Prøv avisen
Kronik

Derfor tager de unge på Roskilde Festival

De mekanismer, der får forældre til at frygte for børnenes ve og vel på Roskilde Festival er, de samme angstovervejelser, der præger samfundet generelt. Forældrene glemmer, at deres børn en dag selv skal kunne fungere på egen hånd i en kompleks verden

I de seneste dage har medierne bragt artikler om forældre, der frygter for deres børns velbefindende på Roskilde Festival. Disse forældre opstiller almene krav og holdninger til en begivenhed, der om noget er en undtagelsestilstand. For selv før hegnet bliver væltet, og den enorme menneskemængde kaster sig over de få gode pladser, har deltagerne opgivet kravet om det almene. Man vil have en ualmindelig oplevelse. Det er derfor man indstiller sig på kummerlige boligforhold og uhygiejniske faciliteter, der med 100 procent sikkerhed kvitterer med mindst en sygdom inden ugen er omme. I syv dage er man rykket ud af sin egen almene eksistens og fritaget fra arbejdsmarkedets præstationspres.

Igennem Roskildeugen bliver unge mennesker mødt med rum for udskejelser og støder mod egne grænser. Det er i denne undtagelsesuge, at de møder det ukendte, som former rammerne for et kortvarigt selvrealiseringsprojekt fri for forældrenes holdninger. Flere medier har gengivet, hvordan forældre er bekymrede over, hvor deres børn skal sove, og hvordan de får mad.

På Roskilde Festival finder deltagerne sig i små kriser som disse, der er spændingselementer, og små sejre, når de løses. Festivaldeltagerne kommer helskindede igennem svære situationer, mens de bliver belønnet med kram fra venner, kærlighed fra fremmede og fantastisk musik. At få lungebetændelse, fordi støvet på vejene er betændt, bliver i retroperspektiv et minde om de strabadser, der blev udstået, det år man fik sit første rigtige kys eller hørte et bestemt band live for første gang. Et konkret førstehåndseksempel på, at livet ikke er en dans på roser, men at der midt i støvet gemmer sig noget fantastisk. I sit kaos og sin uciviliserede eksistens er Roskilde Festival et dannelseprojekt med et element af usikkerhed, hvor individets udfoldelse ikke kan kontrolleres af forældrene.

Her i den manglende kontrol finder man årsagen til forældrenes breve og klager om uprofessionel virksomhedsledelse. Det er usikkerheden, forældrene ikke kan klare, og det er usikkerheden, de unge tiltrækkes af. Løftet om syv dages frigørelse tiltaler de unge og skræmmer forældrene til at skrive lange klager om Roskilde Festivalens manglende professionalitet og kalde arrangørerne for ”amatører”. Denne såkaldte brist og ønsket om, at ”nu må ledelsen gribe ind”, som en forælder skrev på festivalens Facebook-side, er blot en markør for usikkerhedstilstanden.

Den private virksomhedstanke om professionalisering og performance management har igennem det sidste årti skabt en skævvridning af forventninger til kulturinstitutioner og privatmennesket. Det er ikke bare forventningerne, men også hverdagssproget, der lider under new public management-fordringen, hvor alt skal forstås gennem kapitalens ordforråd. De professionaliseringskrav, man møder i private virksomheder, er uden klar definition blevet lagt over på kulturinstitutioner.

Offentlige institutioner forventes at operere på samme niveau som private virksomheder, men det glemmes, at målsætningerne er forskellige. Når virksomheder etablerer bureaukratiske retningslinjer og ansætter højtuddannede akademikere, er det først og sidst for at sikre rentable løsninger, profitmaksimering og risikominimering. Fra et helikopterperspektiv har den økonomiske usikkerhed, vi har oplevet gennem årene, fremtvunget en risikomodvillighed, der har forplantet sig hele vejen ned gennem samfundet til det enkelte menneske.

