BISKOPPERNE HAR IGANGSAT en debat om folkekirkens liturgi, og nu bliver det fra flere sider kritiseret, at Fadervor blev flyttet i dåbsritualet fra 1912, der med små ændringer stadig er gældende. Indtil 1912 blev Fadervor bedt før dåben som menighedens forbøn. Bønnen kom lige efter Jesu velsignelse af de små børn i Markusevangeliets kapitel 10, således at denne tekstlæsning ikke tog sigte på selve dåben, og herved blev Fadervor i sig selv til en velsignelse. Sådan havde ritualet været siden Luther og på en måde også inden, for så vidt Fadervor også optræder inden overøsningen i middelalderens romerske rite.
I det udkast til et nyt dåbsritual, som Kristoffer Garne og Rasmus Dreyer fremlagde her i avisen den 25. juli, er der således et ønske om at vende tilbage til det tidligere ritual:
”I det gamle lutherske dåbsritual stod forbønnen for barnet/den døbte meget stærkt, mens dåben nu i høj grad motiveres som en velsignelse, idet dåbshandlingen følger lige efter beretningen om Jesus, der velsigner de små. Det bør være muligt at bede Fadervor på dette sted i ritualet, det vil sige lige inden kernen i ritualet – og ikke, som nu, lige efter.”
De to forfattere vil ”bringe ritualet i bedre overensstemmelse med traditionen fra Luther og Grundtvig”, og som sådan er deres anliggende temmelig forskelligt fra Hans Raun Iversens kirkeanalyse i Kristeligt Dagblad den 21. november, da Iversen tværtimod mener, at ”folkekirken ligger under for Grundtvigs misforståelser”. Alligevel er der en lighed mellem deres kritik og Iversens.
Iversen vil blandt andet også flytte Fadervor tilbage før dåben: ”Tilsvarende er det en særlig dansk grundtvigsk skik, at Fadervor først bedes efter dåben, da den bøn strikt grundtvigsk set er de døbtes bøn. Dermed tilsidesættes den gamle lutherske forståelse, hvor dåbshandlingen indledes med bønnens forgård, hvor Fadervor er den afsluttende og sammenfattende bøn. Fadervor bliver, som det ofte siges, en ’dåbsgave’ på linje med andre, til det nydøbte barn, i stedet for at være en bøn for liv og frelse, som alle har brug for det.”
I RITUALFORSLAGET fra 1910 begrundede biskopperne ændringen af Fadervors placering: ”Endelig er Fadervor flyttet hen efter Daaben; derved udtrykkes det, at den døbte nu er optaget blandt dem, der har Ret til at bede Guds Børns Bøn, og indlemmet i Samfundet af dem, med og for hvem Fadervor bedes.”
Derfor indførte biskopperne også en lovprisning og tak til Gud i begyndelsen af dåbsritualet, som rummer sætningen, ”den hellige Daab, hvori du gør os til dine Børn”. Biskopperne nævnte ikke, at de dermed opfyldte et ønske, den grundtvigske bevægelse længe havde fremført. Men Iversen har fuldstændig ret i, at det stammede fra grundtvigianerne. I 1893 havde de to grundtvigske teologer Fredrik Nielsen og Thomas Skat Rørdam fremsat et forslag til dåbs- og nadverritual. Også her var Fadervor flyttet hen efter overøsningen, og i den indledende belæring, man dengang havde før dåben, havde de indføjet, at ”Gud, vor Fader, har udvalgt os til Børneret hos sig”.
Dermed byggede de videre på et endnu ældre ritualforslag, som Grundtvigs ven Peter Andreas Fenger havde publiceret i 1874, men som Fenger en del år tidligere havde udarbejdet sammen med Grundtvig. Fenger flyttede også Fadervor hen efter overøsningen, og han lod dåbshandlingen indlede med en tale til menigheden.
GARNES, DREYERS OG IVERSENS kritik er sandsynligvis inspireret af Christian Thodbergs bog ”En glemt dimension i Grundtvigs salmer – bundetheden til dåbsritualet” fra 1969, for alle tre forfattere bruger flere af Thodbergs formuleringer. Thodbergs bog, der er fuld af fine iagttagelser, skulle vise, at det på Grundtvigs tid gældende dåbsritual fra 1783 er en afgørende nøgle til at forstå hans teologi og salmer, og ifølge Thodberg var Fadervors daværende placering før dåben af afgørende betydning for Grundtvig.
