Det begyndte på Tinder, men endte med stalking: Han ville så tæt på mig, at han brækkede mit ribben

Vi datede i tre måneder, men det endte med stalking. Frygt, angst, vrede og sorg blev en del af min dagligdag. Jeg mistede i den periode al tillid til mine medmennesker, inklusive mig selv, skriver kronikør Eydis Dali i serien ”Når parforholdet går i stykker”

Det begyndte på Tinder, men endte med stalking: Han ville så tæt på mig, at han brækkede mit ribben

I slutningen af februar 2014 mødte jeg en 50-årig mand fra Hellerup på datingapp’en Tinder. Han virkede ganske normal, sød og rar, men det skulle vise sig, at det var han ikke. Manden var stalker. Vi datede i cirka tre måneder, og der var mange ”røde flag” i hans adfærd. Han har en spiritusdom, en voldsdom og et ar fra et knivstikkeri, som, ifølge ham, var ”de andres” skyld. Da vi mødte hinanden, havde vi fem fælles venner på Facebook, efter to uger var det steget til 50. Han var anmassende. På et tidspunkt ville han give mig et kram og holde om mig. Pludselig trykkede han til, så der lød et ”knæk” fra mine ribben. Det var, som om han ville så tæt på mig og så meget ind i mit liv, helt ind i min tanker, at han simpelthen brækkede mit ribben. Han var meget jaloux, jeg kunne ikke nævne et herrenavn, uden at han blev mistænksom.

Han kunne ikke forstå, at jeg ikke ville aflyse en middagsaftale med mine kolleger, jeg havde lavet, inden jeg mødte ham første gang. Under middagen sendte han en sms til mig, hvor der stod ”jeg troede, du prioriterede anderledes”.

Alle de ”røde flag” var rent faktisk psykisk vold og tegn på, at jeg var på vej ind i et dysfunktionelt og usundt forhold, hvor magtforholdet var i ubalance. Heldigvis blev jeg ikke i forholdet, men grimt blev det dog alligevel.

Det kulminerede en nat i begyndelsen af juni 2014, mens vi var i byen. Han ville ikke have, at jeg skulle gå på toilettet, så han fulgte efter mig hele vejen til toilettet, og stod lige ude foran døren og ventede helt panisk. Jeg besluttede mig for, at dette forhold måtte få en ende, og jeg lagde den plan, at vi skulle tage en taxa hjem til mig, og så skulle han tage den videre hjem til sig selv. Stemningen var anspændt, og som bilen standsede ved min bopæl, gav jeg ham de af hans ting, han havde lagt i min taske. Han gik i panik og ville i begyndelsen ikke tage imod sine ting.

Han tog ikke taxaen videre, men sov i min opgang i stedet. Han oprettede en falsk Facebook-profil, som han brugte til at svine mig til med. Han lavede en Facebook-gruppe med flere personer, som han opfordrede til at hjælpe ham med at få mig tilbage.

Han kimede mig ned og sendte beskeder i massevis, en blanding af hadske, kærlige, nedgørende og truende beskeder. En morgen kom jeg ned på vejen til, at min cykel var punkteret, og jeg måtte derfor tage bussen til arbejde.

På vej hjem i bussen var der pludselig en, der lagde en hånd på min skulder. Da jeg vendte mig om, så jeg direkte ind i stalkerens øjne. Jeg var ikke i tvivl om, at han havde punkteret min cykel den morgen. Han infiltrerede hele mit netværk, og det kostede mig en del venskaber. Han behandlede mig helt uden menneskelig respekt, og jeg følte mig forsøgt umyndiggjort.

Det er jeg ikke den eneste, der har prøvet. Ifølge Dansk Stalking Center bliver omkring 100.000 danskere udsat for stalking hvert år, herudover bliver 60.000 børn og pårørende som venner og familie sekundære ofre for stalking. Undersøgelser viser, at der blot skal to uger af stalking til, før den stalkingudsatte begynder at ændre sin adfærd. Følelser som frygt, angst, vrede og sorg blev en del af min dagligdag.

Jeg mærkede flere symptomer på ptsd, såsom korttidshukommelsestab, mareridt, anspændthed, og jeg kunne ikke kigge forbigående mennesker i øjnene. Det havde konsekvenser i forhold til mine relationer og mit arbejde. Jeg skulle gennem en periode, hvor jeg mistede al tillid til mine medmennesker, inklusive mig selv. Jeg blev rystet i min grundvold og måtte lære mig selv at kende på ny.

