Prøv avisen
Kronik

Derfor er arvesynden værd at kæmpe for

Selvom læren om arvesynden er indviklet, forargelig og utidssvarende, rejser den interessante spørgsmål om det at være menneske, men vi må være parate til at opgive opfattelsen af arvesynden som en moralsk brist, mener kronikørerne. Tegningen er af A. Paquier efter Rafaels (1483-1520) fresko ”Synde-faldet”, der findes i Stanza della Segnatura i Det Apostolske Palads i Vatikanet. Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Mads Peter Karlsen og Carsten Mulnæs

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Arvesynden rummer fortsat et potentiale for menneskelig selvforståelse, idet den tematiserer det ondes problem på en måde, der rejser spørgsmålet om menneskets ansvar for og dets frihed i forhold til dette onde, skriver Mads Peter Karlsen og Carsten Mulnæs

Læren om arvesynden egner sig ikke til avisen. Ikke kun fordi det er kompliceret stof. Også fordi forestillingen om arvesynd for de fleste mennesker i dag fremstår som enten en anstødelig monstrøsitet eller en ligegyldig antikvitet.

Noget, man kun enten kan ryste på hovedet ad eller trække på skulderne ad. Men netop derfor er det måske endnu vigtigere, at den gøres til gentand for offentlig debat.

For selvom læren om arvesynden givetvis er indviklet, forargelig og utidssvarende, rejser den en række spørgsmål angående det at være menneske, som vi ikke uden videre kan gøre os færdige med, og det på en måde, der fastholder disse spørgsmåls både radikale og åbne karakter.

Forudsætningen for at få øje på dette er dog, at vi er parate til at opgive en doktrinær opfattelse af arvesynden som en moralsk brist, der som straf for det første menneskes ulydighed er blevet overført til hele menneskeheden – til fordel for en afmytologiserende, kritisk gentilegnelse.

Det følgende opridser tre af de spørgsmål, som en kritisk gentilegnelse giver mulighed for at stille, og antyder et svar på, hvad arvesynd i forlængelse heraf kan betyde.

1. Forestillingen om arvesynd tematiserer grundlæggende spørgsmålet om det onde.

Det ondes problem er naturligvis meget ældre end kristendommen, men begrebet om arvesynd stiller det på en bestemt måde, nemlig som et spørgsmål – ikke om, hvad det onde er – men hvorfra det onde kommer. Dermed bliver det onde noget, der udspringer af det, mennesket gør med afgørende betydning for dets forhold til Gud, sig selv og næsten, snarere end noget, der har en selvstændig eksistens, sådan som vi kender det fra mytologiske forestillinger om det onde som en værens- eller verdensmagt.

Det onde bliver kort sagt et etisk-eksistentielt problem snarere end et ontologisk eller kosmologisk problem.

Det afgørende ved arvesyndslæren er, at idet den kombinerer to kategorier, som er i konflikt med hinanden, altså en naturlig kategori (arv) og en etisk kategori (synd), formår den at anskueliggøre det ondes mysterium. Nemlig, at vi erfarer det onde som et fænomen, der på én og samme tid går forud for og indstiftes af det enkelte menneske.

”Synden kom ind i Verden ved en Synd,” som Kierkegaard formulerer det. Hermed blokerer arvesyndslæren for vores tendens til at ville søge bag om det onde og forklare det – hvad enten det er med henvisning til for eksempel samfundet, barndommen eller generne – og dermed bortforklare det.

I stedet holder arvesyndslæren os netop fast på det onde som et problem, og et problem, enhver altid allerede selv er stillet over for og som enhver selv må svare for. Der er altså en etisk fordring på spil i arvesyndslæren.

2. Idet, den stiller det ondes problem som et etisk problem, rejser arvesyndslæren samtidig spørgsmålet om skyld og ansvar.

