Følg valget på Kristeligt Dagblad her, hvor vi løbende samler resultaterne.
Donald Trump repræsenterer en nationalkonservativ platform, som er den eneste platform, der kan løse USA’s problemer. For USA er i krise, en krise, der har mange årsager. Men der er primært to grunde til krisen.
Den ene er socioøkonomisk. Igennem mange år har globaliseringen skabt store lommer af arbejdsløshed, social nød og marginalisering. Ingen præsidenter, hverken demokrater eller republikanere, har taget det alvorligt og seriøst forsøgt at adressere disse problemer, snarere tværtimod har de gang på gang støttet tiltag, der har åbnet for mere konkurrence fra udlandet. Ja, de har ligefrem aktivt fremmet globaliseringen og i skyndingen glemt de mennesker, der var ofrene for globaliseringen. Donald Trump har italesat en bekymring for de amerikanere, som er blevet marginaliseret, og som oven i købet måtte lide den tort at blive kaldt for ”deplorables” af den daværende præsidentkandidat Hillary Clinton.
Trump har hørt disse mennesker og har forsøgt at tage dem alvorligt. Han har formuleret grundlæggende ændringer af de samfundsøkonomiske parametre i USA. Fokus er nu på bevarelse af arbejdspladser og beskyttelse af væsentlige samfundsøkonomiske interesser gennem protektionisme. Økonomien står ikke over det nationale og det amerikanske folk. Økonomien skal tjene nationen og folket ikke omvendt. Vi skal have et nationalt fællesskab med solidaritet, ikke et liberalt markedssamfund.
Den anden krise er en identitetskrise. USA er under forandring, en forandring, der er grundlæggende, og som af mange amerikanere opfattes som en trussel mod deres livsform som amerikanere. Denne identitetskrise er et resultat af en afgørende forandring af de demografiske forudsætninger. Vi vil inden for en generation eller to opleve, at den hvide befolkning og den kultur, den repræsenterer, vil være i mindretal i USA. Den amerikanske kultur er mangeartet og repræsenterer en høj grad af pluralitet og diversitet på så at sige alle parametre. Men denne pluralitet og diversitet har altid eksisteret inden for rammerne af den anglosaksiske kultur. Denne kultur har været kernekulturen siden USA’s fødsel. På godt og ondt, men mest godt. Alt dette er under forandring og hermed også en forandring af USA’s kernekultur. USA er ved at blive et andet.
Dette har Trump også registreret, og han er på mange måder en fortaler for denne anglosaksiske kultur. USA har siden sin fødsel været en del af europæisk protestantisk kultur, og denne har været baggrunden for USA’s politiske eksistens og selvforståelse. Hvad vi oplever i disse år, er et angreb på denne kultur.
Statuer skal væltes, historien skal omskrives til ukendelighed, og enhver, der identificerer sig med den anglosaksiske kultur, mistænkeliggøres eller ligefrem undertrykkes. Dette reagerer mange amerikanere selvfølgelig på, og mange af disse føler sig hørt af Trump og den politiske platform, han tilhører. Demokraterne har opgivet idéen om den anglosaksiske kultur og er nu en radikal eksponent for heterogen multikulturalisme, der hylder, hvad jeg vil kalde bindestregs-identiteter, for eksempel etniske, religiøse eller seksuelle minoriteter.
Over for dette opstiller Trump en national konservatisme, der er ganske ukendt i USA. Den konservative idétradition i efterkrigstidens USA har været præget af, at denne har været idealistisk. Man opfattede USA som en ganske særlig nation, der havde et globalt ansvar for menneskerettigheder og demokrati. Man anså USA for at være en form for universal civilisation. Men som den amerikanske politolog Samuel Huntington så rigtigt skrev, så er en nations universalisme andre nationers kolonialisme.
