Prøv avisen
Kronik

Menighedsfakultetet: Derfor har vi ikke længere en holdning til kvindelige præster

Foto: Paw Gissel

Jørgen Jørgensen, Formand for Menighedsfakultetet. Sognepræst

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Spørgsmålet om kvindelige præster er ikke et bibelsynsspørgsmål, men et spørgsmål om fortolkning. Vores udmelding skal ikke aflyse debatten, men flytte den fra bestyrelseslokalet til auditoriet, skriver formanden for Menighedsfakultetet

Menighedsfakultetets bestyrelse har besluttet, at institutionen ikke længere har en officiel holdning til spørgsmålet om kvindelige præster. Debatten er ikke aflyst, den er flyttet fra bestyrelseslokalet til auditoriet. Det har ikke været vores ønske af indlede en omfattende debat – kun at klargøre, hvad vores stilling er. At vores udmelding har fået den opmærksomhed, er ikke overraskende – og dog, for vi tager egentlig kun konsekvensen af, hvad der har været gældende praksis.

Allerede i 1980 gav bestyrelsen daværende lektor Kai Kjær-Hansen frihed til at arbejde på Menighedsfakultetet, omend han i sin forskning var nået frem til et ja til kvindelige præster. Bestyrelsen anså ikke argumenterne for et ja til kvindelige præster for tvingende – og vedtog et ”officielt nej” – samtidig med at man anerkendte, at Kai Kjær-Hansen – og den anden lektor i Det Nye Testamente, Peter Legarth, der også gik ind for ordningen med kvindelige præster, ikke var i modstrid med vedtægternes krav om bibeltroskab.

Senere fremsatte Kai Kjær-Hansen forslag om at sidestille et ja og et nej til kvindelige præster. Det ønske hverken kunne eller ville bestyrelsen dengang imødekomme – og resultatet blev, at Kai Kjær-Hansens og Menighedsfakultetets veje skiltes, da hans ansættelse skulle forlænges. Det var midt i 1980’erne! Selvom Peter Legarth principielt var enig med Kai Kjær-Hansen i synspunktet, valgte han at forblive på Menighedsfakultetet – og nåede at få 40-årsjubilæum, før han fratrådte. Peter Legarths fortsatte ansættelse betød, at en praksis blev knæsat, der har været hyldet på Menighedsfakultetet siden: Spørgsmålet om kvindelige præster er ikke et bibelsynsspørgsmål, men et spørgsmål om fortolkning, selvom debatten og praksis ikke altid har efterlevet dette synspunkt.

Det kunne have været spændende at vide meget mere om de første kristnes praksis, end kilderne fortæller. Det, vi ved, må siges at tegne et billede, der er ganske anderledes end nutidens danske folkekirkeforhold med sit ene præsteembede. Der var langt fra en forfulgt undergrundskirke i det første århundrede til det kristne Europa med store kirkelige institutioner. Paulus skrev for eksempel, at der skulle indsættes ”ældste” i alle byer, og at dette skulle være én kvindes mand. Ordet ældste hedder på græsk presbyter og ligger bag vores ord præst, og Paulus’ ord kan derfor nærmest overføres til vores præsteembede.

Sammen med andre bibelord, der siger, at kvinder ikke må ”lære”, men nok ”profetere” i kirken, har ført til, at man igennem kirkens historie har forstået teksterne sådan, at det særlige præsteembede var forbeholdt mænd. Den tolkning har man fastholdt i den katolske og ortodokse kirke, hvor der er megen vægt på embedet. I andre kirketraditioner, der lægger vægt på det almindelige præstedømme, lægfolket og de forskellige nådegaver vil man være anderledes tilbøjelige til at forstå teksterne anderledes og dermed give kvinder en mere fremtrædende rolle. En række protestantiske frikirker havde kvindelige præster længe førend folkekirken.

I den aktuelle sag har vi stort set ikke diskuteret ”kvindelige præster”, men udelukkende hvorledes bestyrelsen skal melde ud. Det eneste, der er nyt, er, at alle nu kan udtale sig uden at skulle føle loyalitet eller illoyalitet over for en institution, der mente nej, men som i praksis kun tog meget få, om nogen, konsekvenser af dette nej. Ingen er blevet pålagt at skifte standpunkt eller tie med sin mening. Tværtimod.

Processen har været både konstruktiv og positiv. Bestyrelsen fik en konkret henvendelse fra studenterrådet, og den førte til en grundig overvejelse: Vi er ikke blevet presset – tvunget – eller ”forført” til at vedtage noget, vi ikke ønsker. Der er så stor en grad af tillid og samhørighed på Menighedsfakultetet, at vi har kunnet føre en debat om spørgsmålet, hvor vi ikke endte i skyttegravene. Stor cadeau til alle ansatte, studenterrådet, bestyrelse og repræsentantskabet.

