Derfor er omlægning af ”statens tilskud” til folkekirken problematisk

Omlægning af statens tilskud fra præstelønninger til kirkedrift lyder fornuftigt, men er meget problematisk. I stedet bør statens holdningsmæssige og moralske støtte til kirken genopdages. Det står faktisk i Grundloven, at det er statens pligt

Derfor er omlægning af ”statens tilskud” til folkekirken problematisk

DET VAR, SÅ VIDT JEG HUSKER, i sin tid biskop Herluf Eriksen, som foreslog, at præsters, provsters og biskoppers løn og pension fuldt ud blev dækket af kirkeskatten, men at staten til gengæld betalte for de opgaver, som alene blev betalt af folkekirkens medlemmer: vedligeholdelse og drift af kirkegårdene, vedligeholdelse af de gamle middelalderkirker og civilregistreringen.

Det lyder jo umiddelbart fornuftigt, at kirken selv afholder udgifterne til det, som kirken egentlig er til for: at forkynde evangeliet. Dog: Ved nærmere eftertanke vil man hurtigt opdage, hvor problematisk forslaget i virkeligheden er.

LAD MIG BEGYNDE med kritikken: at staten ved sit tilskud til gejstlighedens lønninger og pensioner tilgodeser en bestemt religiøs forkyndelse.

Den kritik er baseret på uvidenhed. For staten betaler også til andre trossamfunds forkyndelse i form af, at medlemmer af disse andre trossamfund må trække deres bidrag til trossamfundet fra i skat. Det kan folkekirkens medlemmer ikke. Man kunne så forestille sig, at også medlemmer af folkekirken skulle kunne fratrække deres medlemsbidrag. Det vil næppe ske, idet staten derved ville miste omkring to milliarder kroner i skat. Det samlede medlemsbidrag i folkekirken er omkring seks milliarder kroner. Men alt dette er en biting i forhold til de voldsomme ændringer af folkekirken, en omlægning vil medføre. Jeg skal opregne tre forhold.

FOR DET FØRSTE: Såfremt staten ikke længere vil betale til præsters lønninger og pensioner, men kun til de områder, som kan siges at være af samfundsmæssig betydning, og hvis udgifter i dag stort set dækkes af folkekirkens medlemmer, vil det betyde, at staten kommer til at bestemme, hvor store udgifterne til disse områder skal være. Som det er nu, er præsters lønninger og pensioner på finansloven, og det beløb kan der ikke sådan uden videre røres ved, men man kan naturligvis bruge flere eller færre penge på kirker og kirkegårde. Her vil der kunne spares. Og her vil der blive sparet i effektiviseringens og centraliseringens navn.

Det vil eksempelvis betyde, at man vil overdrage vedligeholdelse af samtlige kirkegårde i et provsti til en entreprenør med det billigste tilbud. Så kan man selv forestille sig, hvordan kirkegårdene med tiden vil komme til at se ud. For det er jo sådan, at den, som betaler gildet, naturligvis også vil bestemme. Og som med kirkegårdene, sådan også med kirkerne. Her vil nok især det gøre sig gældende, at mange kirker vil blive ikke revet ned, men lukket. Så vil udgifterne til vedligeholdelse af kirkerne blive lavere. Der er jo ingen grund til – set med statens øjne – at så mange kirker er i brug, når de langtfra er fyldt om søndagen. Vi lever jo i en tid, hvor det ingen rolle spiller, om der er 5 eller 10 kilometer til nærmeste kirke. Effektivisering og centralisering er jo vor tids mantra. Det er det ene, som efter al sandsynlighed vil ske, når staten skal overtage kirker og kirkegårde.

FOR DET ANDET, og det vedrører menighedsrådet: Hvis staten skal betale for kirker og kirkegårdes vedligeholdelse, så formindskes menighedsrådets funktion væsentligt. Det vil da være naturligt og rationelt, at menighedsrådene nedlægges, og provst og et udvidet provstiudvalg tager sig af sognene i provstiet.

Og hvad mere er: Med stordrift ryger den graverstand, som siden 1901 har sat en ære i at renholde kirkerne og vedligeholde vores kirkegårde på fornemste vis. Og er graveren ved kirken væk, forsvinder også den uofficielle sjælesørgeriske funktion, som graverne har. Det vil blive et stort tab for sognets beboere, som ikke kan gøres op i kroner og øre.

DET TREDJE, der er at sige om omlægningen, er dette, at såfremt staten overtager kirker og kirkegårde, og civilregistreringen overgår til kommunen, så er der reelt ikke længere noget bånd mellem stat og kirke. Så er kirke og stat i virkeligheden skilt fra hinanden. Og det finder jeg meget ulykkeligt – i særlig grad for staten. Båndet mellem stat og kirke var indtil begyndelsen af 1900-tallet i vid udstrækning ikke af økonomisk art. Kirken var økonomisk selvberoende i kraft af tiende, grundbyrdeloven og i kraft af præstegårdens jorde. Præsten var ud over at være præst også bonde.

Ved en mulig kommende omlægning fra løn til bloktilskud kan man på en måde godt sige, at forholdet mellem stat og kirke igen vil komme til at ligne, hvad det var i begyndelsen af 1900-tallet: økonomisk uafhængighed mellem stat og kirke, men der er en helt afgørende forskel mellem dengang og i dag.

Forskellen ligger i forståelsen af ordet ”understøttes ” i Grundlovens paragraf 4, hvor det blandt andet hedder, at folkekirken som sådan understøttes af staten. Det ord, ”understøttes”, som i dag forstås økonomisk, forstod man dengang, hvor stat og kirke ikke var økonomisk afhængige af hinanden, som en moralsk forpligtelse, staten havde over for kirken.

Igennem helligdagsloven og anden lovgivning tog staten hensyn til kirken og dens virke. Staten understøttede og bakkede op om kirken i dens forkyndelse og undervisning. Og som en væsentlig ting arbejdede stat og kirke sammen om skolen og i en vis udstrækning også om de sociale forhold.

Denne statens moralske understøttelse, tagen vare om kirken, er stort set forsvundet. Helligdagsloven – såfremt en sådan findes mere – er der ingen, som tager hensyn til. Man spurgte ikke kirken, hvad den mente, da forretningernes åbningstider blev ændret. Kirkens konfirmandundervisning blev der ikke taget hensyn til ved vedtagelsen af en ny skolelov.

Bryder man derfor de økonomiske bånd, som i dag er mellem stat og kirke, er der set med mine øjne ikke længere noget reelt bånd mellem de to parter. At det så i dag er sådan, som det har været i umindelige tider, at det ikke er staten, men kirken, der økonomisk støtter staten med mange hundrede millioner kroner om året, er en sag for sig.

DE FLESTE – også politikerne – tror, det er omvendt. Betænkningen om bloktilskud fra oktober 2009 viser tydeligt, at staten har økonomisk fordel af folkekirken. Og sådan bør det efter min mening fortsat være. Til gengæld bør statens holdningsmæssige og moralske støtte til kirken genopdages og genoplives hos dem, som til enhver tid regerer landet. Det står faktisk i Grundloven, at det er statens pligt.

Mette Bock (LA) har som ny kirkeminister mange muligheder for at reformere kirkens struktur uden at ændre på det gældende forhold mellem stat og kirke; men det kræver, at hun begynder fra neden med menighedsrådene, som – set med mine øjne – er truet på livet. Her er vi givetvis mange, som gerne kommer med råd til vores nye kirkeminister.