Prøv avisen
Kronik

Derfor er tyskernes debatkultur anderledes

Debatkulturen i Tyskland i denne valgkamp er både præget af, at det politiske system er under forandring, og at det store, uensartede tyske samfund også skal kunne fungere efter valget, skriver dagens kronikør i den første af tre kronikker om Tyskland

Mens dansk politik er ved at varme op til kommunalvalget i november, kører valgkampen i Tyskland for fulde omdrejninger frem mod den 24. september, hvor der skal være valg til Forbundsdagen i Berlin. For tyske vælgere er dette valg ikke det første i år. Med valg i tre forbundslande i den første halvdel af året er 2017 derfor blevet kaldt et ”supervalgår”.

Set udefra er danske valgkampe karakteriseret ved at være korte og nærmest altomfattende, mens valgkampe i Tyskland er langstrakte og mere vanskelige at få øje på, i hvert fald i det offentlige rum. Den aktuelle valgkamp vil mange dog opleve som mere end almindelig sløv. Det skyldes ikke mindst Angela Merkels væsen – hendes nøgternhed, hendes ”uspændende” optræden og hendes mangel på profilerede holdninger.

Som journalistiske iagttagere passende har bemærket, er det nemmere at sømme en budding op mod en væg end at nagle Merkel fast på konkrete politiske udsagn. Alt dette bliver dog ikke udlagt som en svaghed, da hun samtidig er kendt for at være en magtpolitiker, der kan gennemtrumfe sine interesser.

Merkels mangel på skarphed bidrager med andre ord til, at en større del af den tyske befolkning kan identificere sig med hende som en af verdens stærkeste politiske ledere. For Merkels modstandere, som for eksempel socialdemokraternes kanslerkandidat, Martin Schulz, må det dog være dybt frustrerende at opleve en valgkamp, der føles som at slå i en dyne. Det bliver ikke bedre af, at ingen politiske partier reelt ved, hvem der tager hvem med hjem, når festerne på valgaftenen er overstået.

Generelt er debatkulturen i Tyskland i denne valgkamp præget af, at det politiske system er under forandring. I mange årtier har tysk politik været styret af to blokke, der stod over for hinanden: på den ene side det konservative CDU sammen med det liberale FDP; på den anden SPD og de ventreorienterede De Grønne. Denne verden var kendetegnet ved klare fronter og en nådesløs blokpolitik, hvor blokkene stort set skiftedes til at have regeringsmagten.

Efter Berlinmurens fald blev det politiske landskab ændret ved, at det socialistiske parti Die Linke, som står stærkt i de østtyske forbundslande, begyndte at blande sig i magtspillet på forbundsplan; indtil videre dog uden politiske resultater.

Med opkomsten af det højrepopulistiske parti AfD, Alternative für Deutschland, er der sket andre skred i tysk politik: AfD-politikere provokerer gang på gang med stærkt højreradikale synspunkter, som bekræfter opfattelsen af, at AfD skal holdes uden for alle politiske konstellationer. Men alligevel fører deres stemmetal til, at regeringsdannelser både i Berlin og på delstatsplan er blevet langt vanskeligere, og at der sjældent er grundlag for et ”klassisk tysk” regeringssamarbejde mellem CDU eller SPD og et mindre parti, der tilsammen har et politisk flertal. Samtidig har den parti‑interne diskussion blandt De Grønne om fremtidige regeringsdannelser fået ny næring, ved at partiets borgerlige fløj hellere ser et samarbejde med CDU end med SPD.

Alt dette har betydelige konsekvenser for valgkampen, idet de fleste partier holder en kattelem åben for et potentielt regeringssamarbejde med så godt som alle andre partier. Dertil kommer, at CDU og SPD som regeringspartnere i den såkaldte store koalition ved, at de i værste fald vil være nødt til at fortsætte deres samarbejde – ganske enkelt fordi der ikke er andre optioner. Mindretalsregeringer er stadig ikke en del af den politiske kultur i Tyskland og slet ikke på forbundsplan.

Men politikere, måske med undtagelse af Angela Merkel, bliver på den anden side ikke valgt for at udvise besindighed eller holde lav profil. Så alle leder med lys og lygte efter en mulighed for at profilere sig over for andre end deres kernevælgere for derved at afgrænse sig fra Merkel. Set med danske øjne kan det på den baggrund virke besynderligt, at et af vor tids mest polariserende emner i Europa og et af hovedemnerne ved det seneste danske valg, nemlig indvandrerpolitikken, indtil videre har spillet en relativt ringe rolle i den tyske valgkamp.

