlig ind og holde den officielle tale på DDR's vegne. Den havde han måttet få fremskyndet fra lørdag til fredag. For han skulle hjem og vie et brudepar i sit sogn. En gammel aftale, han naturligvis ikke kunne løbe fra, udenrigsminister eller ej!

Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet. Han var i 1980'erne præst i København og havde løbende kontakt med en række regimekritiske freds- og menneskerettighedsaktivister inden for de kirkelige miljøer i DDR.