Det er en fejl at tro, at sorg bare er noget, der går over

Chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. Det er den form for rådgivning, der gives om sorgens faser. Og passer man ikke ind i dette, er ens sorg ”kompliceret”. Men litteraturen om sorg viser, at alle sørger forskelligt, skriver dagens kronikør

De teorier, der går forud for idéen om en normal sorg, forudsætter, at vi kan kortlægge et nogenlunde ens sorgforløb for alle mennesker, som så udgør en normalitet for sorg. Problemet er bare, som litteraturen viser, at sorg ikke kan sættes på formel eller kasseinddeles, skriver Anna Sif Kyhn.
De teorier, der går forud for idéen om en normal sorg, forudsætter, at vi kan kortlægge et nogenlunde ens sorgforløb for alle mennesker, som så udgør en normalitet for sorg. Problemet er bare, som litteraturen viser, at sorg ikke kan sættes på formel eller kasseinddeles, skriver Anna Sif Kyhn.

I 2015 mister den danske forfatterinde Naja Marie Aidt sin 25-årige søn Carl i en ulykke. Han springer ud af vinduet fra sin lejlighed på fjerde sal i en svampepsykose, og to år senere udgiver Aidt et værk om tabet, ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, med undertitlen ”Carls bog”. Det er et værk om sorg – om en sorg, hun må leve med resten af sit liv, for som hun skriver i bogen: ”Sorg kan man ikke helbredes for.”

Selvom det kan virke banalt, er det langtfra almindelig viden i sundhedsvidenskaben i dag. Siden den berømte psykoanalytiker Sigmund Freud for lidt over 100 år siden skrev et essay om sorg og melankoli, har sorgforskere nemlig skelnet mellem en slags ”normal” og ”syg” sorg.

Freud så sorg som en sygdom – og som melankoli – i de tilfælde, hvor en sørgende ikke kommer sig over den mis-tede. Én med normal sorg vil i stedet gennemgå et sorgarbejde og få det gradvist bedre. Sorg vil altså gå over, hvis den forløber normalt, siger Freud. Betyder det så, at Naja Marie Aidts sorg ikke er normal? Nej, faktisk tværtimod, vil jeg sige.

Igennem et halvt år har jeg som specialestuderende på Københavns Universitet forsøgt at opstøve al den litteratur, der findes om at miste og sørge. Et af de nok mest berømte værker om sorg over at miste er skrevet af den populære Narnia-forfatter C.S. Lewis, hvis optegnelser fra 1961 kaldet ”Sorgens dagbog” omhandler forfatterens egen sorg over at miste sin blot 45 år gamle hustru til kræft. C.S. Lewis beskriver sorg som en lang, snoet dal – i stedet for at kæmpe sig gennem og ud af sorgen i en slags sorgarbejde, som Freud argumenterede for at gøre, beskriver Lewis sin sorg som noget, han går ind og ud af. Som noget vedvarende, men dog foranderligt.

For ham vil sorgen altid være der, den går ikke over, men alligevel er den ikke den samme hele livet. Det er derfor, sorgen er som en snoet dal og ikke som en cirkel, skriver C.S. Lewis.

Det er blandt andet Lewis’ idé om sorgens snoninger, der gør, at jeg bliver skeptisk, når den enkeltes sorg bliver omtalt i faser. På eksempelvis Hjerteforeningens hjemmeside findes et punkt for pårørende til afdøde med hjerte-kar-sygdomme, hvor der rådgives om sorg og krise ved tab. Her beskriver Hjerteforeningen, hvordan ”sorgen kan leves igennem” ved at gennemgå udviklinger i overensstemmelse med den populære model om sorgens fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering.

Problemet med den slags rådgivning er, at udgangspunktet er helt forkert. Det er nemlig ikke bare for C.S. Lewis, at sorgen ikke går over – det gælder faktisk for alle de personlige vidnesbyrd, jeg kan finde i litteraturen om det at miste en nærtstående.

Et eksempel er den engelske forfatter Max Porter, som i bogen ”Sorg er et væsen med fjer” (2015) skriver om det pludselige tab af sin unge hustru og at stå alene tilbage med to sønner. Han beskriver, at omgangskredsen og vennerne et par år efter dødsfaldet begynder at tale med ham om ”at komme videre”.

