Prøv avisen

Det danske og det religiøse rum i udlandet

Hvad gør de danske udvandrere i dag - tager de også deres religion med sig? spørger forskningsassisten, ph.d. Brian Arly Jacobsen og professor, dr.phil. Margit warburg i dagens kronik. - Foto: colourbox.com

De danske kirker i udlandet udvider det danske rum ud over grænserne og skaber alternative rum for danskhed i lande uden for Danmark

DA DANSKERNE UDVANDREDE i stort tal til Amerika, Canada og Argentina for hundrede år siden, tog de deres religion med sig, og var de mange nok samme sted, grundlagde de deres egen kirke. De opførte sig faktisk fuldstændig, som alle andre udvandrerfolk gjorde dengang, når de kom til deres nye land, og som mange indvandrere gør i dag, når de kommer til Europa.

Danskerne er stadigvæk et folk, der udvandrer. Der bor omkring en halv million danskere i udlandet, hvilket er næsten 10 procent af befolkningen i Danmark. Nogle rejser for altid, mens andre bor i udlandet i en begrænset periode. De bosætter sig i dag over hele verden, men der er alligevel nogle lande, danskere foretrækker frem for andre.

I følge Danmarks Statistik var Storbritannien det foretrukne udvandrerland i 1998 efterfulgt af USA. I 2008 er Sverige rykket op fra femtepladsen i 1998 til førstepladsen foran Storbritannien. Det afspejler selvfølgelig de mange danskere, der flytter til Skåne i disse år. Som et nyt land er Kina rykket ind på ottendepladsen, og det skyldes utvivlsomt de mange danskere, der udstationeres af private virksomheder.

HVAD GØR DE DANSKE udvandrere i dag - tager de også deres religion med sig? Religionssociologer har gennem mange år undersøgt værdier, trosforestillinger og religiøs praksis blandt danskerne i Danmark, men hvordan det forholder sig med danskerne i udlandet, ved vi faktisk ikke. Det råder vi nu bod på gennem en undersøgelse af religion blandt danskere i udlandet. Over 900 danskere i udlandet har svaret på en netop afsluttet spørgeskemaundersøgelse over internettet, og de første resultater af undersøgelsen vil blive præsenteret ved en konference i København her i juni.

Samtidig fortsætter vi i det kommende år med at besøge danskere forskellige steder i verden og spørger her ind til og observerer danske emigrantgruppers religiøse og danske identitet og praksis.

Også i dag oprettes der danske kirker de steder, hvor der er mange danske udvandrere. For eksempel blev Margrethekirken på den spanske solkyst indviet i 2001, og der er oprettet nye sømandskirker i de travle containerhavne i Fjernøsten. Den danske kirke i udlandet er en slags forlængelse af staten Danmark. Når staten støtter kirkerne og eksempelvis ikke danske sprogskoler, er det, fordi kirkerne giver emigranterne mulighed for at fastholde en del af deres danskhed.

Kirken er i endnu højere grad symbol på det danske i udlandet end derhjemme. I de danske sømands- og udlandskirker kan man købe lakrids og spise rugbrødsmadder. Man kan drikke kaffe med andre danskere, læse danske aviser, høre foredrag og fejre Dronningens fødselsdag. Og så kan man selvfølgelig også gå i kirke. Gennem kontakten til kirken opretholder udlandsdanskerne et tilhørsforhold til det danske, uanset om de er troende eller ej. Kirken udvider simpelthen det danske rum ud over grænserne og skaber alternative rum for danskhed i lande uden for Danmark

I august 2008 besøgte den ene af os den danske kirke i Singapore, og her hørte hun, hvordan de danske i Singapore fejrede Frederik og Marys bryllup den 14. maj 2004. Historien understreger, hvordan kirkerummet i udlandet kan blive et lille stykke Danmark:

Klokken var 22 i Singapore, da kronprinsparret blev gift klokken 16 i København, så det var muligt for de 2-300 danskere, der bor i Singapore, at mødes efter arbejde i kirken. Ganske vist er der ikke plads til så mange i selve kirkerummet, men der var sat rækker af bænke og stole op udenfor i haven i den varme tropiske nat. Her var der også placeret en storskærm, som gjorde det muligt for alle at følge med i vielsen. Da bryllupsgæsterne i domkirken i København skulle synge, fik danskerne i Singapore også lyst til at synge med. Så de gik ind i kirken og hentede salmebøgerne, og så sad de i kirkens have og sang med.

Den aften var danskerne i Singapore ikke bare i Singapore, de var også i Danmark, for de var i en dansk kirke sammen med andre danskere, vel vidende, at hjemme i Danmark sad der over to millioner andre på samme tidspunkt og så det samme bryllup. Ved hjælp af storskærmen kom de i kirke i Singapore og i domkirken samtidig, og ved hjælp af salmebøgerne kom de næsten til at synge sammen med deltagerne i domkirken. Det interessante er, at det foregik samtidig. Kirkegængerne havde en rituel samtidighed, som kun var mulig gennem tv-transmissionen.

I CANADA OG ARGENTINA har vi set, at danske immigrantgruppers identitet bevares, ofte i flere generationer, hvor grupperne er centreret omkring en dansk kirke. Kirkerne fungerer som kulturelle mødesteder for befolkningen af dansk afstamning - også for dem, der ikke er særlig religiøst interesserede eller har valgt andre religiøse tilhørsforhold.

Man behøver altså ikke være religiøs for at benytte sig af en af de mere end 30 sømands- og udlandskirker (heri er ikke medregnet de danske menigheder i Sydslesvig). Mange har oplevet, at når de opholder sig kortere eller længere tid i udlandet, så er kirken og de mange aktiviteter i forbindelse med den et sted, mange danskere har lyst til at opsøge. Vi ved bare ikke noget om, hvornår de gør det, hvem der gør det, og hvorfor de gør det. Vi ved heller ikke noget om de mange danskere i udlandet, der ikke benytter kirken.

Flere og flere indvandrere fra alle dele af verden fortsætter med at være aktive i det økonomiske, sociale og politiske liv i deres hjemland, mens de slår rod i de lande, der modtager dem. Deres aktiviteter udfordrer konventionelle begreber om assimilation af immigranter. Er man som migrant mere eller mindre integreret i et samfund, fordi man bevarer sit hjemlands religion? Det er spørgsmål, vi kender fra den hjemlige debat om indvandrere, men de er ligeså relevante for danskerne i udlandet.

MIGRATIONSFORSKNING VISER, at når migranter skal finde deres egen identitet i det fremmede, benytter de sig både af deres egen oprindelige kulturelle baggrund og den kultur, hvor de nu lever til daglig. Det kan synes som et paradoks, men er i virkeligheden en logisk følge af kulturmødet. Skal man lære at navigere i en ny kultur, kræver det et afsæt i det kulturelle mønster, man allerede kender - "Kend dig selv", som der stod på gavlen af Apollotemplet i Delfi i Grækenland.

Derfor er kendskab til og brug af migrantens hjemlige kultur en forudsætning for en vellykket integration. Sprog er en af de vigtige kulturelle markører i denne sammenhæng, men religion spiller også en betydelig rolle i integrationsprocessen. De danske kirker i udlandet kunne således tænkes både at hjælpe til at fastholde en dansk identitet og fremme de danske udvandreres integration i det nye land.

Forskningsassistent, ph.d. Brian Arly Jacobsen og professor, dr.phil. Margit Warburg er religionssociologer fra Københavns Universitet