Prøv avisen
Kronik

Modstandsfolkenes sidste juleaften

Mindelunden i Ryvangen blev indviet den 5. maj 1950 som minde for faldne danske modstandsfolk under besættelsen 1940-45. Mindelunden er placeret i Ryvangen, som er en gammel, men endnu anvendt betegnelse for et københavnsk villakvarter på begge sider af grænsen mellem Gentofte og Københavns kommuner. Foto: Brian Bergman

Julen har altid kunnet bringe de store følelser frem. Således også under Besættelsen, hvor en række modstandsfolk levede livet farligt og uforudsigeligt. I en række punktnedslag giver dagens kronikør et indblik i deres liv og eksistens omkring julen, som for flere af dem blev den sidste

December 1943. Julens højtidsdage stod for døren, også for de sabotører og modstandsfolk, der under besættelsen sad fængslet i Ting- og Arresthuset i Aarhus.

Juleaftensdag indtraf næsten et lille mirakel, da fangerne blev ført fra deres celler op til arrestens anden sal. Her blev de modtaget af direktør Kjær fra Røde Kors, der kunne bringe hilsener fra familie og venner og overrække store julepakker til hver enkelt. En pakke, der indeholdt næsten alt, hvad en fanges hjerte kunne begære.

En af de fængslede modstandsfolk, Axel Voigt, der var blevet taget af Gestapo den 14. december, fortalte efter Befrielsen, at han bevæget stod med tårer i øjnene og ikke kunne få et ord frem.

Da han var kommet tilbage til cellen og var alene, lagde han hovedet i hænderne og græd - ”græd over livet, som jeg måske skulle miste, over kone og børn og familie, der gik i uvished om min skæbne, og over julens godhed, der fik mig til at føle, at jeg ikke var forladt af Gud og mennesker. En lang befriende gråd, der gjorde det muligt for mig at holde en rigtig juleaften.”

Axel Voigt blev senere overført til Vestre Fængsel og efter måneders ophold i interneringslejrene Horserød og Frøslev deporteret til kz-lejren Neuengamme i november 1944. Næsten mirakuløst overlevede han et nazistisk inferno af barbari uden sidestykke og kunne syg og udmarvet vende tilbage efter Befrielsen.

For en anden af de fængslede modstandsfolk skulle juleaften i 1943 blive hans sidste. Tidligt om morgenen den 29. december lød der et infernalsk spektakel af støvletramp, tyske kommandoråb og raslen med nøgler i gangene bag de tykke mure.

Den 25-årige Alf Tolboe Jensen blev hentet ud af sin celle, og han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod. Han kom til at betale den højeste pris og ofrede sit liv i kampen mod tyranni og undertrykkelse.

Alf Tolboe Jensen havde været med i det illegale modstandsarbejde i Østjylland og deltaget i så vel industri- som jernbanesabotagen, ligesom han som kurer havde fordelt sprængstoffer til flere af de større jyske byer.

I oktober 1943 var han blevet taget midt i Aarhus, og under barske afhøringer forsøgte Gestapo at knække den unge frihedskæmper. Han blev også lokket med et tilbud om at redde livet ved at træde i tysk tjeneste, men han afviste.

Den 24. november blev han dømt til døden ved en tysk krigsret sammen med fem unge modstandsfolk fra Randers og Aarhus - de første dødsdomme i den jyske hovedstad.

Aftenen før henrettelsen fik han besked om, at hans benådningsansøgning var afslået, og at dødsdommen ville blive fuldbyrdet få timer senere. Han fik lov til at skrive et afskedsbrev til sine kære: ”(“) jeg er ikke anderledes, end jeg kan være i min Tro paa Gud (“) det eneste, der kan hjælpe, er ens Barnetro, det ved jeg nu “”

Alf Tolboe Jensen blev ført fra arresten til henrettelsespladsen ved Vester Allés kaserne af to tyske feltgendarmer, hvor han blev bundet til en pæl, der var opstillet under et halvtag i kasernegården. Den tyske feltpræst talte med ham nogle få minutter, og klokken 8.02 lød henrettelsespelotonens geværsalver i morgendisen.

Efter henrettelsen bragte Gestapo liget af Alf Tolboe Jensen til det militære skydeterræn ved Oksbøl, hvor han i hemmelighed blev begravet nær Husbjerg Klit i samme grav som sine fem kammerater.