I salmerne skulle der således findes spor af, at Grundtvig forbandt velsignelsen af de små børn med Fadervor på en måde, der afspejlede det gamle ritual. Thodberg vedgik dog også, at der i den sene Grundtvigs salmer var træk, der i stedet kunne pege på, at Fadervor egentlig hørte hjemme efter selve dåbshandlingen.
Men det er et ejendommeligt træk ved Thodbergs fremstilling, at bortset fra et meget kort citat bliver Grundtvigs lange afhandling ”Herrens Bøn ’Fadervor’” fra 1855 overhovedet ikke inddraget i fortolkningen. Hele Grundtvigs afhandling er båret af den tanke, at ”ved Daaben lærer Herren selv alle sine Discipler at bede, og giver dem med det samme, i Daaben, Magt baade til at være Guds Børn og til at bede som Guds Børn”, og det er svært at forstå afhandlingen anderledes, end at Fadervor bør følge efter selve dåben.
Jesus er Gud Faders enbårne Søn fra evighed, og ved dåben bliver vi Guds udkårede børn, så vi deler alt med ham, siger Grundtvig. Jeg ved ikke, om det er dette syn, som Iversen hævder er uluthersk, men for så vidt dåben ifølge Luther er det faste holdepunkt, som Gud har givet troen at klynge sig til, må Grundtvigs anliggende alligevel siges at være luthersk, for det hele drejer sig om troens vished, der hviler på dåben.
GRUNDTVIG SKRIVER SÅLEDES, at det er gået op for ham, at Fadervor er det guddommelige pant på vores genfødelse i dåben som Guds børn, og at det er i Fadervor, at vi har den daglige ydre forsikring om, at vi er genfødte som Guds børn, og Guds Ånds vidnesbyrd i vores indre, ”Fadervor bliver, naar vi føler os istand til at bede det af Hjertens-Grund, Kraft-Beviset paa, at vi er Guds Børn”.
Jeg kan derfor ikke se nogen overbevisende grund til, at Fengers forslag om at flytte Fadervor, der i 1912 blev til virkelighed, ikke skulle stamme fra Grundtvig. Og skønt jeg er enig i, at andre sider af 1912-ritualet er uheldige, er der ikke desto mindre meget stærke grunde til at beholde netop disse træk – Fadervor efter dåben sammen med henvisningen til, at Gud i dåben gør os til sine børn.
Selvom Grundtvig tog fejl, da han mente, at den apostolske trosbekendelse gik tilbage til Jesus selv, er der, hvis vi tager den ældste kristendom som en norm, rigtig meget, der tyder på, at han havde fuldstændig ret i sin forståelse af Fadervor som dåbsgave til Guds børn.
Det mærkeligt snæversynede ved den danske debat er, at den næsten risikerer at ophøje Luthers placering af Fadervor i dåbsritualet til en bekendelsessag, mens den kommer til at ignorere Fadervors oprindelige rolle.
I det 4. århundrede havde Fadervor en rolle, der minder meget om den nuværende. Fadervor skulle først bedes efter dåben, og kandidaterne skulle forinden lære bønnen udenad, men de måtte først bede den, efter at de var døbt. Var dette nu noget, som det 4. århundredes kristne havde fundet på? Nej, ikke hvis vi spørger Joachim Jeremias, en af det 20. århundredes største lutherske nytestamentlere. I Det Nye Testamente er Fadervor en bøn, som Jesus giver til de kristne. I Lukasevangeliet lærer Jesus sine nærmeste disciple den, og i Matthæusevangeliet i Bjergprædikenen er det skarerne, der tydeligt er tænkt som en forudgribelse af kirken.
Takket være Grundtvigs indflydelse har Fadervor fået den plads i det danske dåbsritual, som svarer til bønnens oprindelige betydning som bønnen for dem, der gennem dåben er blevet Jesu disciple og Guds børn og derfor kan træde ind i hans forhold til Gud som fader.
Iversen synes at tro, at det er et godt argument mod Fadervors placering, hvis det kun er det danske ritual, der placerer det efter dåben. Men det er jo slet ikke tilfældet: Vi har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra os.