Derfor er civilsamfundet så vigtigt

Regeringen barsler med et udspil til en civilsamfundsstrategi, men hvad er egentlig civilsamfundets rolle i det senmoderne samfund, spørger RUC-professor, som er aktuel med bog om emnet

VELFÆRDSSTATEN ER under voldsomt pres. Det hævdes, at det nuværende velfærdsniveau ikke kan opretholdes uden betydelig frivillig indsats og øget inddragelse af civilsamfundet i løsningen af opgaverne.

Der argumenteres for, at lokale samfund via de civile organisationer må påtage sig sociale og økonomiske forpligtelser over for marginaliserede borgere og sårbare sociale grupper så som børn og ældre. Det drejer sig for eksempel om organisationer som Røde Kors, Ældre Sagen, Red Barnet med videre.

VED AT OVERTAGE statslige opgaver overtager civilsamfundet imidlertid også det sociale ansvar for opgavernes løsning. Det betyder, at de civile organisationer kommer til at fungere som en forlængelse af staten, hvad der har en række konsekvenser.

En vigtig konsekvens er, at princippet om universelle velfærdsydelser bliver erstattet af mere selektive og personafhængige ydelser, hvor den specifikke organisation og tilknyttede frivillige bliver afgørende for kvaliteten af ydelsen.

Men det har også konsekvenser for de civile organisationer. På den ene side tvinger det organisationerne til at professionalisere deres arbejde, hvilket kræver uddannet personale og fastlagte arbejdsprocedurer. Det forventes, at civile organisationer helt analogt med statslige institutioner sikrer kontinuerlige velfærdsydelser til de målgrupper, deres aktiviteter er rettet imod. Dette betyder, at systemrationaliteten tager over med kontrol og regulering.

Den frivillige indsats bliver underlagt en professionel styring og mister de frigørende og mellemmenneskelige potentialer. På den anden side har civilsamfundets overtagelse af statslige serviceopgaver også som konsekvens, at de civile organisationer bliver afhængige af, at der tilflyder dem økonomiske ressourcer til dækning af personaleudgifter og opretholdelse af det forventede ydelsesniveau.

Dette medfører, at organisationerne til stadighed må sikre sig de nødvendige økonomiske ressourcer enten gennem statslige bevillinger eller ved at hente penge fra private donorer – fonde eller indsamlingskampagner. Uanset hvordan organisationerne skaffer midler, har det som konsekvens, at de må tilpasse deres aktiviteter i forhold til de vilkår, som opstilles af de statslige eller private bevillingsgivere. Hvad betyder så civilsamfundets ændrede rolle i forhold til de frivillige og velfærdsstaten?

DE CIVILE ORGANISATIONER har traditionelt bygget på frivillighed, men tendensen går imidlertid i retning af flere ansatte og større professionalisering. Stadig færre er aktive inden for den forening, hvor de er medlem. Set i et demokratisk perspektiv er det problematisk, at de civile organisationer får færre aktive medlemmer, men bliver drevet af lønnet professionel arbejdskraft, mens ”medlemmerne” alene bidrager med donationer, kontingent med videre og ikke aktivt er involveret i organisationernes daglige virke.

Parallelt med at dele af civilsamfund får en større betydning i produktionen af velfærd, sker der imidlertid inden for andre dele af sektoren en bevægelse væk fra de traditionelle hierarkiske organisationer. Udviklingen går mod mere demokratiske og deltagende typer af organisationer og løsere netværk. Det kan betyde et øget engagement blandt borgerne, men har også ført til en øget individualisering. Borgerne vælger frivillighed til og fra, der skiftes mellem forskellige typer af frivillighed, et voksende antal er individuelt frivillige og timetallet for frivilligt arbejde er faldende især blandt de mest aktive sociale grupper.

