Prøv avisen
Kronik

Det danske kommakaos fylder 100 år

"Måske skulle de danske politikere lytte lidt mere til de professionelle formidlere end til Sprognævnets kommaeksperter og fejre det danske kommas 100-årsjubilæum ved at feje det valgfrie startkomma af bordet," skriver Lise Bostrup. Foto: Privatfoto

Lise Bostrup, cand.mag. i dansk, forlægger og formand for den danske sprogkreds

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I 100 år har der været strid om det ellers så uskyldigt udseende, lille tegn. Måske skulle de danske politikere lytte mere til de professionelle formidlere end til Sprognævnets eksperter og fejre det danske komma ved at feje det valgfrie startkomma af bordet

I år er det 100 år siden, Danmark fik sine første kommaregler. Danmarks første ministerielt godkendte retskrivningsordbog, der var udarbejdet af filologen Viggo Saabye, udkom i 1872, men det var først i den 8. udgave fra 1918, at Retskrivningsordbogen blev tilføjet et afsnit om kommatering.

I fastlæggelsen af kommareglerne kunne Viggo Saabye vælge mellem to traditioner: den germanske, hvor man sætter komma efter grammatiske principper (kryds og bolle-systemet), og den engelske, hvor man sætter kommaer, der markerer pauser i oplæsningen. Ulykkeligvis valgte Viggo Saaby hverken det ene eller det andet, men beskrev, selvom han i sine egne tekster anvendte det grammatiske komma, begge systemer som ligeværdige, og hermed skabte han grundlaget for de kommende 100 års kiv og strid om det ellers så uskyldigt udseende, lille tegn, der blev opfundet af den gamle græske forfatter Aristofanes cirka 400 år før Kristus.

Op gennem den første halvdel af 1900-tallet og frem til 1996 fungerede systemet groft set sådan, at man lærte kryds og bolle-kommaet i skolen, og det blev anvendt i videnskabelige og administrative tekster og i det hele taget i brugstekster. Mere kunstneriske sjæle anvendte det engelsk-inspirerede pausekomma. Thorvald Stauning, Karen Blixen, Martin Andersen Nexø og Tom Kristensen satte for eksempel grammatisk komma. PH, Knud Hjortø og mange lyrikere satte pausekomma.

Selvfølgelig var der nogle, der kom ud af folkeskolen uden at kunne sætte korrekte kommaer, men der var også mange, der havde problemer med at stave korrekt, med at finde x og y i ligninger med to ubekendte og med at lave en sovs, der ikke skilte. Hvis man var nogenlunde kvik, kunne man godt lære.

I Dansk Sprognævn, der blev oprettet i 1964, var man ikke begejstret for det grammatiske komma, og Henrik Galberg Jacobsen, der i sine egne sprogviden skabelige artikler og bøger anvendte pausekommaet, udformede et såkaldt nyt komma, der skulle kombinere et grammatisk princip med et, der var mere i overensstemmelse med de pauser, man ville holde, hvis man læste teksten op.

Tanken var, at det nye komma skulle udkonkurrere det grammatiske komma. Det nye komma blev indført i 1996, pausekommaet blev afskaffet, og det grammatiske komma blev bibeboldt.

Det nye komma var intet mindre end en pædagogisk katastrofe. Det var og er stort set umuligt for almindelige mennesker at sætte det korrekt. Systemet opererer med begrebet ”startkomma”, men det er en vildledende betegnelse. Et startkomma er nemlig ikke et hvilket som helst komma i begyndelsen af en sætning. Et startkomma er – for nu at være helt præcis – et komma i begyndelsen af en ledsætning, dog undtaget parentetiske relativsætninger.

For at kunne det nye komma korrekt skal man kunne se forskel på forskellige sætningstyper.

Hvis man har to hovedsætninger, skal man sætte komma imellem dem:

Noah er ikke helt rask, og derfor kan kan ikke komme i skole.

Hvis man har en hovedsætning og en sætning, der indledes med en samordnende konjunktion, skal der også være komma:

Noah kan ikke komme i skole i dag, for han er ikke helt rask.

Men hvis man har en hovedsætning og en ledsætning, skal der ikke være komma:

Noah kan ikke komme i skole i dag fordi han ikke er helt rask.

Det er mig en gåde, hvorfor Sprognævnet har valgt at hævde, at kommaerne i de to første eksempler ikke er startkommaer, mens der i det tredje eksempel ifølge Sprognævnet er tale om et udeladt startkomma. Helt pædagogisk er det i hvert fald ikke. At der skulle være tale om forskellige grader af pauser mellem sætninger, der indledes med for og fordi, er heller ikke helt indlysende.

Sprognævnets nye komma fik en alt andet end varm modtagelse. Kritikken af det nye komma haglede ned over Dansk Sprognævn, og Sprognævnet fik besked på at udarbejde ét og kun ét kommasystem.

I 2003 præsenterede Dansk Sprognævn så et kommasystem, der skulle afløse såvel det grammatiske komma som det nye komma – men det var rent spil for galleriet. De regler, som Sprognævnet fremviste, var blot en sammenskrivning af de to eksisterende kommasystemer.

Den eneste forskel mellem grammatisk komma og nyt komma var det ulyksalige startkomma, der skulle udelades foran ledsætninger. I 2003-forslaget hed det sig, at der var valgfrit startkomma, dog sådan at forstå, at man skulle sørge for at være konsekvent gennem sin tekst. Hvis man satte startkomma et sted, skulle man gøre det overalt. Hvis man undlod det et sted, måtte man heller ikke anføre det andre steder.

Det er mit indtryk, at politikere og embedsmænd på det tidspunkt var så dødtrætte af at diskutere kommaer, at de bare sagde ja for at få en ende på den på det tidspunkt ganske aggressive kommadiskussion.

Dansk Sprognævn går i sin argumention meget ofte ud fra en situation, hvor en eller anden autoritær person ønsker at rette en andens fejl.

Det er efter min mening ikke et rimeligt udgangspunkt. Hvorfor ikke tage udgangspunkt i den professionelle sprogbruger? Hvorfor ikke fokusere på, at der i alle store virksomheder findes sekretærer, der skal skabe en sammenhængende kommunikation?

Hvorfor ikke tage udgangspunkt i trykte og digitale nyhedsmedier, der ønsker at fremstå professionelle?

Det dur jo ikke, at den ene journalist på for eksempel Ritzau skriver nyhedsmeddelelser med grammatisk komma, og den næste, der overtager sagen, fortsætter uden startkommaer. Skal den ene sekretær henvende sig til kunderne uden og den anden med startkomma?

Sprognævnets medarbejdere understreger i tide og utide, at kommaet er sådan en lille detalje, som det ikke er værd at hidse sig op over. Jamen, hvorfor så tvinge alle firmaer og kommunikationsbureauer til at bruge tid på at fastlægge en kommapolitik?

Sådan forholder det sig nu, og Ritzau og alle de store, danske aviser har for længst valgt en politik, der blæser på Dansk Sprognævns anbefalinger og kræver, at alle medarbejdere sætter det gode, gammeldags grammatiske komma. Interessant nok kræves der, at alle ansatte i Undervisningsministeriet anvender det gammeldags kryds og bolle-komma, selvom alle dansklærere forventes at undervise i den af Dansk Sprognævn anbefalede variant med udeladt startkomma.

Måske skulle de danske politikere lytte lidt mere til de professionelle formidlere end til Sprognævnets kommaeksperter og fejre det danske kommas 100-årsjubilæum ved at feje det valgfrie startkomma af bordet.