Det er advent. Herren kommer. Syng Ham ind!

At være gammel og tænke tilbage er heller ikke altid en glæde. Men det er det i advent – år efter år en dyb, alvorlig glæde. Det kræver ikke så meget – kun en krans med lys og bånd og helst nogen at synge med

Edith Aller
Edith Aller

JEG GLÆDER MIG HVERT ÅR til advent, til at hænge den grønne krans med de hvide lys op i de lilla bånd. Selvfølgelig skal den hænge, ikke stå. Og selvfølgelig skal den være helt grøn, ingen pynt. Sådan var min mors adventskranse, og sådan skal min være.

Mest glæder jeg mig næsten til at hente adventshuset ovre i depotet, folde det ud, ganske forsigtigt, for de fire sammenlimede kirkegavle af pap er skrøbelige, og åbne den første låge: ”Siehe, ich stehe vor der Tür und klopfe an,” står der. Det må citeres på tysk, for at man kan høre alvoren i ordene, og enhver kan slå det efter i den nærmeste bibel – det står i Johannes’ Åbenbaring 3, 20. Advent var en alvorlig ting i min barndom, hvor mine forældre var præstefolk i Sønderjylland, helt nede på grænsen.

Adventshuset havde min mor fra sin storesøster, som havde været i Tyskland. Og sådan måtte en adventskalender være, med fire smukke billeder af julenat, og bibelvers i alle lågerne. Nisser og den slags kom først sent og modstræbende ind i mit hjem. Jeg voksede op før og under Besættelsen i et sogn, hvor hver anden havde stemt tysk i 1920. Min mor bandt sine adventskranse selv. De kunne ikke købes, og der ville næppe heller kunne bruges penge på det. Hun var født på Sjælland og savnede bøgeskovene. Til gengæld var der gran nok på den fattige sønderjyske gest. Hun satte naturligvis røde bånd og hvide lys i adventskransen – et stilfærdigt symbol på, at der nu var en dansk præst i præstegården. De lilla er bare mig, der er blevet så liturgisk korrekt.

Mit hjem var på mange måder et trygt hjem, men min barndom var ikke kun lys og let. Jeg behøver ikke at lide af en stærk nostalgisk længsel tilbage. Der blev sat uomgængelige grænser for det tilladte: Her sent i livet er jeg endelig kommet i gang med at lukke op for de store kasser med ting, jeg i mange år bare lagde ned i. Her dukkede årbøgerne fra mine syv år i mellemskole og gymnasium op, og jeg læste med interesse om lejrskoler, udflugter og fester – jeg har ikke deltaget i noget af det. Erfaringer fra disse ekstra tilbud fra min skole kunne ellers have været mig til nytte senere i livet, men det faldt en ganske enkelt ikke ind, at man kunne få lov at deltage. Men mit navn stod da i klassefortegnelserne.

Det var en børneopgave at klippe de fine små kviste til adventskransen. Mens vi klippede, og min mor bandt det grønne på halmkransen, sang vi. Mine forældre havde gode sangstemmer, og vi sang meget i mit hjem. På hverdage holdt min far husandagt ved køkkenbordet efter middagen – dér brugte vi Den Sønderjyske Salmebog. Den står stadig mit hjerte nær. Min mor stod for aftensangen ved spisestuebordet – dér tror jeg ikke, vi nogensinde brugte en sangbog.

Dengang lærte man sange og salmer udenad, ikke så meget ved at blive hørt i dem som ved at synge dem igen og igen, hjemme, i forsamlingshuset, i skolen og i kirken – i hele min gymnasietid var det naturligvis pligtigt at stille til morgensang i festsalen – en salme, Fadervor og en sang, værsgo!

Mens min mor bandt, og mørket faldt på, sang vi. ”Skyerne gråne, og løvet falder”, ”Ind under jul, hvor er det trist” og ”Der er noget i luften” var nogle af sangene. De blå højskolesangbøger behøvede vi ikke at hente, og det havde heller ikke hjulpet med den sidstnævnte sang, for ”Der er noget i luften” var ikke fundet værdig til optagelse i 13. udgave – den kom først med senere.

Danmark var besat af tyskerne, der var mange nazister i sognet, og der faldt bomber over Flensborg – vi kunne se lyskasterne på himlen. Det var dybt alvorligt, også i mit hjem: Flere gange havde vi store indkvarteringer af tyske soldater og russiske krigsfanger, der holdt til i stald og lader, mens officererne forlangte min fars kontor – de fik konfirmandstuen ved siden af.