Løftet om velstand og frihed fra smerte åbner dørene til individets sind. Det er de kære forældre et fremragende eksempel på. På mærkværdig vis er den danske befolkning blevet dresseret til at præstere efter den økonomiske cost-benefit-tanke og har tilpasset sig frem-driftsidealet. Det er enten moralsk blindhed eller utopi, der får samfundet til at stræbe efter ubetinget vækst i en betinget verden med begrænsede ressourcer.

Der insisteres på, at nutidens børn bliver opdraget til at stile imod højere uddannelser, mens de via fremdriftsreformen presses igennem et uddannelsessystem i produktivitetens navn. Når samfundet etablerer den holdning, skabes der ikke hele mennesker, men produktive robotter, der står klar til at performe med enkelte, dog kun kortvarige, kriser. Derfor er det ikke underligt, at Roskilde Festival kan blive ved med at eksistere trods de uappetitlige faciliteter og krigsbombede festivalpladser, der efterlades.

For samfundet har brug for et modspil til vore tids umættelige akkumulationsræs.

På sin vis er det ganske forventeligt, at forældre gør ramaskrig over den øgede usikkerhed i de unges færden på Roskilde Festival. Først og fremmest er det udtryk for kærlighed til deres elskede små, dernæst er der opstået uforglemmelige tragedier, og i sidste ende er forældrekritikken i overensstemmelse med alle de andre krav og den kritik, som offentlige og kulturelle institutioner møder. Hvad de glemmer, de kære forældre, er, at deres børn en dag selv skal være forældre og kunne fungere på egen hånd i en kompleks og farefyldt verden. Mødet med selvrealiseringsprojektet og de små kriser i det usikre vil i sidste ende gøre deres børn til bedre forældre. Oplevelsen af at kunne klare adskillige nætter uden søvn og andre livsvilkår vil gavne dem de første år af deres kommende børns levetid. De hærdes til at tackle vanskelige situationer, finde trøst og tillid uden for hjemmet og manøvrere i en tilstand af angst og uvidenhed, som kun forældre kan føle.

Selvom Roskilde Festival skaber en form for frirum, er det ikke et rum uden ansvar og moral. For modsat populismens højtråben efterlader Roskilde Festival minder om sejre og erfaringer, der mod alt forventning i ungdommens år skaber nyttige erfaringer til senere i livet. Når dette emne skaber opmærksomhed og bør tages op til debat, er det ikke for at håne, men for at rette opmærksomhed på en samfundsproblematik, der er større end bekymrede forældre.

De mekanismer, der får forældre til at frygte for Roskilde Festivalens kompetencer og unge menneskers egenskaber til at passe på sig selv, er de samme angstovervejelser, der viser sig mange steder i verden i dag. Roskilde Festival er blot et slående eksempel på et frygtinficeret samfund. Frygtens mekanismer kan trækkes helt ud til den seneste tids flygtningedebat om de fremmede og det usikre. Her styrer frygten for ikke at have penge nok samfundet i retning af værdier strippet for sammenhængskræft.

Vi kommer hinanden for lidt ved og har for lidt tiltro til, at vi nok skal hjælpe hinanden godt på vej. Det første skridt på vejen til at komme ud af denne glidebane er først og fremmest en tiltro til hinanden og at frasige sig forestillingen om det perfekte liv fri for smerte. Der må gives plads til fejltagelser, og kravet om egennyttemaksimering må udskiftes til fordel for det medmenneskelig. Forældrene skal ikke forvente en særbehandling af deres børn, som de måske selv giver til hverdag. De bør acceptere, at deres børn har valgt at tage på en festival med elementer af usikkerhed og lade dem selv finde ud af at klare sig og skabe minder og erfaringer på egen hånd.

De bedste oplevelser skabes uden for komfortzonen, både i de unges privatliv og i arbejdslivet. Har de unge skabt succes uden for samfundets normale trygge rammer, så har de også skabt deres egne byggesten til at overleve andre uvante omgivelser, som livet vil stille dem over for i fremtiden.