Trump gør op med denne universalisme og sætter i stedet nationale interesser som det bærende, ikke en eller anden form for idealisme. Idealisme bliver altid det, som den danske forfatter og præst Jakob Knudsen kaldte en ”vildfaren idealisme”, at idealet får sit eget uafhængige liv i forhold til det konkrete og forpligtende menneskeliv. Idealismen føder en politisk utopisme, der blandt andet har gjort, at USA har været en af de nationer, der oftest har invaderet og startet krige i efterkrigstiden.
Det er også en vildfaren idealisme, der nu er ved at rive USA i stykker i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen, hele bevægelsen omkring social retfærdighed og MeToo-bevægelsen, alle er de udtryk for i og for sig gode intentioner, men som så udvikler sig til ren vildfaren idealisme og utopisk tænkning. I deres forsøg på at gøre op med konkrete uretfærdigheder ender de alle med at degenerere til en form for ideologisk og totalitær tækning, hvor alle, der ikke er i overensstemmelse med deres ideologier, skal gøres tavse, udskammes og nogle gange undertrykkes.
Trump bør vinde, fordi han så konsistent gør op med idéen om idealisme i politik og i stedet fokuserer på at ”make America great again”. Trumps konservatisme er national i sit udgangspunkt. Den udspringer ikke fra en idé eller en idealisme, men ud fra en konkret erfaring af, at noget er galt i USA. Hans konservatisme er en national konservatisme, der tager det konkrete nationale fællesskab alvorligt.
Det nationale fællesskab er en forudsætning for, at mange forskellige mennesker kan leve sammen i fred og solidaritet. Hvis det amerikanske samfund skal overleve, skal det genfinde en form for sammenhængskraft. Den sammenhængskraft kan kun rodfæstes i en identitet, der er inklusiv og meningsfuld. Når Trump anvender ”make America great again”, skal det ikke forstås som et håb om, at USA skal dominere verden, snarere at USA skal blive en nation, der først og fremmest er forpligtet på at skabe de bedst mulige vilkår for sine borgere.
Det er en klog og rigtig anskuelse. For en national indstilling til det politiske er det eneste, der kan sikre en stabil og meningsfuld samfundsorden.
Nationalkonservatismen har sit udgangspunkt i nationens vigtighed. Dette skyldes, at uden en nation er intet stabilt samfundsliv muligt. En nation baserer sig på en fælles erindring, et fælles sprog, en fælles historie og fælles institutioner. Nationen fordrer en forpligtelse, der er uafhængig af racer, tro og familie. Vi har forskellige familier, forskellige etniciteter og endda også forskellige religiøse overbevisninger. Denne forskellighed binder ikke et folk sammen og skaber sammenhængskraft. Sammenhængskraft skabes af, at vi er et folk hjemmehørende i en bestemt nation. Det er dette, der skaber bånd mellem mennesker. Det er ikke bindestregs-identiteter, der skaber sammenhængskraft og solidaritet.
Trump gør ret i at bekæmpe dem, der vil bryde den nationale samhørighed, fordi dette er så destruktivt for det amerikanske samfund. Enhver konservativ bliver nødt til at konfrontere dem, der vil sønderbryde samfundsordenen og den nationale sammenhængskraft. Forudsætningerne for et stabilt samfund er samhørighed, og det er kun det nationale sammenhold, der kan sikre denne samhørighed.
Man skal være opmærksom på, at hvis man ikke vil deltage i det nationale fællesskab, ekskluderer man sig selv ud af fællesskabet, eller som Grundtvig skriver, ”sig fra folket udelukker, lyse sig selv ud af æt, nægte sig selv indfødsret”. Man udelukker sig selv ved at fornægte det nationale fællesskab, og man skaber kun lukkede og eksklusive parallelle samfund, der eroderer den fællesskabsfølelse, der er forudsætningen for et stabilt og solidarisk samfund. Den kamp, som Trump kæmper mod vildfarne idealister, er også en kamp, som europæiske konservative kæmper. Modsvaret til idealisternes utopisme er national samhørighed og folkelig solidaritet.
Følg valget på Kristeligt Dagblad her, hvor vi løbende samler resultaterne.