VERDENS LEDERE nåede i december frem til en aftale på COP24 i Katowice i Polen, men det blev ikke den ambitiøse aftale, som mange havde håbet på. Endnu en gang måtte offentligheden konstatere, at store, vægtige nationer som USA, Rusland og Saudi-Arabien ikke var indstillet på at foretage drastiske ændringer i deres CO2-udledning.
Men ét øjeblik under COP24 står stadig klart for mig. Nemlig da den 15-årige svenske skoleelev Greta Thunberg i en knap fem minutter lang tale angreb verdens ledere for deres manglende mod og vilje til at tage ansvar for klimaet.
”I stjæler børnenes fremtid for øjnene af dem,” sagde hun og sluttede med at sige, at ændringerne i klimapolitikken vil komme, hvad enten verdens ledere vil det eller ej. For magten til ændringerne ligger hos folket. Thunberg blev således billedet på, at kampen for de kommende generationers livsmuligheder ikke kun er en politisk opgave. Det er en opgave og et ansvar, ingen kan frasige sig. Det er en opgave, vi skal løfte sammen. Og kirkens stemme i klimadebatten bliver endnu vigtigere i 2019.
I Danmark er nu 200 kirker en del af Grøn Kirke-bevægelsen, som slog rod for 10 år siden. Folkekirken skal ikke have en selvstændig klimapolitik, men Grøn Kirke er udtryk for et kirkeligt engagement i en sag, som har med kirkens væsen at gøre. Når vi til eksempel i den apostolske trosbekendelse bekender, at vi tror på ”Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber”, så kalder det på, at vi som kristne tager medansvar for skaberværket. Nuvel, Grøn Kirke har været udsat for kritik fra teologisk hold. Skulle kirken nu være et meningsfællesskab, hvor mennesker, der har en anden vurdering af klima- og miljøsituationen, ikke er velkomne? Sådan er det ikke. Alle er til enhver tid lige velkomne i kirken. I Grøn Kirke gør vi os blot umage med at forholde os til den virkelighed, som vi står midt i. For vi har i kirken et religiøst-poetisk sprog, der gør det muligt at udvide horisonten og perspektiverne for debatten. Og hvordan det? Her er syv bud:
For det første giver det et særligt perspektiv på universet og naturen, når vi kalder alt, hvad der er til, for ”Guds skaberværk”. Med udgangspunkt i de gamle skabelsesmyter på Bibelens første sider, hvor vi hører, at Gud med sit ord skabte verden, ”og han så, at det var godt”, bibringer ordene os en bevidsthed om, at verden og alt levende her på jorden har værdi i sig selv og altså ikke bare mulig brugsværdi for os mennesker.
Et menneskesyn, som har sit udgangspunkt i skabelsesberetningens ord om, at Gud skabte mennesket i sit billede og sagde: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk og himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”. Og i den anden skabelsesberetning står der: ”Gud Herren tog mennesket og satte det i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den”. Er det et fripas til at behandle naturen, som vi vil? Nej! Vi kan med Grundtvigs formuleringer sige, at menneskets gudbilledlighed består i, at mennesket er udstyret med fantasi, følelse og forstand, som gør det i stand til at erkende den verden, det er en del af, og tale med andre om det. Kort sagt: Vi kan forholde os til verden og dens liv, og dermed har vi også mulighed for at forholde os ansvarligt til verden.
Mennesket ses som en slags konge i forhold til det øvrige skaberværk. I det bibelske perspektiv er en konges vigtigste opgave at værne de svage mod de stærkere, så ingen lider nød.
Bibelen rummer et realistisk menneskebillede, der tager sin begyndelse i syndefaldsberetningen, som sætter ord på den måde, vi mennesker misbruger vores erkendelse for at fremme egne interesser. Og vi ser det gennemspillet på tusind måder i de efterfølgende bibelske fortællinger. Vi får herigennem tegnet et billede af mennesket som et væsen, i hvis hjerte og hjerne godt og ondt er så grundigt blandet, at vi ikke selv formår at skille det ene fra det andet. Og dermed sættes der et grundlæggende spørgsmålstegn ved enhver opdeling af mennesker i gode og onde, venner og fjender.
Den bibelske beretning rummer et kald til retfærdighed, så vi sikrer, at de, som ikke har magt og midler – og som ikke kan klare sig selv – får, hvad der er nødvendigt. Ansvaret for ”enken, den faderløse og den fremmede” lyder som et omkvæd gennem den bibelske beretning. Det udfordrer os til at tænke over, hvem der er ”enken, den faderløse og den fremmede” i vores tid og på vores sted. Det kan for eksempel være de mennesker, som lige nu er ramt hårdt af klimaforandringerne: inuitbefolkningen i Arktis, som på grund af den smeltende is ikke kan gå på fangst som tidligere; landmænd i Malawi, som tidligere havde forråd til at kunne modstå tørke hvert 10. år, men som nu rammes af tørke meget oftere; eller kaffeavlerne i Mellemamerika, som nu stadig oftere rammes af orkaner, der ødelægger deres kaffebuske og berøver dem deres livsgrundlag.
Bibelen rummer et glædeligt budskab om, at ”ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Gud blev menneske og delte menneskelivet med os helt til den bitre død på korset. Og Guds solidaritet med den skabte verden går dybere. Det handler ikke kun om mennesker. Det handler om alt levende. Ordet blev kød. Gud er nærværende i verden, følger hver eneste af sine skabninger, er med i enhver skabnings livsudfoldelse og lidelse. Det rummer trøst og kalder os til agtelse for vores medskabninger.
Den kristne tro tager udgangspunkt i, at alt i verden fra den første begyndelse er relationelt forbundet og eksisterer i en form for gensidig afhængighed. Det gælder i særlig grad alle jordens levende væsener. En væsentlig del af vores arvemasse har vi fælles med dyrene, og vi er som dyrene indlejrede i forskellige økosystemer. For eksempel fotosyntesen, der er så afgørende for klimaet – hvor CO2 og vand omsættes til plantevæv og ilt, mens dyr og mennesker i vores åndedræt omsætter ilt til CO2. Vi er som mennesker indlejret i materielle og åndelige fællesskaber. Vi er afhængige af andre og af det øvrige liv på kloden. Vi ved det og har derfor et særligt ansvar.
Klimaforandringerne og det voldsomme pres på naturen og dens dyr og planter får mange mennesker til at miste modet. Klimapessimismen breder sig, og klimadepression er ved at blive en anerkendt diagnose. Oplevelsen af, at vi mennesker selv er ved at forringe livsvilkårene på jorden uopretteligt, og at problemerne er så overvældende, at vi ikke tror, vi kan gøre noget, der kan rette op på miseren, kan virke lammende.
Her rummer den kristne tro et rum for håb og en tro på, at vi ikke er alene i verden. Gud følger med. Fremtiden er ikke kun i vores skrøbelige hænder, men også i Guds hånd.
I den kirkelige tradition taler vi om eskatologi, læren om de sidste tider. Og her er budskabet: Det ender godt. Det håb og det mod, som strømmer fra det budskab, kommer så smukt til udtryk i den anekdote, man fortæller om Martin Luther. Da nogle folk en dag spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen, så svarede han: ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag!”.