De unge fra Randers og Aarhus var allerede i begyndelsen af december 1943 blevet henrettet på Skæring Hede, hvor der senere blev rejst en mindesten med et vers af Kaj Munk, modstandskampens inspirator og nationale symbol, indhugget: ”Drenge, I Drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste Mulm

en lysende Morgenrøde.”OGSÅ FOR KAJ MUNK I Vedersø Præstegård i det vestjyske skulle julen i 1943 blive den sidste. Få dage efter henrettelsen af Alf Tolboe Jensen fandt man liget af digterpræsten ved Hørbylunde Bakke ved Silkeborg.

Kaj Munk elskede julen som glædens og eftertankens tid, hvor magiske porte åbnedes til minder om julens godhed, nærvær og tryghed, som kun oplevedes få gange og hørte barndommen til. Børnenes fest, børnenes glade tid, hvor han forvandlede præstegården til et stort barnekammer. Jeg er som en gnier, sagde han, jeg samler på jul.

Juleaften var årets store huskeaften, fyldt med erindringer. Tankerne søgte tilbage til sidste år, årene før. Til familie, slægt og venner og dem, der var savnet - dem, der ikke var mere.

Dengang satte Kaj Munk ord på sin barndoms jul og sin elskede plejemor, som han netop havde mistet: ”Tante Marie ville jeg ikke sige mor til (“) Men juleaften blev jeg så varm om hjertet, at jeg pludselig udbrød: 'Når du har pyntet så fint et træ til mig, vil jeg sandelig også kalde dig mor'. Så havde jeg da atter en mor. Hvor var hun god ved mig!”.

Kaj Munk tilbad sine plejeforældre Peter og Marie Munk, der drev et lille husmandssted på Lolland, og hans trofaste omsorg og kærlighed varede ved lige til det sidste. Da Peter døde i 1939, flyttede Marie hjem til præstegården i Vedersø, hvor hun levede de sidste to år af sit liv.

Hjælpepræsten A.C. Berthelsen har fortalt, hvordan digterpræsten sad med armen om sin plejemor og så ”kærligt ind i hendes gamle ansigt og fik hendes øjne til at stråle ved at gå ind på hendes tankegang og drage hendes kære minder frem”.

Som det skete ved juletid, hvor det var gamle Marie, der med Lise Munks velsignelse tog over i køkkenet, når julegrisen skulle slagtes, og julesulet gøres klar. Al tilberedning, blodpølse, fedtegrever, medister, sylte, skulle foregå på lollandsk.

I sin prædiken i Vedersø Kirke den 4. søndag i advent betroede Kaj Munk sine sognebørn, at han ville skubbe al jaget til side og ”tænke på min barndoms jul og på julens barndom, på den nat, da julen blev født (...) det ser ud til, at jeg endnu en gang skal få lov til at fejre velsignet jul sammen med mine kære. Ingen ved, om det er den sidste.”

Der blev julet, hygget og pyntet, og familien var tidligt trasket ud i gårdens plantage for at hente juletræet. Senere blev der klippet julestads, leget og sunget sange. Da træet skulle pyntes, skete det skjult for nysgerrige blikke med vat i nøglehullet.

Efter aftengudstjenesten kunne familien tage hjem og sætte sig til bords til julemiddagen: fasansteg med bjerge af duftende grønlangkål, risengrød, julekager, nødder og godter. Endelig blev juletræet tændt, der blev sunget salmer, og hen på aftenen forsvandt Kaj Munk. Snart dukkede julemanden op med langt, hvidt skæg og træsko og sække fyldt med alskens julegaver. Det blev sent, inden juleaften var forbi i Vedersø Præstegård.

Hele julen frem til begyndelsen af januar spiste man traditionen tro grønlangkål og sprængt and i præstegården. Lise Munk sagde med et glimt i øjet til sin mand, at der nu ville gå et helt år, før han igen fik den elskede ret. Kaj Munk svarede, at han nok ikke ville få den at spise mere.

Kun få dage efter henrettelsen af Alf Tolboe Jensen vendte Kaj Munk sig i sin prædiken i Vedersø Kirke nytårsdag 1944 mod tyskernes vold og terror.

Der var intet orgelspil i kirken, intet lys på alteret. Han gik ikke på prædikestolen i ornat, men blev stående på kirkegulvet klædt i overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue: ”(...) Jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller for alteret i dag (“) Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: 'Kommer de efter dig i Nat?'.”

Tre dage senere kørte Gestapo-folk ind på gårdspladsen i præstegården for at hente digterpræsten. Inden han blev ført bort, tog Kaj Munk bevæget afsked med børnene og omfavnede Lise Munk med ordene: ”Stol på Gud”.