Prøv avisen
Kronik

Derfor er tyskernes debatkultur anderledes

Debatkulturen i Tyskland i denne valgkamp er både præget af, at det politiske system er under forandring, og at det store, uensartede tyske samfund også skal kunne fungere efter valget, skriver dagens kronikør i den første af tre kronikker om Tyskland

Mens dansk politik er ved at varme op til kommunalvalget i november, kører valgkampen i Tyskland for fulde omdrejninger frem mod den 24. september, hvor der skal være valg til Forbundsdagen i Berlin. For tyske vælgere er dette valg ikke det første i år. Med valg i tre forbundslande i den første halvdel af året er 2017 derfor blevet kaldt et ”supervalgår”.

Set udefra er danske valgkampe karakteriseret ved at være korte og nærmest altomfattende, mens valgkampe i Tyskland er langstrakte og mere vanskelige at få øje på, i hvert fald i det offentlige rum. Den aktuelle valgkamp vil mange dog opleve som mere end almindelig sløv. Det skyldes ikke mindst Angela Merkels væsen – hendes nøgternhed, hendes ”uspændende” optræden og hendes mangel på profilerede holdninger.

Som journalistiske iagttagere passende har bemærket, er det nemmere at sømme en budding op mod en væg end at nagle Merkel fast på konkrete politiske udsagn. Alt dette bliver dog ikke udlagt som en svaghed, da hun samtidig er kendt for at være en magtpolitiker, der kan gennemtrumfe sine interesser.

Merkels mangel på skarphed bidrager med andre ord til, at en større del af den tyske befolkning kan identificere sig med hende som en af verdens stærkeste politiske ledere. For Merkels modstandere, som for eksempel socialdemokraternes kanslerkandidat, Martin Schulz, må det dog være dybt frustrerende at opleve en valgkamp, der føles som at slå i en dyne. Det bliver ikke bedre af, at ingen politiske partier reelt ved, hvem der tager hvem med hjem, når festerne på valgaftenen er overstået.

Generelt er debatkulturen i Tyskland i denne valgkamp præget af, at det politiske system er under forandring. I mange årtier har tysk politik været styret af to blokke, der stod over for hinanden: på den ene side det konservative CDU sammen med det liberale FDP; på den anden SPD og de ventreorienterede De Grønne. Denne verden var kendetegnet ved klare fronter og en nådesløs blokpolitik, hvor blokkene stort set skiftedes til at have regeringsmagten.

Som journalistiske iagttagere passende har bemærket, er det nemmere at sømme en budding op mod en væg end at nagle Merkel fast på konkrete politiske udsagn

Anke Spoorendonk