ISLAM ER EN DEL af Danmark.
Det skønnes, at fem procent af befolkningen er muslimer. Denne situation er relativt ny historisk set. Ifølge prognoserne vil muslimer i fremtiden udgøre en stadig større andel af den samlede befolkning.
I folkekirken har der i årevis raset en debat om, hvilken relation vi har til muslimerne. Debatten efterlader det indtryk, at der kun findes to slags mennesker i folkekirken – dem, der begiver sig af med dialog, og dem, der driver mission.
Den ene side fremhæver lighederne mellem kristendom og islam og lægger vægt på, at kristne og muslimer har meget at være fælles om, ikke mindst for fredens skyld, og at der er rigdomme og indsigter at hente hos hinanden.
Den anden side fremhæver forskellene mellem kristendom og islam. Der advares mod at spilde tiden med snak og høfligheder: Kristne skal arbejde for, at muslimer bliver omvendt til Kristus, og vi skal gøre meget mere for at hjælpe de kristne brødre og søstre, som undertrykkes af muslimer ude i verden.
AT KRISTNE OG MUSLIMER i Danmark overhovedet har en relation er i sig selv ikke mærkværdigt. Vi bor jo sammen i dette land og har i fællesskab ansvar for det. Alligevel er forbindelserne mellem moskéer og kirker få og sårbare. De mere officielle platforme, hvor muslimske og kristne ledere kan mødes, er også først i de senere år vokset i antal og betydning.
Der er grund til at opfordre flere menigheder i folkekirken til at prioritere samtalen og det forpligtende naboskab med vores muslimske medborgere. Religionsmødet skal ikke handle om at udglatte forskellene mellem religionerne eller at lære at spise udenlandsk mad eller at have lejlighed til at føle sig bedre og mere tolerant end andre. Eller for den sags skyld at stille indvandrere til ansvar for, hvad der foregår i de lande, de kommer fra.
Nej, folkekirken skal være engageret i religionsmødet, fordi vi ønsker den fortsatte eksistens af vort samfunds værdier og sammenhængskraft.
Kirkens vigtigste opgave er at formidle evangeliets kerne: at Gud er Kristus. At han gav sig selv af kærlighed, for at mennesker i ham skal finde forsoning, fred og frihed.
Kirken er i verden og samtidig ikke af verden. Det betyder, at vi er sat til at tjene det samfund, vi er en del af. At vi skal medvirke til et trygt og fair fællesskab. At vi skal være gode naboer. Men det betyder også, at vi en gang imellem er nødt til at tale op imod tidens tendenser, mod fordommene og de nemme løsninger, mod naiviteten og konfliktskyheden.
Vi skal tale frimodigt om, hvad vi tror på og regner for sandt. Og når vi møder mennesker, der har en anden tro end os selv, gælder det at være sandheden tro i kærlighed. Kærligheden betyder her at lytte og tale med ens medmennesker, tvangfrit og respektfuldt.
Vejen til at skabe et stærkere civilsamfund går gennem de mange små og store møder, som er reelle dialoger og ikke bare monologer for døve øren. Lovgivning, hårdtslående argumenter i de sociale medier eller velformulerede udtalelser fra religiøse ledere vil aldrig være nok til at løse samfundets store udfordringer.
VI BLIVER NØDT TIL at falde i snak med hinanden og tage mere del i hinandens liv. Vi må udvikle et stærkere naboskab kristne og muslimer imellem. Folkekirken har i denne forbindelse helt særlige ressourcer.
Danske sognekirker er kraftcentre for fællesskab og for frivillighed i lokalsamfundene. Få skænker det en tanke, men det at have en tro er i sig selv kvalificerende i mødet med vores muslimske medborgere.
Undersøgelser viser, at muslimer i Danmark er mere religiøse end gennemsnittet af den danske befolkning. I et stadig mere sekulariseret samfund føler mange muslimer sig fremmedgjorte alene af den grund, at de har en tro. Danskere med en kristen tro kan være brobyggere her.
Men det er vigtigt, at muslimer også er med på denne brobygning. At være sandheden tro i kærlighed betyder også, at vi kan tale åbent og ærligt om de udfordringer, muslimer står over for.
DET DANSKE SAMFUND kommer ikke til at gå på kompromis med sine grundlæggende værdier, uanset hvor fremmedartede de måtte forekomme indvandrere, der er kommet hertil fra andre dele af verden.
Danmark er et demokrati, hvor ligestilling mellem kønnene og individets frihedsrettigheder er ufravigelig, hvor fællesskabet betyder meget og er noget, man skal tage aktivt del i. Vores samfund har dybe rødder i kristendommen, i oplysningstiden, i den europæiske kultur.
Nogle muslimer drømmer om at leve i fred for disse værdier i parallelsamfund, som i kulturel og åndelig henseende er vendt i retning af deres oprindelseslande. Denne indstilling vil møde stærk modstand i Danmark.
Nogle muslimer drømmer om, at Danmark på sigt bliver et land, hvor islamisk lov stilles over Grundloven og menneskerettighederne. Denne drøm vil ikke kunne blive til virkelighed. Ikke i Danmark. Aldrig nogensinde.
Rapport efter rapport har vist, at der er blevet begået fejl i integrationen, og at målene ikke er nået i forhold til uddannelse, beskæftigelse, kriminalitet, ligestilling og så videre.
Men billedet er komplekst. Muslimer i Danmark er ikke en entydig størrelse. Muslimer har ret til ikke at blive skåret over en kam.
Når vores muslimske medborgere drømmer om at leve et godt liv på lige fod med alle andre, så skal der ikke stilles hindringer i vejen for, at de kan realisere dette. Vi skylder muslimske børn og unge, at de ikke skal møde fjendtlighed på grund af deres tro.
FORUDSÆTNINGEN FOR, at vi kan håndtere de svære samtaler i sandhedens og kærlighedens tjeneste, er, at vi indleder dem. Alle muslimske foreninger og moskéer i Danmark har en sognekirke et sted i sit nabolag, og et fælles måltid er altid et godt sted at starte.
Det har konsekvenser, hvis ikke vi prioriterer et stærkere naboskab med vores muslimske medborgere. Så får vi ikke lejlighed til at støtte de unge muslimer, som gerne vil et godt liv i Danmark, og som elsker dette land og de muligheder, det giver sine indbyggere.
Så begrænser vi vores mulighed for at hjælpe og styrke de mennesker i de muslimske menigheder, som af al magt forsøger at modvirke radikalisering og had. Islam står i øjeblikket midt i en meget alvorlig intern værdikamp.
Så mister vi chancen for at tale om kvinders rettigheder, om homoseksuelles og transseksuelles vilkår og om retten til frit at vælge sin tro og overbevisning, herunder også retten til at konvertere til en anden tro. Så får vi ikke skabt det bånd, som skal holde samfundet sammen i det lange løb, nemlig den grundlæggende tillid mellem borgere i Danmark med forskellige baggrunde og opfattelser.
Erfaringer fra andre lande har vist, at når mennesker fra de forskellige trossamfund har et fornuftigt forhold til hinanden i hverdagen og evner at stå skulder ved skulder i krisetider, så kan samfundet bedre hele de sår, der opstår i forbindelse med terrorangreb. Også Danmark vil blive såret igen, og også i Danmark vil religionsdialogen komme til at vise sit værd.
Anton Pihl er formand for Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde i Københavns Stift