Jeg mistede lysten til at gøre noget ud af mig selv. Jeg satte de høje hæle på hylden og kom ned i de flade sko, hvilket var ret drastisk, taget i betragtning at jeg to gange forinden havde deltaget i stiletløb på Strøget. Inden stalkingen vil jeg beskrive mig selv som en glad og tillidsfuld kvinde, helt uvidende om, at der fandtes ondskab så tæt på – nu var jeg en sammenkrøllet kvinde uden smil og uden lyst til livet.

Politiet ringede fire gange til stalkeren, men det hjalp ikke. Jeg måtte finde en anden udvej. Efter halvandet år, hvor hvert eneste skridt blev fulgt tæt af stalkeren, var jeg så ødelagt, at jeg blev nødt til at rive rødderne op og flytte både arbejdsmæssigt og privat. Jeg flyttede på hemmelig adresse, og der kom ro på, så jeg kunne bearbejde det voldsomme stalkingforløb ved blandt andet at skrive en bog.

Da jeg var færdig med min bog og afleverede den til forlagets redaktør, blev jeg inviteret til en fest. Jeg ville gerne med til festen, men samtidig var jeg i tvivl, da nogle af gæsterne kendte stalkeren, men de kendte ikke til hans dyssociale adfærd. Jeg fik at vide, at han ikke skulle deltage i festen. Til festen faldt jeg i snak med en mand. Jeg fortalte ham blandt andet om mine oplevelser med stalkingen. Han var meget interesseret i min fortælling.

Dagen efter fik jeg en besked fra manden. Han skrev, at han ikke havde sovet hele natten, fordi hans ekskæreste havde oplevet noget lignede. Han frygtede, at der måske kunne være tale om den samme stalker. Han skrev sit telefonnummer i beskeden og bad mig om at ringe. Jeg ringede, og vi fandt hurtigt ud af, at det var den sammen stalker. Manden etablerede kontakt mellem den anden kvinde og mig, og så tog vi den derfra. Altså havde stalkeren flere stalkingforløb i bagagen.

Dengang ville jeg have ønsket, at politiet havde taget mig i hånden og hjulpet mig, men der var ingen paragraffer, som politiet kunne agere ud fra. Den 12. juni sidste år blev politikerne i Folketinget enige om, at stalking skal have en selvstændig lovparagraf i straffeloven, og den venter jeg spændt på. Jeg forventer, at den vil gavne både ofre for stalking, deres familier og politiet.

Som det er i dag, er det ikke muligt at anmelde en person for stalking. Men det er muligt at søge om et tilhold og anmelde stalkeren for brud på tilhold, hærværk, hævnporno, trusler, vold, voldtægt, som er nogle af de typiske paragrafer i straffeloven, en stalker overtræder i et stalkingforløb.

Min chef indkaldte mig til et møde, og jeg havde på fornemmelsen, hvad der skulle ske. Jeg blev fyret. En tillidsrepræsentant var også med til mødet. Hun var den første, som forstod, at det var en alvorlig situation, jeg stod i, og den første på min arbejdsplads i to et halvt år, som fortalte mig, hvor jeg kunne få hjælp. Samme dag blev jeg tilknyttet en psykolog via min arbejdsforsikring.

Jeg har fuld forståelse for fyringen, da jeg ikke havde overskuddet til at udføre arbejdet ordentligt, da jeg var så påvirket af hans chikanerende og intimiderende adfærd. Mit centralnervesystem var i konstant alarmberedskab. Det kan en arbejdsgiver ikke bruge til meget, der er kunder, som skal serviceres på bedste vis. Dog vil jeg i dag mene, at min daværende arbejdsplads skulle have håndteret situationen anderledes. I stedet for at fyre mig burde de have hjulpet mig i den retning, jeg havde brug for.

Sager om stalking skal tages mere seriøst og standses så tidligt som muligt, da det vil være en gavn for alle de involverede. Velfungerende mennesker, som jeg selv var, kan risikere at blive fuldstændig ødelagt og uarbejdsdygtige af stalking. Alt imens det ikke har konsekvenser for stalkeren.

Stalking er ikke en privatsag, men et samfundsproblem og en forbrydelse. Stalkere trives i mørke, og de kan lide tavshedskulturen. Den skal vi bryde op med. Nu har jeg kastet lys over stalkerne, og det vil jeg fortsætte med at gøre.