Meget tyder dog på, at det er ved at ændre sig. Angela Merkel har brug for at vise handlekraft i forhold til CDU’s mest konservative vælgere, mens hun på den anden side har en tydelig interesse i, at fortællingen om Tysklands store humanitære indsats i 2015 ikke lider skade. Noget tilsvarende gælder for Merkels hovedmodstander, socialdemokraternes Martin Schulz, som gør, hvad han kan for at kritisere Merkels flygtningepolitik uden at rive tæppet væk under den.

Denne grundlæggende konsensus mellem SPD, CDU og de fleste andre partier viser, at alle er bevidste om, at emnet let kan glide dem af hænde. Man skal dog ikke tage fejl af, at nazitidens erfaringer gør, at tyskerne fortsat står inde for, at der bør gives asyl til flygtninge og politisk forfulgte. Samtidig har de selv oplevet, hvad det vil sige at være på flugt, for det var situationen i 1945, hvor millioner af tyskere flygtede fra Den Røde Hær fra det, der er Polen i dag. Disse historiske erfaringer har givetvis haft stor betydning for, at Tyskland i 2015 oplevede en bølge af hjælpsomhed, da tilstrømningen af flygtninge var på sit højeste.

I den forbindelse har ikke mindst kirkerne og de lokale menigheder spillet en vigtig rolle. Historien om 2015 har med andre ord styrket den politiske bevidsthed i Tyskland om, at fordomme over for udsatte grupper og mindretal i sidste ende giver højreradikale kræfter vind i sejlene – at frihed og humanisme sættes på spil, hvis ikke man rettidigt råber vagt i gevær.

Et kig i de tyske partiers valgprogrammer viser, at der helt klart er forskelle på deres syn på flygtninge- og indvandrerpolitikken, også tydelige forskelle. Men det er bemærkelsesværdigt, at kun AfD drager selve grundlaget for den førte asylpolitik i tvivl. Tilsvarende reagerer alle andre partier end AfD tilbageholdende på spørgsmålet om islams rolle i Tyskland. Man regner i Tyskland med, at de muslimske trossamfund omfatter knap 4,5 millioner mennesker. Og så tidligt som i 2010 proklamerede daværende forbundspræsident Christian Wulff, at islam også hører til i Tyskland. Siden har dette synspunkt været bredt diskuteret. Holdningen om, at Tyskland er et ”indvandringsland” og derfor også skal optage mennesker fra andre kulturer og ikke-vestlige lande, benægtes i dag kun af mennesker længere ude på højrefløjen. Det har den store bølge af hjælpsomhed over for de syriske flygtninge også vist – engagementet var netop ikke et spørgsmål om højre eller venstre i tysk politik.

På den anden side viser reaktionerne oven på de seneste islamistisk motiverede terrorangreb i Vesteuropa, at der også er opbakning til islamkritiske stemmer i Tyskland.

Meningsmålinger viser, at 60 procent af den tyske befolkning ikke deler Wulffs opfattelse af, at islam er en naturlig del af Tyskland. Det er formentlig baggrunden for, at for eksempel CDU her op til valget sendte indenrigsminister Thomas de Maiziére i byen med en udtalelse om, at der lige nu er mere brug for en tysk ”Leitkultur” – altså en slags kulturkanon, der fremhæver det tyske og nedtoner kulturel og religiøs mangfoldighed.

At Angela Merkel efter et sådant udspil har gode muligheder for at glatte ud og formidle, siger sig selv. Hvorved det i parentes kan nævnes, at hendes konservative CDU i øvrigt har godt fat i de talrige anden- og tredjegenerations- indvandrere fra Tyrkiet.

Den tyske islamdebat har mange lag – og helt centralt står spørgsmålet om, hvorledes det religiøse liv kan organiseres, så det fremmer den fortsatte integration af Tysklands muslimske borgere. Dertil kommer en samfundsdebat om tysk identitet og selvforståelse, hvilket i forbundsdagsvalgkampen har ført til et voksende krav om en tysk migrationslov.

Og sidst, men ikke mindst, bruges debatten også til at føre andre politiske diskussioner videre – tørklædespørgsmålet og terrorbekæmpelsen i alle dens facetter hører til i den ende. Men set med danske øjne er det en meget moderat debat. Den er præget af, at det store, uensartede tyske samfund også skal kunne fungere efter valget den 24. september.

Anke Spoorendonk er dansk-tysk politiker (SSW), tidligere justits-, kultur- og europaminister i Slesvig-Holsten

Som journalistiske iagttagere passende har bemærket, er det nemmere at sømme en budding op mod en væg end at nagle Merkel fast på konkrete politiske udsagn

Anke Spoorendonk