Vi ved jo godt, at for mange i folkekirken er enhver debat om kvinders adgang til præstetjeneste et for længst overstået problem. Det er det ikke på Menighedsfakultetet. Her ønsker vi fortsat debat om disse spørgsmål, hvor ømtåleligt og umoderne det end kan være. Vi vil fortsat søge at forstå de bibelske udsagn og kirkens traditioner bedre og søge at indrette nutidens praksis efter det. På Menighedsfakultetet er spørgsmålet om kirke, embede og køn et teologisk spørgsmål om den rette indretning af Guds kirke, og vi vil arbejde med det i lyset af apostlenes lære i den hellige Skrift.

Derfor vil vi sige til de unge kandidater, der søger embede i folkekirken – og er modstandere af ordningen med kvindelige præster: I har vores fulde støtte til at hævde det synspunkt – stadigvæk, omend det kræver et stort mål af visdom, respekt og smidighed at håndhæve det syn i en kirke, hvor 60 procent af kollegerne er kvinder. Vi opfordrer menighedsrådene, der skal ansætte, til ikke at lade dette spørgsmål være ”testspørgsmål”. I stedet er det klogt at spørge, hvordan man vil samarbejde med kolleger, hvis teologi man kun delvist er enig i – mænd såvel som kvinder.

Den debat, vores udmelding har medført, har mange facetter: Nogle er glade, andre er vrede. Nogle er kede af det. Nogle beskylder os for at bevæge os ud på en glidebane – andre ser det som et knæfald for tidsånden og en tilslutning til en bredere folkekirkeideologi. Man må mene, hvad man vil – også om Menighedsfakultetet, men tak, hvis vi selv må definere, hvad vi mener – og hvor vi står og i fremtiden ønsker at stå.

Gode folk i Menighedsfakultetets bagland ser det som et skred, fordi de aldrig har anerkendt Menighedsfakultetets synspunkt: Dette handler ikke om bibelsyn, men om fortolkning. Nogle anser det for et testspørgsmål på bibelsyn. Vi er ikke enige. Man kan ikke udlede et menneskes bibelsyn af dets holdning til kvindelige præster.

Siden jeg begyndte at læse teologi i 1980 (og sikkert også før den tid), har der altid været kritikere af Menighedsfakultetet, der mener, at vi skrider ud i liberalteologi og udvandet folkekirkelighed. Vores bibelsyn er ikke klart nok; vores kirkekritik er ikke skarp nok; vores samarbejdspartnere for mange og for brede – og mere til at samme slags. Vi er ikke på en glidebane, men vi kan ikke forhindre, at tiden forandres – og fokuspunkterne forandres. Da Menighedsfakultetet blev til, diskuterede man ikke queer – og frimenigheder. Økumeni og karismatik havde ikke samme status som nu – og så videre. Der var kun ganske få kvindelige præster – og ingen kvindelige provster og biskopper. Alle disse forhold betyder ikke, at skriftens autoritet er ændret, men det betyder, at problemstillingerne og kravet til formuleringer forandrer sig.

Vi står, hvor vi har stået hele tiden: så meget midt i kirkeligheden og virkeligheden, som vi overhovedet kan. Og i tidens malstrøm bekender vi os til den Kristus, der har lovet, at intet skal få overhånd over hans kirke. Vi tillader os at se os selv som et lille bitte hjørne af den kirke, der har evigheden i sig.

Vi bekender os til en konservativ teologi, der anser Bibelen for forpligtende i alle spørgsmål vedrørende kristen lære og kristen livsførelse. Vi forventer – desværre – at det i udgangspunktet anses for gammeldags og forkasteligt af mange.

De konservative kredse, der føler sig skuffede over Menighedsfakultetet nu, har efter vores bedste overbevisning ikke mere grund til det nu, end de har haft gennem en række årtier. Og de mere liberale eller progressive positioner, der nu håber på, at Menighedsfakultetet afgørende ændrer sig, skal heller ikke gøre sig for store forhåbninger. På den måde er der intet nyt under solen.

På Menighedsfakultetet er spørgsmålet om kirke, embede og køn et teologisk spørgsmål om den rette indretning af Guds kirke, og vi vil arbejde med det i lyset af apostlenes lære i den hellige Skrift.

Jørgen Jørgensen, sognepræst og formand for Menighedsfakultetet