Også dette spørgsmål stiller den på en særlig måde. Læren om arvesynden understreger nemlig, at vi på én og samme tid er uskyldige, da vores synd netop arves, og skyldige, da denne arv kun kan blive vores, idet vi selv vælger den.

Den stiller således på den ene side spørgsmålet sådan, at der er plads til det ondes mysterium i vores erfaring af skyld, som når vi eksempelvis kan føle os som ofre for de handlinger, vi selv er skyldige i.

Men samtidig kræver den på den anden side også af os, at vi skal påtage os skylden for noget, vi ikke er skyld i. Dermed giver den os blik for, at det menneskelige ansvar rækker ud over et snævert personligt ansvar.

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-1975) har et sted beskrevet dette aspekt ved det menneskelige ansvar på følgende måde:

”Ingen moralske, individuelle og personlige adfærdsnormer vil nogensinde kunne undskylde os fra kollektivt ansvar. Dette stedfortrædende ansvar for ting, vi ikke har gjort, denne påtagen sig konsekvenserne for ting, vi er helt uskyldige i, er prisen, vi betaler for, at vi lever vores liv, ikke alene, men blandt vores medmennesker, og at evnen til handling, som trods alt er den politiske evne par excellence, kun kan aktualiseres i et af de mange og mangfoldige former for menneskelige samfund.”

Med læren om arvesynd understreges det, at vi altid er tvetydigt (u)skyldige.

3. Med tematisering af skylds- og an- svarsproblemet rejser arvesyndslæren ligeledes spørgsmålet om den menneskelige frihed og denne friheds beskaffenhed.

Der er da også en tradition i moderne religionsfilosofi for at læse arvesyndslæren, ikke som en doktrin om menneskets iboende ondskab, men netop som en lære om menneskets frihed.

Denne opfattelse er prægnant udtrykt hos den tyske teolog og filosof Georg Friedrich Wilhelm Hegel (1770-1831), som i indledningen til sin ”Retsfilosofi” skriver, at ”som ånd er mennesket et frit væsen, der indtager en stilling, hvor det ikke lader sig bestemme af naturlige impulser”, og at ”læren om arvesynden, uden hvilken kristendommen ikke ville være frihedens religion, har denne betydning”.

I denne tradition læses syndefaldsberetningen som en myte om, hvordan mennesket ved faldet kommer til selvbevidsthed, det bliver ånd, og hvordan der heri ligger en mulighed for dets selvoverskridelse, en mulighed for ikke at være det, som det er, og for at blive det, som det ikke er. Denne mulighed er imidlertid også det ondes mulighed.

Menneskets frihed er således en problematisk frihed, hvormed mennesket ikke blot overskrider sig selv, men også forvikler og underminerer sig selv, så det kommer til at stå i et misforhold til sig selv og næsten. Menneskets frihed gør det på én og samme tid frit og ufrit.

Vores frihed lader sig med andre ord ikke forstås som viljens absolutte frihed til at vælge mellem dette eller hint. Den menneskelige vilje er derimod netop kendetegnet ved, at der er et moment af ufrihed i hjertet af friheden.

Det er arvesyndslærens store styrke, at den kan udtrykke denne spænding mellem frihed og ufrihed implicit i den menneskelige frihed.

LÆREN OM ARVESYND er således værd at kæmpe for, ikke blot fordi den er et stykke afgørende teologisk arvegods, eller fordi den udgør et centralt element i historien om den vestlige kulturkreds’ menneskesyn, men først og fremmest, fordi den fortsat rummer et potentiale for menneskelig selvforståelse, idet den tematiserer det ondes problem på en måde, der rejser spørgsmålet om menneskets ansvar for og dets frihed i forhold til dette onde.

Mads Peter Karlsen er adjunkt, ph.d., medlem af tænketanken Eksistensen.

Carsten Mulnæs, Sognepræst i Lillerød Sogn og formand for tænketanken Eksistensen.

Carsten Mulnæs
Mads Peter Karlsen