Prøv avisen
Kronik

Det eneste logiske livssyn er at være agnostiker

Sigri M. Gaini

Sigri M. Gaїni, cand.pæd. i filosofi

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er ingen grund til at gruble over, om der findes en gud og et liv efter døden. Det klogeste er at være agnostiker og indse, at vi intet ved, og at finde tryghed i denne viden, og så i stedet bruge kræfterne på livet her og nu, skriver dagens kronikør

HVIS ET MENNESKE BRUGER sin medfødte fornuft, er der kun en oplagt måde at konkludere, om der findes et liv efter døden på – nemlig ved tvivlen. Enhver, der ikke er religiøst indoktrineret fra barnsben af eller søger trøst ved at lukke øjnene for det indlysende, ved jo, at hvis der er noget, mennesket ikke ved, så er det, hvorfor vi lever, samt hvad der sker efter døden.

Det eneste logiske livssyn er derfor at være agnostiker: at indse, at vi intet ved, og at finde tryghed i denne viden. Der findes flere varianter af det agnostiske livssyn, blandt andet varianten, hvor man søger en gud, men ikke kan slippe tvivlen om, at han findes. En anden variant er den, hvor man ikke bruger tid på at gruble over, om der findes en gud – men blot lever i visheden om, at man ikke kommer til at finde ud af det i dette liv eller nogensinde.

DER LIGGER EN STOR TRYGHED i at leve med åbne øjne, fri for imaginære forestillinger om himmel og helvede efter det jordiske liv. Livet bliver således ikke blot en afgangshal, hvor man venter på senere hen at blive belønnet med det evige liv i paradis eller straffet med det fortabte liv i helvede.

Livet får derimod en større værdi ved at blive levet med klarheden om, at lige så lidt som vi ved, hvor vi var, før livet begyndte, og hvorfor vi i det hele taget findes, lige så lidt ved vi, hvad der sker efter døden.

Og på samme måde som tiden før livet hverken er forbundet med fortvivlelse eller rædsel, bliver tanken om tiden efter livet det heller ikke.

Livet får også en større værdi, fordi man ved, at man er i live her og nu, og at det varer i en begrænset tid. Man handler ud fra denne viden og ikke ud fra en trussel eller en indbildt overbevisning om, at efterlivet har større betydning end livet her og nu. Man vil søge det gode og minimere lidelse for livets egen skyld, ikke for en senere belønning.

Løfter om det evige liv og trusler om den evige fortabelse har været brugt til at kontrollere mennesker og samfund i årtusinder. Alligevel fortsætter oplyste mennesker med at holde fast i troen på dette og i at undertrykke den menneskelige fornuft: visheden om, at mennesket ikke har adgang til denne form for viden.

I den tidlige jødedom var en del af læren, at den, der opførte sig dydigt, ville blive belønnet med et godt jordisk liv. Der gik dog ikke mange århundreder, før borgerne begyndte at gøre oprør, fordi de opdagede, at løfterne ikke holdt: De, der levede dydige liv, blev, ligesom andre jøder, også forfulgt. Magthavernes løsning var at opfinde livet efter døden, og på denne måde fik de borgerne til at fortsætte med at følge de jødiske doktriner – med et løfte om, at retfærdigheden ville ske fyldest, og belønning ville opnås i livet hinsides døden.

DET ER MÆRKVÆRDIGT, hvor lidt vi lærer om denne opfindelse, som både kristendommen og islam senere overtog som en del af deres lære. Indsigten ville kunne åbne mange elevers øjne, hvis den blev formidlet i religions- eller historietimerne.

Vi bilder os ind, at vi er nået meget længere, end vi i realiteten er, siden forhenværende epokers religiøse magtmisbrug fandt sted. Når det kommer til stykket, er vi blot kommet få skridt hen ad vejen imod menneskets frisættelse fra indoktrinering, undertrykkelse og tvang, set fra et globalt perspektiv.

