Selvom Copenhagen Pride Week er forbi, er der stadig brug for opmærksomhed på lgbtq+-personers trivsel og livsvilkår. Mobning og usynliggørelse af lgbtq+-elever i folkeskolen sker hele året rundt. Det er desværre den virkelighed, mange tusinde lgbtq+-elever fortsat lever i, når de fortæller om deres oplevelse af skolen. Det viser mange undersøgelser på området og citater som disse:
”Jeg føler mig ikke tryg ved at være åben om min seksualitet på skolen”, ”jeg føler mig altid udenfor, når vi har kønsopdelt i undervisning, fordi jeg hverken er det ene eller det andet” og ”jeg er aldrig blevet undervist i lgbtq+-emner i skolen”.
Som lærerstuderende og politisk talsperson er vi i berøring med mange skoleelever, som fortæller, at skolen er en klaustrofobisk oplevelse, fordi de konstant støder på fastlåste kønsopfattelser med kønsopdelt undervisning, forældet undervisningsmateriale, skældsord i skolegården, kønsstereotype udtalelser fra lærere og en alt for haltende seksualundervisning. Vi har talt med elever, der er blevet spyttet på, truet, slået eller låst inde i et skab for at være dem, de er. Og vi møder og læser om elever, der konstant er bange for at dele deres seksualitet og/eller kønsidentitet med deres klassekammerater, lærere eller forældre af frygt for konsekvenserne.
Den frygt oplevede vi også selv, da vi gik i skole. Det var, som om homoseksualitet blev gjort til en synd blandt eleverne, og det skabte et stort selvhad og blev grobund for mobning. Vi oplever desværre, at denne homo- og transfobiske kultur stadig lever i bedste velgående i det danske skolesystem.
Problemet er, at der lige nu er en manglende viden om og grundlæggende forståelse for børn og unge lgbtq+-personer i det danske skolesystem. Det bekræfter Danske Skoleelever og Lærerstuderendes Landskreds. For eksempel er ”bøsse” og ”homo” fortsat nogle af de mest udbredte skældsord i skolegården. Samtidig fylder fastlåste kønsopfattelser om ”rigtige drenge” og ”rigtige piger” stadig meget i elevernes og lærernes hverdag. Det begrænser alle skoleelever i deres identitetsudvikling, men har særligt konsekvenser for lgbtq+-elever.
Lgbtq+-elever bliver usynliggjort i skolen. De bliver hverken repræsenteret i undervisningsmateriale, skolekampagner, samtaler i klasselokalet, trivselsdage, temauger og mange steder heller ikke i seksualundervisningen. Det betyder at en-to elever i hver klasse bliver overset og usynliggjort. Mange børn og unge lgbtq+-personer vokser op og skjuler deres identitet, fordi de hver dag oplever at føle sig anderledes og forkerte. Det samme gjaldt for os, da vi selv gik i folkeskolen, og det samme melder unge om, når de kontakter os for at dele deres historier.
En undersøgelse foretaget af Unesco viste, at skolen er det sted, hvor børn og unge lgbtq+-personer oplever mest mobning, fordomme og diskrimination. Den viste også, at der er op til fem gange højere risiko for, at lgbtq+-unge bliver udsat for mobning, overvejer eller forsøger selvmord, sammenlignet med deres jævnaldrende. Det billede stemmer overens med vores oplevelse af det danske skolesystem, hvor mange børn og unge fortæller os, at skolen er eller har været en ubehagelig oplevelse.
Faktisk kender de fleste lgbtq+-personer til deres seksualitet og/eller kønsidentitet, inden de fylder 15 år, men kun hver femte lgbtq+-person har talt åbent om det, inden de fylder 15 år. Det er opsigtsvækkende, at så få mennesker taler åbent om, hvem de er eller ønsker at være, i så vigtig en alder, hvor identitetsudviklingen tager fart. For mange lgbtq+-personer går der således en del år, før de fortæller nogen om deres seksualitet/eller kønsidentitet. Det har store konsekvenser. Den seneste undersøgelse viste, at manglende åbenhed, mistrivsel og ensomhed er særligt udbredt blandt unge lgbtq+-personer.
