Prøv avisen

Historiker: Derfor vokser interessen for historien

Dagens kronikør ser den store seerinteresse for blandt andet ”Grænseland” på DR 1 som udtryk for en fornyet interesse blandt danskere. Her ses fra ”Grænseland” skuespiller og fortæller Lars Mikkelsen ved Dybbøl Mølle. – Foto: Morten Krüger/DR.

kristeligt dagblads kronik 25. juni 2020 AF Lars Hovbakke Sørensen, Ph.d., lektor ved Professionshøjskolen Absalon og forfatter til bogen ”Europas historie. Fra oldtiden til i dag”

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er mindst fire årsager til den voksende historieinteresse i samfundet. Alle handler om, at mennesker har brug for kultur og for at få sat den udvikling, de selv aktuelt oplever, ind i et lidt større perspektiv. Ikke mindst i en krisetid, skriver historiker

I de seneste måneder har vi set en fornyet interesse for historie blandt danskerne. Et af tegnene på det er den store seersucces for DR’s to nye historiske tv-serier om Frederik IX og om Genforeningen. Men også interessen for historiske foredrag synes generelt at være voksende – nu, hvor det er blevet tilladt at mødes i lidt større forsamlinger igen. Ligesom man kan mærke en stor interesse blandt danskerne for bøger om historie. Både dansk, europæisk og international historie.

Men hvad er årsagerne til den tilsyneladende voksende historieinteresse i samfundet? Der er nok flere forklaringer.

For det første har historie i flere årtier ikke haft en særligt fremtrædende plads i folkeskolen. Dette har skabt en efterspørgsel blandt de unge efter mere viden om historie.

Mange vil gerne have et større historisk overblik end blot en viden om nogle få udvalgte temaer og emner. Både fordi de synes, at det er interessant i sig selv, og fordi det kan hjælpe til bedre at forstå det samfund, de selv er en del af.

For det andet har de mange forskellige store og voldsomme samfundsforandringer, vi er vidner til i disse år både i Danmark, Europa og resten af verden, skabt et behov hos mange mennesker for at søge efter kontinuitet og stabilitet. Og det kan viden om historie netop være med til at give. Miljø- og klimaproblemer, international terrorisme, forskellige væbnede konflikter rundtomkring i verden, økonomiske kriser og – senest – coronakrisen har været med til at skabe en efterspørgsel efter stabilitet og efter at kunne se tingene i et større og lidt længere kronologisk perspektiv.

Det kan være godt midt i coronakrisen at blive mindet om – gennem at beskæftige sig med historie – at der også tidligere har levet mennesker, som har haft forskellige udfordringer. Menneskene, som levede i 1800-tallet, 1700-tallet eller i middelalderen eller oldtiden, søgte imidlertid også ligesom os efter måder at overvinde problemerne på. Og de fandt dem som regel også til sidst. Blandt andet af den grund er viden om menneskenes trængsler, succeser og fiaskoer gennem flere årtusinder samt om den kontinuitet, som trods alt har fandtes, god at støtte sig til i meget omskiftelige tider som dem, vi lever i nu.

For det tredje er den voksende interesse for historien udtryk for et ønske om at kende ens egne rødder. Hvis man kender til forskellene mellem den økonomiske, sociale, politiske og kulturelle udvikling i Danmark og Europa på den ene side og den tilsvarende udvikling i Asien, Afrika, Amerika og så videre på den anden, vil man også bedre kunne forstå de aktuelle kulturelle og politiske forskelle mellem de forskellige lande og de forskellige dele af verden.

Hvis man kender til historien, vil man bedre kunne forstå, hvorfor mange spaniere (ikke mindst cataloniere) og briter (ikke mindst i Skotland) i disse år tilslutter sig separatistiske bevægelser, mens stort set ingen danskere kunne finde på at støtte en bevægelse, som ønskede Vendsyssels eller Fyns løsrivelse fra det øvrige Danmark.

Med en historisk viden vil man bedre kunne forstå, hvorfor man i USA og Storbritannien i disse dage og uger vælter eller fjerner historiske statuer, mens noget tilsvarende næppe ville kunne finde sted i for eksempel de nordiske lande. Og man vil bedre kunne forstå, hvorfor de nordeuropæiske lande tilsyneladende tager klimaproblemerne mere alvorligt end for eksempel de sydeuropæiske eller østeuropæiske lande – eller lande som Kina og USA.

Endelig for det fjerde er den seneste tids voksende historiske interesse også udtryk for, at når der bliver diskuteret meget økonomi eller sundhed, som der er blevet gjort gennem de seneste måneder, melder der sig et behov hos mange mennesker for at blive erindret om andre dimensioner af tilværelsen. Og her spiller historien også en meget vigtig rolle – ligesom den øvrige del af kulturen.

Hvis man læser om tidligere tiders samfund eller ser tv-serier om dem, bliver man erindret om, at tilværelsen består og altid har bestået af meget andet og mere end økonomi, krise og sygdom. Hvilket man ellers godt kunne få indtryk af, hvis man følger hovedparten af nyhedsstrømmen i øjeblikket. Men mennesker har brug for kultur og for at få sat den udvikling, de selv aktuelt oplever, ind i et lidt større perspektiv. Ikke mindst i en krisetid (både sundhedsmæssigt og økonomisk) som den, vi har været vidner til i de seneste måneder.

Det er derfor, interessen for historie bugner i øjeblikket.

Et interessant aspekt ved den fornyede historieinteresse er desuden, at den på det allerseneste i nogle kredse – ikke mindst i USA og Storbritannien – er begyndt også at komme til udtryk gennem et opgør med den del af historien, som man ikke bryder sig om.

Den aktuelle anledning er politidrabene i USA, men hvis man graver et spadestik dybere, er en grundlæggende årsag til, at raceurolighederne med videre netop dukker op på nuværende tidspunkt, nok også blandt andet coronakrisen. Denne har forstærket bevidstheden om den forskel, der gennem flere århundreder har eksisteret mellem forskellige etniciteter og kulturer og deres stilling i USA’s og verdens historie.

Det er interessant, at den fornyede interesse for historie på denne måde også har skabt en uvilje mod tidligere tiders hyldning i form af statuer, vejnavne med videre af personer, som har stået for nogle andre normer og værdier end dem, der er de dominerende i samfundet i dag. Det er således også den øgede historiebevidsthed, som viser sig i denne tid, der gør, at en del mennesker er begyndt at blive vrede over veje opkaldt efter personer, som de færreste for få måneder siden ville have vidst, hvem var. Coronakrisen er en del af forklaringen. Men som sagt er der nok en lang række andre faktorer, som også spiller ind. Uanset hvilke af årsagerne der er de vigtigste, kan man i hvert fald konstatere, at interessen for historie tilsyneladende nu er større end i mange år.