I morgen er Maria Magdalenes festdag.
Det er det, fordi pave Frans netop har ligestillet Maria Magdalene med apostlene. I et dekret fra den 3. juni 2016 skriver paven, at Maria Magdalenes helgendag den 22. juli i kirkeårskalenderen vil blive opgraderet til festdag.
Det kan lyde ubetydeligt i protestantiske ører, men i den katolske kirke betyder det, at hun får status som apostel. På den måde bryder kirken med en tradition, som går tilbage til pave Gregor Den Store, og hvor Maria Magdalene blev identificeret med den kvinde, der væder Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver ham, mens han sidder til bords hos en farisæer (Lukasevangeliet, kapitel 7).
Kvinden kaldes synderinden, og Maria Magdalene bliver i den katolske kirke ”den bodfærdige synderinde” og en af middelalderens mest populære helgeninder. Hun knyttes til bodens sakramente, og når Jesus kunne tilgive en skøge, var der også håb for det syndige menneske. Mennesker i middelalderen var grebet af angst for fortabelsen, og her kunne de ved at identificere sig med Maria Magdalene håbe på frelse. Hun havde elsket meget og fået meget tilgivet. Hun var tæt på Jesus og kunne gå i forbøn for det fortabte menneske hos sin Herre.
Det er denne fortælling, der nu sættes en parentes om. Og Maria Magdalene bliver, hvad hun var fra begyndelsen i Markusevangeliet, én af kvinderne ude ved graven påskemorgen, som af en engel får besked på at fortælle disciplene og Peter om opstandelsen. I Johannesevangeliet genskrives denne fortælling med, at Maria Magdalene bliver ude ved graven alene og møder den opstandne, som siger, at hun ikke må holde på ham, for han er endnu ikke steget op til Faderen. Og kapitlet slutter med, at hun fortalte disciplene, at hun havde set Herren, og at han havde sagt dette til hende. Det er ud fra dette sted, at hun tidligt i kirkens historie blev kaldt ”apostlenes apostel”.
Hendes falske identitet som den bodfærdige synderinde må have haft en fremtrædende symbolværdi i middelalderen. For den 22. juli optræder flere gange i 1100- og 1200-tallet som en særlig dag. Den spiller en rolle i det, man kunne kalde den kristne krigs historie: kampen i Middelalderen mod muslimerne, mod kætterne – kort sagt: korstogene.
Netop på Maria Magdalenes helgendag den 22. juli udråbte Bernhard af Clairvaux i påsken 1146 det andet korstog. Det skete i Vézelay, hendes hovedkultsted i Frankrig, og det var langtfra tilfældigt. For det andet korstog blev netop indledt under hendes beskyttelse. Manden, som knyttede det hele sammen, var abbed Bernhard af Clairvaux, en af Europas allermest indflydelsesrige mænd på det tidspunkt; en gudbenådet prædikant, som i foråret 1146 var rejst rundt i hele Vesteuropa for at opildne de unge mænd til at tage korset.
Til kamp mod de vantro, til kamp mod muslimerne. ”Tag korset, og du vil finde tilgivelse for alle de synder, som du på ydmyg vis bekender.” En ny ridderorden, Tempelherrerne, så også dagens lys i begyndelsen af 1100-tallet. Og Bernhard var med til at skabe dens ideologiske grundlag. Han skrev ”Lovprisning af det nye ridderskab”, idet han ville have dem til at leve op til de kristne idealer: Han kaldte dem martyrer. De kæmpede aktivt for retfærdighed, og han lovede dem ligefrem, at de ville få adgang til Himmelen, hvis de døde i kamp. Det kristne Europa tog begrebet hellig krig til sig, og herefter var det ikke længere forbeholdt muslimer. ”Kristi ridder, siger jeg, er tryg, når han dræber, blot endnu mere tryg, når han bliver dræbt,” skrev Bernhard. En kristen udgave af jihad (som betyder bestræbelse eller kamp) blev født i Bernhards skrifter. Tempelridderne blev skabt i denne ånd af krig og tro. Og det er måske – måske ikke – tilfældigt, at det var den 22. juli for fem år siden, at Anders Behring Breivik begik sine forbrydelser – i tempelriddernes ånd.
I hvert fald er det ikke tilfældigt, at det var den 22. juli 1126, ærkebiskop Asser indviede det nordre alter i Lund Domkirkes krypt, hvori der blev nedlagt relikvier fra Maria Magdalene. I 1208 sendte paven et korstog mod kætterne i Sydfrankrig, og den 22. juli erobrede de til alles overraskelse Bézier, den første store fæstning på deres vej. Og det var også den 22. juli 1227, lübeckerne vandt over Valdemar Sejr og danskerne i slaget ved Bornhøved i Holsten, takket være Maria Magdalenes hjælp.
Nu er det muligt at gå bagom korstogene, bagom kirkemøderne, stridighederne og dogmerne helt tilbage til evangelierne, sådan som vi har dem i Det Nye Testamente lige til at læse og fortolke i deres egen kontekst. Og det vil være helt i Martin Luthers ånd at tage tanken om ”det almindelige præstedømme” op og sammenholde den med ”sola scriptura”, Skriften alene-princippet, og i forlængelse deraf nå til en fortælling, hvor det hele begyndte med nogle kvinder, der gik til graven påskemorgen – og fandt den tom.
Jesu opstandelse påskemorgen kom før Helligåndens komme pinsedag. Det betyder, at kvinderne som opstandelsesvidner kom før de 12 apostle pinsedag. Men det betyder ikke, at Maria Magdalene var den første kvindelige præst. For der var slet ikke præster endnu. Så vi kan i evangelierne gå bagom præsteskabet, bagom den etablering af et apostel- embede bestående af mænd, som træder frem i forbindelse med fortællingen om pinsedag i Apostlenes Gerninger, et af de senere skrifter i Det Nye Testamente.
Markusevangeliet er nok det ældste af evangelierne og er blevet skrevet til undervisning og til at læse op ved gudstjenesten. Når tilhørerne nåede til påsken kunne de identificere sig med kvinderne ude ved den tomme grav. Kvinderne ved graven symboliserer menigheden, som både mænd og kvinder har kunnet spejle sig i. Menigheden, fællesskab, skulle fortælle videre. De var den nye verdensordens fortolkere. Først senere skilte mændene sig ud, og der blev helt i overensstemmelse med den antikke verden i øvrigt, skabt et patriarkalsk magthierarki.
Maria Magdalene kan igen blive et symbol på, at fællesskabet, gudstjenesten kom først, hvilket også fremgår af Paulus’ breve for eksempel til korintherne, hvor både mænd og kvinder profeterede, og hvor kvinderne måtte vente, til de kom hjem, med at spørge deres mænd. Måske fordi det var flovt for manden, hvis han ikke kunne svare, måske fordi det forstyrrede gudstjenesten med for meget snak. Maria Magdalene var ”apostel” i dette ords oprindelige betydning, som budbringer og som den, der fortalte videre, hvad hun selv har fået fortalt, og nu er vi i en lige så farlig verden ”apostle”.
Lisbet Kjær Müller er sognepræst i Lindevang Kirke på Frederiksberg og forfatter til ”Maria Magdalene. Fra apostel til prostitueret” (2010)