Med baggrund i de stadig mere flydende grænser mellem civile organisationer og velfærdsinstitutioner kan der sættes spørgsmålstegn ved, om demokratisk deltagelse og social inklusion vil kunne finde sted inden for det etablerede civilsamfund. Måske er det snarere sådan, at borgernes indflydelse og de frigørende potentialer på den ene side ligger i spændingsfeltet mellem civile organisationer og statslige/private velfærdsinstitutioner og på den anden side bliver fanget op af de mere løse organisationsformer, som udspringer af sociale netværk skabt via de sociale medier. Når borgerne føler sig magtesløse i forhold til de offentlige institutioner, går de ikke mere til de traditionelle civile organisationer, men etablerer alternative fora primært via de sociale medier.

Tydelige eksempler på denne udvikling er Facebook-grupper som for eksempel Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne, Venligboerne, Refugees Welcome og så videre. Denne type af løsere netværk må sikres en central plads i en kommende strategi for, hvordan vi organiserer relationen mellem det civile samfund og det øvrige samfund.

Det er vigtigt at pointere, at det civile samfund kun kan sikre en inkluderende, anerkendende og ligeværdig deltagelse af individerne i dialog med en effektiv velfærdsstat. Velfærdsstaten er nemlig den eneste instans, som kan sikre omfordeling af ressourcerne. De statslige institutioner vil altid have det overordnede ansvar for social inklusion, men kan på afgrænsede områder uddelegere ansvar og administration af sociale initiativer til civile organisationer. Det offentlige skal så vidt muligt undlade at blande sig i den måde, de civile organisationer løser problemerne og deres måde at involvere borgerne på. Kontrol og styring skaber umyndiggørelse, modvirker frigørelse og mindsker dermed trivsel og lyst til aktiv involvering.

SKAL CIVILSAMFUNDET bidrage til demokrati og involvering i de øvrige samfundsinstitutioner, er det nødvendigt, at der skabes fora, som gør, at borgerne til stadighed kan stille spørgsmål til den måde, de sociale, økonomiske og politiske mekanismer fungerer på.

Det at være en ”god” samfundsborger er således, dels at man har de økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer til at kunne deltage i den offentlige samtale, dels at man udviser tolerance og samfundssind over for andre borgere i dialog og beslutningstagen omkring det fælles anliggende, og dels at man på en ligeværdig og anerkendende måde er inddraget i de demokratiske processer omkring fastlæggelse af fælles interesser.

I de fleste civile organisationer mangler rammerne for denne dialog, og dette er en vigtig årsag til opkomsten af de mange spontane mediebaserede sociale netværk. De civile organisationer bør yderligere være modvægt i forhold til den i dag dominerende individualisme. Dette kan kun realiseres, for så vidt at de evner at involvere og dermed repræsentere alle de forskellige grupper af borgere og ikke blot de velintegrerede og dem, som er mest politisk artikulerede. For at dette skal lykkes, må organisationerne organiseres på baggrund af princippet om lige muligheder for alle til at deltage og at være med i beslutningsprocesserne. Hvis denne lighed ikke etableres, vil den civile sfæres organisationer på væsentlige punkter ligne de hierarkiske og bureaukratiske velfærdsinstitutioner, og de mister derved deres legitimitet i forhold til borgerne i udførelsen af den demokratiske beslutningsproces.

Det seneste årtis fremvækst af deltagende bottom up -organiserede civile institutioner er en klar tilkendegivelse af store grupper af borgeres ønske om på den ene side at markere en uafhængighed af de statslige institutioner og på den anden side at være involveret i, og i bedst fald opnå, kontrol over implementeringen af de statslige politikker.

Der er tale om fremvækst af civile institutioner, som er markant forskellige fra det traditionelle civilsamfund med hensyn til formen for deltagelse, organisationernes grad af formalisering og ikke mindst i tilrettelæggelse af beslutningsprocedurerne inden for organisationen. En progressiv civilsamfundsstrategi bør understøtte denne udvikling til gavn for borgernes frigørelse og aktive deltagelse i udviklingen af et solidarisk samfund.