Derfor er folkekirken udfordret: gudstjenesten er en forestilling

Vi bliver nødt til at tage alvorligt, at vi som kirke er forpligtet på at skabe et rum, hvor det er muligt at blive stille og fordybe sig og få kontakt både med sig selv og med den Gud, der taler til os, skriver studenterpræst

FOLKEKIRKEN ER I DISSE ÅR udfordret på flere fronter.

To af de største udfordringer består i 1) At folk, som de er flest, har mistet fortroligheden med kristendommen, og 2) At rigtig mange er oprigtigt interesserede i at genfinde fortroligheden med kristendom og kirke.

Et eksempel: Jeg er på videreuddannelse sammen med en gruppe psykologer. En dag i en pause hiver en af dem fat i mig. En kvinde fortæller, at hun har fået et barnebarn. Nu skal barnet navngives og forældrene, kvindens svigerdatter og søn, vil ikke have barnet døbt. De kommer hjem fra udlandet, hvor de er bosiddende, og vil holde en stor havefest i forbindelse med navngivningen. Kvinden er ked af, at sønnen ikke vil i kirken og have barnet døbt, fordi – som hun formulerer det – dåbsritualet og kirkerummet sætter os ind i en større sammenhæng og giver noget, som en havefest aldrig kan give. Det er umuligt at skabe nye ritualer, der kan give den betydning og dybde, som kirkens 1000 år gamle ritualer rummer.

Det er den samme kvinde, der senere over frokostbordet siger til mig: ”Anette, jeg vil gerne tale med dig. Jeg har fået en klient, som vil tale om tilgivelse, og det ved jeg jo ikke noget om.” Mødet med kvinden gav mig stof til eftertanke. Hos hende blev den manglende fortrolighed med kristendommen, og det samtidige ønske om at finde vej tilbage ind i kristendom og kirke meget tydelig for mig.

Mange vil måske sige, at hun da bare kan begynde at gå til gudstjeneste.

Men dem, der foreslår kvinden den vej forstår ikke, hvor umulig den vej er blevet for langt de fleste i vores tid. Jeg tror, at de fleste har det med gudstjenesten, som jeg havde det, da jeg i maj var på rejse i Israel og under et ophold i Nazaret en søndag gik til gudstjeneste i Bebudelseskirken.

JEG SIDDER I KIRKEN sammen med min mand, da gudstjenesten går i gang. Orgelmusikken er bekendt, men sproget er arabisk. Jeg forstår af gode grunde ingenting. Af og til er der dog et led i ritualet, der forekommer bekendt, og jeg føler mig momentvis glad og lidt hjemme. Dog viser det sig, at jeg tager fejl, da jeg begynder at bede fadervor på dansk, mens jeg tror, at menigheden beder på arabisk. Da jeg siger amen, fortsætter de, og min mand hvisker: ”Trosbekendelsen!”.

Jeg kommer til at opleve gudstjenesten som en forestilling, der ikke siger mig noget, og jeg forestiller mig, at mange danskere oplever højmessen, som jeg oplevede gudstjenesten i Nazaret. Som en uvedkommende forestilling, hvori der ikke er meningsgivende tilknytningspunkter til mit liv.

Højmessen rummer et bastant bombardement af fremmede, uforståelige ord. Tekster fra en fjern fortid læses op i en lind strøm. Gammeltestamentlig læsning efterfulgt af læsninger fra Det Nye Testamente. Vekslende med lange salmer af Grundtvig eller Kingo. Tekster som jeg som teologistuderende brugte flere semestre på at tyde og forstå. På mindre end en time får gudstjeneste‑ deltageren kastet alle disse brudstykker af gamle tekster i hovedet. Sammen med indgangs- og udgangsbøn ofte læst i et svimlende tempo.

På mange måder minder gudstjenesten mig om virkeligheden uden for kirken. Også hér bliver vi i døgndrift bombarderet med informationer, som vi gerne skal forstå og forholde os til. En lang, lind strøm af mails, sms’er; opdaterede nyheder i et højt tempo. En livsstil, hvis resultat er stress og udbrændthed i forskellige grader overalt i samfundet.

GUDSTJENESTEN KUNNE fint forenkles.