Jeg tror, min far var en god præst. Tilfældet vil, at jeg i de gamle papkasser har fundet nogle af hans embedspapirer, som viser det. Han fik gennemført en vanskelig restaurering af kirken, krig eller ikke krig, og da de blå grænsegendarmer i september 1944 blev sendt i koncentrationslejr, tog han på cykel rundt og trøstede de efterladte i hjemmene. Dengang brugte man korporlig afstraffelse, også i mit hjem. Det skete ikke ofte, at pegepinden i konfirmandstuen kom i brug, men det kunne komme så vidt, og der blev en tung, næsten ubærlig stemning i huset. Måske lavede min mor tilfældigvis kakao den dag – da det kunne fås igen. Det kan ikke være en erindringsforskydning, at jeg aldrig har fået klø i adventstiden – nej, det er simpelthen ikke tænkeligt, at det skulle være sket.

Når adventskransen var færdig, blev den hængt op, og det blev den i min fars kontor. Det var naturligvis forbudt område for børn til daglig, men ikke i advent. Kransen blev hængt under lysekronen, og når loftslyset blev slukket, og stearinlysene tændt et efter et, som vi kom tættere på jul, kastede båndene levende skygger på loftet – et erindringsbillede, der prægede sig dybt.

Hver dag – og jeg mener hver dag, krig eller fred, hverdag eller søndag, travlhed eller ej – sidst på eftermiddagen i hele adventstiden blev der kaldt op ad trappen til børneværelserne: Så er det nu! Dér sad vi så, min far i sin kontorstol, vi andre rundt omkring, nogle måske på gulvet, mens lysene brændte, og skyggerne levede på loftet, og lod den gode, forventningsfulde stilhed falde på os. Den er stadig en dyb glæde i mig.

Så sang vi, den ene sang eller salme efter den anden. Alle kunne foreslå, og kom et barn i tanker om at foreslå ”Det kimer nu” eller ”Glade jul”, var den venlige besked, at de måtte vente – de hørte ikke adventstiden til. Af en eller anden grund holdt jeg meget af ”Nu vil vi sjunge og være glad” – måske var det Laubs lyse melodi? Den kunne foreslås, når vi nærmede os julen. Men der var og er jo så mange andre: ”Blomstre som en rosengård” og ”Nu kom der bud fra englekor” og så videre.

Når det blev tid til at synge de første mere juleagtige salmer, dukkede den store blå gryde op i den kolde forgang: Man kom hjem fra skole, og der stod den, trekvartfuld af dej: Nu skulle der bages juledyr til julehjerterne. En anden dag skulle der laves julegaver til de ældre i familien, og her gjorde sidste års julepapir god gavn: Man kunne klippe stjerner og andre figurer ud og lime dem på paptallerkener, en fin julegave til dem derovre på Sjælland. Under den stille adventsglæde fik juleforventningerne lov til at stige. Men bedst var sangen om adventskransen, og herligt var det, at advent havde så mange dage.

Nu er jeg gammel og bor alene. Jeg kan ikke binde en adventskrans – har aldrig kunnet. Det kræver en tålmodighed og et håndelag, som jeg ikke har. Så det er godt, de nu fås til købs. Skulle jeg mon vende tilbage til min barndoms røde bånd og hvide lys i år?

Første søndag i advent kommer her en lille flok unge og knap så unge i nogle timer. De har mad med, for vi skal spise, snakke og synge. Vi begynder med ”Vi hænger op en adventskrans” af Holger Lissner, og så synger vi nok den gode, gamle ”Vær velkommen, Herrens år”. I år må vi savne hende, der altid gerne vil synge ”Blomstre som en rosengård”, for hun studerer i udlandet. Jeg er så taknemmelig for, at de kommer, og at vi skal synge.

At være gammel er ikke kun glæde. Der er skrøbeligheder, og der er tab. Der er stadig krig, omend ikke så tæt på. At være gammel og tænke tilbage er heller ikke altid en glæde. Men det er det i advent – år efter år en dyb, alvorlig glæde. Det kræver ikke så meget – kun en krans med lys og bånd og helst nogen at synge med. Og det er nu, lige nu, det er advent!

Se, Han står for døren og banker. Syng Ham ind!