Tager vi den katolske kirke som eksempel, foregår der gruopvækkende magtmisbrug inden for dens samfund i dag, og det er påfaldende, hvor lidt der i grunden bliver råbt op om dette.

De seksuelle misbrug af børn, der er foregået i årtier eller århundreder, er rædselsvækkende, men bliver stadig bagatelliseret med argumenter som, at dette også er foregået andre steder. Der er dog tale om systematisk misbrug af tusindvis af børn og unge i ”kristendommens navn”.

Et andet og mindst lige så gruvækkende eksempel på den katolske kirkes magtmisbrug er dens rigide syn på abort, der i enkelte lande lader kvinder dø hellere end at tillade en provokeret abort, der kunne redde deres liv – og i andre tilfælde fængsler kvinder for ufrivilligt at have aborteret. Af uforklarlige årsager har vi lettere ved at indse religionens vanvid, når vi læser om den i historiebøgerne, end når vi kigger os omkring og ser, hvad der foregår lige for øjnene af os.

Magtmisbruget inden for de religiøse institutioner er, præcis som ved opfindelsen af himmel og helvede i jødedommen, tydeligvis en form for social kontrol. Man kan dog også kalde en del af det for ren sadisme.

Hvorfor mange mennesker har svært ved at indse dette og opfatter kritik af de religiøse institutioner som en trussel, forbliver en gåde. Menneskets adgang til dømmekraft og reflektion, indlevelse og samvittighed er på ingen måde ensbetydende med, at disse evner bliver brugt.

På samme vis som fortællingen om himmel og helvede kunne holde de jødiske borgere i skak, opfandt katolicismen køb af nåde. Meget belejligt for magthaverne inden for den katolske kirke, kunne de så synde for siden at købe sig fri.

Det er klart, at denne indstilling hænger ved, og det er utvivlsomt en af mange årsager til, at så megen grusom adfærd har kunnet foregå i de katolske institutioner gennem århundreder.

DEN STORE ENGELSKE FILOSOF, politiske aktivist og pacifist Bertrand Russell (1872-1970) gør i et foredrag kaldet ”Hvorfor jeg ikke er kristen” rede for sit syn på, hvorfor mennesker holder fast i religion, skønt den ingen logisk underbyggelse har: Det er ganske enkelt af frygt.

Russell hævder, at en af hovedgrundene til, at mennesker holder fast i troen, er, at de bliver indokrineret med den fra barnsben af, hvilket gør det svært at slippe den, især da den er forbundet med frygt.

Der findes dog naturligvis mange eksempler på mennesker, der slipper troen, når de bliver voksne.

Når mennesker, der ikke er vokset op med religion, tyr til den, er det tillige oftest af frygt. De befinder sig måske i en livskrise og har brug for at slippe af med frygten for, hvad der vil ske, for eksempel når de selv eller en pårørende skal dø. Religionen bliver en trøst.

Russell kaldte sig selv ateist, men sagde også til tider, at han i realiteten var agnostiker. Han ville blot ikke misforstås som værende en, der brugte tid på at tvivle. Han var agnostiker i den forstand, at han ikke troede på en gud, men samtidig var klar over, at han hverken kunne bevise eller være sikker på, at en gud ikke fandtes. Lige så lidt som denne livsanskuelse fordrer en søgen efter en gud, fordrer den en fornægtelse af ham.

Det er på høje tid at gøre op med religiøs indoktrinering af børn. Vi har religionsfrihed, og det skal vi blive ved med. Men at lade friskoler køre deres egen religiøse agenda, hvor børn bliver skræmt fra vid og sans med trusler om Guds straf og helvede, er ikke i orden i 2018. Og dette uanset om det er i form af islam, kristendom eller en hvilken som helst anden religion.

Mennesker har naturligvis al ret til at søge en gud, tro på en gud og finde håb og trøst i en gud. Ligeledes har de ret til at fornægte en gud, fornægte al tro samt fornægte alt, hvad de finder irrationelt. Faktum er dog, at det kun er agnostikeren, der lever livet med åbne øjne.