Lige før jul blev det offentligt, at en initiativgruppe gennem længere tid har arbejdet på at etablere en fri, privat læreruddannelse i Herning.
Initiativet står idémæssigt på skuldrene af blandt andet Den Frie Lærerskole i Ollerup og er i det hele taget inspireret af de frie skolers lange virke i Danmark som en del af folkets skole.
Folkeskolen er statens skole og som sådan en del af folkets skole. De fri skoler er en anden gren af folkets skole, der således er det overordnede begreb. Folkets skole er betegnelsen for alle de initiativer, institutioner med videre, der findes i Danmark med henblik på at uddanne og danne den opvoksende generation, for så vidt disse kan vinde anerkendelse.
Sådan må det være i et levende demokrati. Der skal udgå initiativer fra folk selv. Initiativerne må tilkæmpe sig en plads i den aldrig færdigt definerede størrelse, vi kalder folket.
Det er lykkedes at skabe et politisk flertal for en lovændring, så initiativet fra Herning har en mulighed for at føres ud i livet. En lovændring er nødvendig, for at opnå statstilskud og SU til de studerende, for det er ikke muligt at drive uddannelsesvirksomhed i Danmark uden statstilskud.
Der er flere gode grunde til at etablere endnu en fri og privat læreruddannelse i Herning. Her kommer syv af dem i ikke-prioriteret orden:
For det første er monopoldannelser aldrig sunde, heller ikke i uddannelsesverdenen. Bortset fra Den Frie Lærerskole i Ollerup har staten monopol på uddannelse af lærere, hvilket i øvrigt er et forholdsvis nyt fænomen. Før i tiden fandtes der mange forskelligartede private seminarier. Vi tror på, at pluraliteten, kreativiteten og kvaliteten i uddannelserne er bedre sikret med forskelligartede institutioner, og at det er en af måderne at sikre intet mindre end folkestyret på.
For det andet ønsker vi at fremme dannelse i uddannelsen af lærere. Uden dannelse i centrum af uddannelsen, uden et ideelt formål, forfalder elevers og studerendes faglige læring til instrumentel indlæring, og skolen underlægges reelt den hurtigt skiftende tidsånd. Tidsånden vil altid af sig selv præge en hvilken som helst uddannelse, men heller ikke en herskende tidsånd tåler monopolstatus. Den skal møde noget andet end sig selv.
For det tredje ønsker vi at sikre de studerende et højt fagligt niveau i deres linjefag. For eksempel skal en matematiklærer være dygtig til matematik, sikker i sit fag og have kendskab til fagets traditioner og selvfølgelig kunne formidle sin viden og kunnen. En musiklærer skal kunne spille klaver og få børn og unge til at synge. Også drenge i puberteten.
For det fjerde ønsker vi at styrke idealet om den myndige lærer. Det betyder, at lærerens personlighed, erfaring og selvstændige skøn har betydning for udviklingen af kundskaber og færdigheder og dermed for udviklingen af frihed og selvstændighed. Det har også betydning for lærerens arbejdsglæde og for elevernes glæde ved at lære. Hvem har ikke haft en god lærer, hvis personlighed man husker resten af livet? En lærers myndighed hviler på faglighed og pædagogik, som vokser sammen med personligheden. Myndighed er der i øvrigt også brug for i forhold til moderne forældre.
For det femte ønsker vi at uddanne lærere, der holder af deres fag og forstår deres virke som det at være kulturbærer; en vidende, kritisk og selvstændig kulturbærer.
For det sjette ønsker vi at fremme åndsfrihed og folkestyre som betydningsfulde for samfundets velstand. Derved vil den frie læreruddannelse i Herning bidrage til at udvikle en ”dannet og passiv stat”, der hører sammen med et oplyst og virksomt folk og civilsamfund, der på én gang kan værdsætte sine traditioner og forholde sig åbent til fremtiden.
For det syvende ønsker vi at uddanne danske verdensborgere, således at det nationale borgerskab perspektiveres af det verdensborgerlige. Der er ingen modsætning. Vi ser for os en nationalt sindet verdensborger. Fagligheden må tilpasses verdensmarkedet samtidig med, at ansvarligheden rækker ud over det nationale. Globalisering og ”grønhed” er et vilkår.
Disse syv gode grunde er alle principielle. Hvordan principperne skal omsættes til en konkret uddannelse med et veldefineret indhold, er, hvad et kommende arbejde vil bestå i. Principper er taknemmelige, javist, men de ovenstående er langt fra tilfældige.
De er arbejdet frem ved at spørge: ”Hvad er der brug for? Hvordan får man begyndt?”.
Spørgsmålene er relevante, fordi der igennem cirka 25 år er lavet den ene reform af skole- og læreruddannelserne efter den anden, som tilsyneladende ikke har virket. Ellers var reformerne næppe kommet i så højt et tempo. Heller ikke de seneste har virket.
Derpå vil jeg fremhæve, at vi gerne vil tiltrække studerende fra hele landet og skabe et studiemiljø, hvor man ikke kan undgå at møde andre mennesker og gerne af mange forskellige slags. Vi vil gerne afslutte uddannelsen med eksamen, således at man kan søge ansættelse både i folkeskolen og de frie skoler, altså overalt i folkets skole.
Initiativet fra Herning er blevet kritiseret af et par statslige læreruddannelser (i Morgenavisen Jyllands-Posten og på folkeskolen.dk), som spørger til, hvordan det vil være muligt for en fri læreruddannelse i Herning at leve op til kriterier for kvalitetssikring, generelle kompetencemål, tværprofessionalitet og så videre.
Svaret er for det første, at der måske kan være nye måder at ordne den slags på. Det må jo komme an på en prøve. For det andet og i direkte forlængelse heraf kunne det give anledning til en drøftelse af selve begreberne og deres indhold. Gavner de? Er tiden givet godt ud? Og pengene med? Understøttes organisering, det faglige og pædagogiske miljø? Eller skal vi prøve noget andet?
Initiativet fra Herning er ikke et eksklusivt privat initiativ, som noget af kritikken hævder. Der er heller ikke tale om et brud med grundlæggende principper for videregående uddannelser i Danmark.
Vi har som sagt en stor og yderst levende tradition i de frie skoler. Og folkelige græsrodsinitiativer, som initiativet i Herning må kaldes, har meget ofte ført til noget godt for almenheden. Måske kan det lykkes at lave så god en læreruddannelse, at vi ikke behøver at ændre den grundlæggende hvert femte år.
Endelig vil vi gerne fremme en tillidskultur både i uddannelsen og i skolen. Muligheden herfor er alt andet lige bedre i en mindre institution end i en meget stor.