Tekla Canger, lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, har skrevet bogen ”Kønsbevidst pædagogik”, der giver et meget klart bud på, hvorfor denne usynliggørelse og stigmatisering opstår. Hun mener, at den manglende mulighed for at føle sig inkluderet blandt andet skyldes den heteronormativitet, der eksisterer i samfundet og dermed også i skolen. Heteronormativ betyder, at man antager, at alle er heteroseksuelle og ciskønnede. Lever man som os to, homoseksuelle mænd, ikke op til denne norm, er man altså anderledes og uden for normen. En norm, som en-to elever ikke lever op til i hver eneste klasse, som er præget af et stereotypt syn på, hvordan ”rigtige drenge” og ”rigtige piger” skal se ud, tale og opføre sig.
Dette er ikke bare en udfordring for denne oversete elevgruppe, men udtryk for et skolesystem og en fastlåst kultur, som spænder ben for et mere ligestillet og mangfoldigt samfund.
Men hvad skal der så gøres for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt læringsmiljø i skolen til gavn for alle elever?
I LGBT+ Ungdom mener vi, at der skal indføres et lovkrav om lgbtq+-undervisning i skolen som en integreret del af undervisningsmaterialet og pensumlister. Ligesom de har indført i Skotland. Det vil sikre, at undervisningen er lige så mangfoldig som de elever, der sidder i klasselokalet.
Virkeligheden ude på skolerne er, at kun hver tredje elev i folkeskolen oplever, at de har lært om forskellige former for seksualitet på skolen. Det skal være lige så naturligt at lære om transkønnethed som at lære om alfabetet. Det vil tage et stort skridt i retning af et mere mangfoldigt og inkluderende skolesystem.
Men det kan ikke stå alene. Som lærerstuderende har jeg, Mizz Privileze, erfaret, at det også er tydeligt, at arbejdet med elevers mangfoldighed og evner til at være inkluderende over for hinanden ikke kun kan løses med undervisning i emnet. Det skal også håndteres gennem den daglige pædagogiske praksis, man tager udgangspunkt i som professionel lærer. For at være rustet til denne opgave kræver det, at fremtidens lærere bliver undervist i normkritik. Derfor bør en normkritik integreres som en fast del af undervisningen på læreruddannelsen.
Læreruddannelsen klæder ikke kommende lærere som mig godt nok på til at være kritiske over for det undervisningsmateriale, vi præsenterer for eleverne. Det betyder, at den heteronormative fortælling om, at mennesker kun er heteroseksuelle og ciskønnede, bliver altdominerende i klasseværelset og i skolekulturen, ligesom Tekla Canger forklarer.
Lærere skal udfordre og motivere eleverne til at udfolde sig, uden at de bliver præget af kønsstereotype forventninger eller ubevidste kønsforståelser. Det skal ske ved, at normkritik bliver en del af grundfagligheden på læreruddannelsen. Fremtidens lærere skal tale mere om forskellige familieformer, kønsidentiteter og seksualiteter som en integreret del af den daglige undervisning.
For at ændre den heteronormative skole er det også vigtig at se på, hvordan eleverne interagerer med hinanden, med forældre, pædagoger og andre fagpersoner, der påvirker og enten udfordrer eller reproducerer forestillinger og normer om, hvordan man skal agere ud fra sit køn.
På den måde kan vi styrke trivslen blandt lgbtq+-personer og synliggøre dem i det danske skolesystem. En sådan skole havde sparet os for mange slag og tilråb, da vi selv gik i folkeskole. Lad os sikre rammerne for en folkeskole, hvor ingen er bange for at være sig selv.