Tempoet sættes ned. Ordene formindskes i mængde og med efterfølgende tid til at lade dem bundfælde sig i sindet. I folkekirken fortsætter vi blindt, som vi plejer, uden at tage virkeligheden alvorligt. Den virkelighed, der ellers meget bastant taler til os: Gudstjenesten taler kun til de få, som på forhånd er fortrolige med kirkens tradition. På resten – alle dem, der har mistet fortroligheden med kirke og kristendom – virker højmessen som en uvedkommende forestilling.

Jeg siger ikke, at der findes lette løsninger. Men jeg siger, at vi bliver nødt til at tage virkeligheden alvorligt. Ikke ved at opfinde nye former for spaghettigudstjenester eller lignende aktiviteter, men ved at tage det alvorligt, at vi som kirke er forpligtet på at skabe et rum, hvor det er muligt at blive stille og fordybe sig og få kontakt både med sig selv og med den Gud, der taler til os.

Mærkeligt nok er sådan et rum til stilhed og fordybelse meget svært at skabe selv. Prøv engang! Beslut dig for to gange dagligt – bare i 15 minutter – at give dig selv tid til bøn og meditation. Meget hurtigt tager rastløsheden over, og du er igen i gang med tusinde ting, som ikke kan vente. Det er en kæmpe udfordring at skabe rum til bøn, stilhed og fordybelse.

Den udfordring skal vi som kirke tage op. For det er dét, vi egentlig skal som kirke. Skabe rum til bøn og fordybelse i stedet for at konkurrere med samfundet om at sætte aktiviteter i gang, som kan tiltrække folks opmærksomhed. Vi skal være samfundets mulighed for at finde åndehuller. Huller i tiden, hvor væren sættes over gøren. Åndehuller, hvori Ånden kan virke i os.

Til dét formål – at skabe åndehuller – har vi brug for ritualer.

Ritualer, der kan føre os frelst igennem en fortravlet tid. Ritualer, der hjælper os til at finde ind i nærvær og fællesskab. Det er, hvad jeg tænker, gudstjenesten egentlig skal: Få os til at standse op og lytte til dén stemme, der kalder hver enkelt menneskeliv for helligt og velsignet, og som sætter os fri til leve livet i dag som dem, vi er. Det lyder måske banalt, men det er det ikke. Tiden er spundet ind i krav om høj aktivitet og høj præstation, der får os til at miste fokus på det egentlige. Vi lever i adspredthed og ender i overfladiskhed.

DET ER HÉR, JEG VIL PEGE PÅ pilgrims‑ vandringen som en mulig vej gennem de udfordringer, vi står overfor som folkekirke i dag. Pilgrimsvandringen, som det gamle kristne ritual, det er, kan skabe ”rummet” med mulighed for at være i stilheden sammen. Med et fælles fokus. Gang på gang når jeg vandrer med forskellige grupper, altid med udgangspunkt i en kirke og altid med en kirke som mål, oplever jeg, hvordan deltagerne giver udtryk for, at dét at være i kirkerummet trods fremmedgørelse i forhold til kirke og kristendom giver dem både ro og glæde. Herinde bliver de forbundet med den historie, som ved livets højdepunkter også har bragt dem ind i kirken. Om det er ved et barns dåb, ved eget bryllup eller ved en fars/mors begravelse, så er det betydningsfulde begivenheder i deres livshistorie, som de bliver mindet om bare ved at gå ind og sidde en stund i kirken.

Pilgrimsvandringen er et gammelt kristent ritual med en iboende forsoningsproces. Ritualet giver – gennem vandringen – tid til eftertanke og fordybelse. Tid til at genfinde fokus: Hvor kommer jeg fra? Hvad bærer jeg med mig? Hvor er jeg på vej hen? Ritualet kalder til opmærksomhed, nærvær og valg. Ritualet genfortryller den dagligdag, som vi i alt vores hastværk affortryller.

Det er en udfordring for kirken og for os som præster at finde ind til enkelheden, stilheden og fordybelsen. Det er en udfordring for os at turde være i stilheden, uden at skulle præstere lange taler med store ord. At have fokus på at skabe rummet og give et fokus i stilheden. Ikke et fokus på hvad som helst, ud i det blå, men et fokus på, at menneskelivet er helligt og velsignet, og at kærligheden strømmer til os ubetinget og ubegrænset. Hvert eneste øjeblik.

Fra Kristus.

Anette Foged Schultz er studenterpræst på VIA University College, Horsens.