Da Inger Støjberg i forrige uge forlod Venstre, trak den detroniserede næstformand ikke mindst på modsætningen mellem by og land – eller rettere mellem hovedstad og Jylland –, da hun smækkede med døren:
”Forbindelseslinjerne mellem Jylland og København er blevet for svage,” sagde Støjberg og pegede på, at det politiske system havde lukket sig om sig selv:
”Man er for optaget af, hvad der sker i København, i medieverdenen og på Twitter, mere end man er optaget af, hvad det er for nogle problemer, som vi helt almindelige danskere går med ude i det, man kan kalde for Produktions-danmark.”
Det kan måske klinge hult, når Inger Støjberg stiller sig op i opposition til de magtcirkler, hun som folketingsmedlem har været en indgroet del af de seneste næsten 20 år.
Men Støjbergs retoriske greb virker, fordi det politiske felt har lukket sig om sig selv. Karrieren til Christiansborg går gennem ungdomspartier og så direkte fra studie ud i jobs enten i interesseorganisationer eller som lejesoldat i public affairs-branchen, hvor man kan lobbye over for de voksne i moderpartierne, hvis det da ikke allerede er lykkedes en at blive valgt til Folketinget inden da.
Og når det politiske spil bliver for kedeligt, eller man køres ud på et sidespor, er nye jobs i interesseorganisationer eller hos lobbyisterne oftest klar. Man kan leve et trygt liv uden nogensinde at forlade Christiansborg-boblen.
Når Inger Støjberg bruger jydekrogen til at finde årsagen til sit nederlag i Venstre, illustrerer det, hvor desperate politikerne er blevet for at fremstille sig selv som almindelige. Men det rummer også en sandhed om, at livet, som det leves uden for magtens cirkler, er dårligt repræsenteret politisk, og at der findes afgørende modsætninger mellem den københavnske statsadel og Produktions-danmark i den danske magtelite.
Det har i altid været et politisk greb at optræde som et helt almindeligt menneske. Og en klassisk fejl, når man som politiker kom til at vise, man ikke er det. Lige fra Lars Løkke Rasmussens (V) par sko til 2000 kroner til Barack Obamas priseksempler med rucolasalat. Så når Mette Frederiksen (S) tager billeder af sine makrelmadder eller Inger Støjberg drikker endnu en Coca-Cola Zero er der naturligvis tale om selvfremstilling. Ikke noget ondt i det.
Som den store sociolog Erving Goffman beskriver, træder vi alle frem på scenen med en bestemt del af vores selv.
Det interessante er selvfølgelig, hvad vi vælger at fokusere på. De britiske sociologer Sam Friedman og Aaron Reeves har gennem studier af den britiske elites selvfremstillinger i den britiske pendant til Kraks Blå Bog (”Who’s Who”) vist, hvordan eliten omtaler sine fritidssysler forskelligt op gennem de seneste 140 år.
Til at begynde med lagde man vægt på de aristokratiske dyder, der krævede såvel gods som økonomiske midler at udfolde sig i, hvad enten det var jagt eller polo.
Herefter fik eliten blik for den dannede smag, for eksempel teater, litteratur eller klassisk musik. Men de senere årtier har eliterne blandet disse sysler, som det ofte kræver økonomi eller uddannelse at få reel adgang til, med noget mere ordinært. Nu skynder eliten sig også at nævne, man holder med Liverpool, passer sin have eller blot ses med venner.
Det er med andre ord blevet vigtigt for eliten at vise, at man ikke er snobbet, men også kan nyde det almindelige. Men hvad gør Jylland til et så stærkt symbol på de almindelige og folkelige?
