Fem faglige organisationer ønsker en national plan for senfølger efter covid-19. Forslaget kommer, efter at flere begynder at beskrive senfølger af covid-19, fra helt milde til de mere alvorlige.
Selvom man så småt begynder at acceptere senfølger som en diagnose, kan mange stadig sidde tilbage med følelsen af, at corona får skyld for forskellige elendigheder. Jeg ønsker her at dele mine egne erfaringer.
Tilbage i januar måned blev verden introduceret til en ny virus. Denne virus udviklede sig med rasende fart til en pandemi.
Virussen har forårsaget nedlukninger i mange lande og er skyld i flere end 1,4 millioner dødsfald verden over. Nu står vi over for endnu en udfordring som følge af corona, nemlig senfølger, som rigtig mange tilsyneladende oplever at få.
Efter en måneds sygdomsforløb med selvisolation på de 13 kvadratmeter, mit soveværelse udgør, og med en spritklud over brættet ved hvert eneste toiletbesøg, troede jeg endelig, at jeg var fri for corona.
Men det skulle vise sig at være helt forkert, for da startede senfølgerne. Det begyndte med eksem over hele kroppen, som varede en hel lang måned.
Ingen kunne svare mig på, hvad det var, og personalet på corona-hotline var i hvert fald heller ikke nogen hjælp. Jeg begyndte også at få svært ved at huske alt – lige fra små, ubetydelige ting til vigtigere ting.
Pludselig glemte jeg, hvad jeg egentlig havde rejst mig for, eller hvorfor jeg var gået ud i køkkenet. ”Hvad skulle jeg hente?”. ”Hvem skulle jeg svare?”.
Alle kender følelsen af at have glemt noget, og som mange andre tænkte jeg, at det ikke betød noget. Mit hår begyndte at falde af i totter, og jeg mistede så meget hår, at jeg skammede mig. Dertil kom, at trætheden lagde sig over mine hverdage som en tyk dyne og umuliggjorde aktiviteter, jeg tidligere havde været glad for.
Det blev for alvor en udfordring, da jeg skulle op til eksamen. Man bliver jo ikke bare fritaget, fordi man har haft corona, og hvorfor skulle man også det? De dage, jeg skulle læse op eller skrive en skriftlig opgave, kæmpede jeg. Jeg havde svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen.
Jeg kæmpede med at huske alle de her begreber, som er nødvendige i skriftlige afleveringer på en akademisk uddannelse. De svære dage trøstede jeg mig selv med, at mine symptomer nok bare skyldtes stress som følge af nedlukningen.
Symptomerne tydede i hvert fald på en normal reaktion efter stress. Jeg blev rigtig bekymret, da jeg dumpede en eksamen og blev ved med at glemme, hvad det var, jeg skulle have fra medicinrummet på arbejdet. Det var frustrerende, og jeg blev ofte vred på mig selv.
Det værste var, at jeg følte, at jeg var alene om den oplevelse. Jeg var sikker på, at mine tanker om senfølger var noget, jeg bildte mig ind.
Folk, som ikke har oplevet at være smittet, kender ikke til den ensomhed og nedtrykthed, corona kan medføre. Man blev behandlet som en omvandrende virus og isoleret uden fysisk kontakt til andre mennesker.
Min hverdag er fortsat ikke, som før jeg blev syg, selvom jeg udefra set er den samme.
På de sociale medier forekommer det, at folk, som beskriver deres senfølger, mødes med mistro og manglende forståelse.
Mange mener, at symptomerne bare skyldes stress.
Det er naturligvis også en mulighed, men i givet fald er der tale om coronarelateret stress med en fysisk overbelastet krop og en psyke, som har været præget af isolationen, og manglende viden om sygdommen.
Det er næppe et tilfælde, at alle dem, som har oplevet ”senfølgerne”, har været smittet med covid-19.
Derfor synes jeg, det er yderst relevant, at de fem faglige organisationer er gået sammen og kræver en national plan på området.
Rigtig mange oplever så slemme senfølger, at de har svært ved at vende tilbage til deres arbejde og deres øvrige hverdag. Ved at anerkende senfølger af corona, viser man sin støtte. En plan vil forhåbentlig også skabe opmærksomhed om vigtigheden af at stoppe smittespredningen.
Især hos de unge, som tilhører den gruppe, hvori smitten er mest udbredt for tiden. De skal oplyses om, at der ikke nødvendigvis blot er tale om en måneds sygdomsforløb, men et forløb, der kan være særdeles langstrakt.
Jeg bliver stadig enormt træt, en træthed, som ikke kan beskrives, og der er perioder, hvor jeg er nødt til at blive i sengen i dagevis.
Men der er desværre nogle, som oplever værre senfølger. Nogle døjer stadig med åndenød fem måneder efter sygdommen og er ikke i stand til at klare deres hverdage i samme omfang som før. Yngre mennesker rammes også af senfølger.
En 27-årig kvinde er efter fem måneders sygdom stadig kun tilbage på arbejdet på halv tid. Hvis der er for meget anstrengelse kan hun hurtigt blive træt og få ondt i hovedet. Derudover opdateres Facebook-siden ”Covidramte med senfølger” dagligt med nye opslag om diverse senfølger.
Der kan være mange, som ikke vil tale om deres senfølger, fordi de frygter reaktionen fra omverdenen. Som samfund er det derfor vigtigt at møde disse mennesker med forståelse, så alle får plads til at udtrykke sig, uden at blive mødt med skepsis eller mistro.
På baggrund af mine egne erfaringer med senfølger finder jeg forslaget om en national plan for covid-19-senfølger yderst relevant.