For det første, at man på vejen til magten må sige farvel til Jylland. I min forskning har jeg været med til at kortlægge det, vi kalder den danske magtelite. Omkring 400 mennesker i kernen af et vidtforgrenet magtnetværk. Gruppen består af topledere fra erhvervslivet, erhvervsorganisationer, fagbevægelse, politik, statsadministration og forskningsverden. Tre fjerdedele er mænd, flere end halvdelen djøf’ere. En ensartet gruppe, der også bor i København. Eller rettere: lige nord for København i Charlottenlund, Klampenborg, Hellerup og Rungsted. Faktisk bor flere end 7 ud af 10 i hovedstadsområdet.
Men det betyder ikke, at de alle sammen er ærkekøbenhavnere. Faktisk er kun lidt under 40 procent af magteliten født i hovedstaden. Men de fleste har måttet gøre karriere på hovedstadens præmisser.
Man er flyttet til København for at uddanne sig. Og vores kortlægning af magtelitens karriereveje viser, at færre end 1 ud af 10 magtelitepersoner ikke i løbet af deres karriere har haft arbejdsadresse i København. Næsten to tredjedele har tilbragt mere end tre fjerdedele af deres karriere i Hovedstaden.
En afgørende præmis for at gøre karriere er, som den tyske eliteforsker Michael Hartmann påpeger, at man passer ind med dem, der allerede sidder på toppen.
Derfor har mange også måttet underspille deres ophav, ikke mindst deres dialekt. Dialekten har sandsynligvis ikke været så udpræget for de børn af provinsen, der når magtens tinder. For over halvdelen af magteliten – til trods for, at de rekrutteres fra hele landet – er børn af overklassen og den øvre middelklasse. Med andre ord har deres forældre ofte også uddannet sig i de større byer og ligesom deres børn aflært sig den mest karakteristiske dialekt.
På den måde er dialekten en opkomling i såvel geografisk som social forstand. Den berømte franske sociolog Pierre Bourdieu fortalte hen mod slutningen af sin storslåede karriere, der førte ham til hjertet af Paris’ mest prestigiøse institutioner, hvordan det stadig vendte sig i ham – rent fysisk –, når han hørte nogen, der i offentligheden talte med den dialekt fra Béarn i Sydfrankrig, som han under hele sin vej mod toppen havde aflært sig.
Både for personerne i eliten og i resten af samfundet er vores dialekt sigende om vores placering i – og vej gennem – det sociale hierarki. Den symboliserer, hvem der naturligt kan bevæge sig op gennem magtens korridorer, og hvem der skal spørge om lov for at komme ind.
Men internt i magteliten er der også en geografisk modsætning. Ud over skellet mellem etablerede og nytilkomne, samt mellem dem, der er aktive i pressen, og dem, der følger devisen, at ”den, der lever stille, lever godt”, finder vi i vores analyser af magteliten et tredje modsætningspar. Nemlig mellem dem, der alene har boet og arbejdet i København og dem, der er knyttet til industrien og provinsens virksomheder og landbrug. En modsætning mellem statsadel og dem, der hævder at komme fra Produktionsdanmark. Mellem dem, hvis netværk laves over hækken i velhaverghettoerne, og dem, som mødes under overenskomstforhandlingerne, i pensionsselskabernes bestyrelser eller i andre mere formelle fora.
Når jeg i min forskning har talt med personer fra magteliten, er det dog ikke en forskel, der lukker døre. Snarere et spørgsmål om forskelligt fokus og roller.
Men det er en forskel, eliten genkender. Forskellen kan forklares med, at det kræver mere formelle bånd at integrere dem, der bevæger sig væk fra hovedstaden og dermed for muligheden for at danne uformelle, løse forbindelser i nabolaget.
Derfor er det teater om forskellen mellem Jylland og København, der konstant genindspilles på den politiske scene, ikke blot en farce. Den dækker over reelle forskelle, såvel mellem samfundsklasser som inden for eliten.
Men problemet drejer sig primært om, at de almindelige mennesker, politikerne i deres statusopdateringer fremstiller sig selv som, ikke er repræsenteret. For at løse det kræver det en bredere rekruttering til magteliten som helhed og det politiske felt i særdeleshed frem for mere Coca-Cola Zero og flere makrelmadder.