Omend det er sagt med gode intentioner, er det netop denne almene forståelse af sorg som noget, der skal overstås, der fremtvinger Max Porter til at sige fra: ”At komme videre, som koncept, er for dumme mennesker. (…) Den smerte, der er påtvunget os, bør intet menneske bremse eller fremskynde eller fikse.”

Hos den berømte teoretiker franskmanden Roland Barthes finder jeg samme kritik. Han har mistet sin 84-årige gamle mor og kritiserer i sin dagbog den ”tåbelige forestilling”, at tiden heler. ”Man siger (...): Tiden dulmer sorgen – Nej, tiden får ikke noget til at gå over (...),” som han skriver.

Inden jeg læste Barthes’ værk, som i øvrigt er oversat til dansk med titlen ”En sorgens dagbog”, forestillede jeg mig, at der var en verden til forskel på at miste et barn, en ægtefælle og en forælder. Men Roland Barthes fik mig til at tvivle. Han beskriver, hvordan han i tiden op til sin mors død passede og plejede hende, som var hun et lille barn – som var hun hans datter:

”I månedsvis har jeg været hendes mor. Det er, som om jeg har mistet min datter.”

Han har rigtignok ikke mistet et barn, men det føles sådan for ham. Det er for mig at se endnu en vigtig pointe at tage med sig fra sorglitteraturen: Sorg kan ikke sættes på formel, for vi kan ikke forudsige, at nogens sorg forløber sådan og sådan, fordi de har mistet den eller den person.

Desværre får litteraturen ikke nogen særlig – hvis overhovedet nogen – opmærksomhed i de beslutningsprocesser, der går forud for vor tids ellers mange tiltag for sørgende. Året efter udgivelsen af Naja Marie Aidts værk om tabet af Carl, mere præcist i juni 2018, optog World Health Organization (WHO) en ny diagnose i sit internationale diagnosesystem ICD-11: ”Prolonged grief disorder”. ICD er det diagnosesystem, som bruges i Europa, og som derfor også er Danmarks officielle system.

På dansk bliver diagnosen omtalt som ”vedvarende sorglidelse” eller ”kompliceret sorg”. Den kan stilles, hvis en sørgendes reaktioner på tabet af en nærtstående invaliderer personens hverdag i mere end seks måneder og samtidig overskrider de kulturelle, sociale eller religiøse normer for sorgreaktioner.

I praksis betyder det, at man kan blive diagnosticeret med sorg – og at sundhedssektoren skelner mellem sørgende, der har ”normal” og ”kompliceret” sorg. Jeg vil nødigt påstå, at vi ikke er blevet klogere siden Freuds sorgteorier, men WHO gør det altså svært for mig.

Nøjagtig som Freud skelnede mellem sorg og melankoli, skelner WHO mellem normal sorg og kompliceret sorg – en forskel er dog – og det bliver ikke bedre af dén grund – at hvor Freud ikke satte tidsrammer op for den normale sorg, sætter WHO en sørgegrænse på seks måneder. Og således er vi tilbage, hvor vi startede: ved en fejlagtig forestilling om, at sorg er noget, der går over. Vi er også tilbage ved mit indledningsvise spørgsmål om, hvorvidt det så betyder, at Naja Marie Aidts sorg ikke er normal.

Spørgsmålet kan besvares let ved at henvise til den faktuelle oplysning, Naja Marie Aidt videregiver i sin bog. På opfordring fra sin læge besøger hun en sorgterapeut, som konkluderer, at hun ikke lider af kompliceret sorg, men at hendes sorg er normal.

Men spørgsmålet besvarer også næsten sig selv ved at stille et modspørgsmål: Hvis vidnesbyrd om sorg peger på, at sorg ikke går over, og hvis vi antager, at de fleste mennesker på et tidspunkt i deres liv vil opleve en eller anden form for sorg, vil de fleste mennesker i så fald også skulle diagnosticeres med ”kompliceret” sorg? Og hvis det er tilfældet: Hvem er i så fald tilbage til at definere, hvad der er ”normal” sorg?

Igen vil jeg mene, at det er selve udgangspunktet, den er gal med. De teorier, der går forud for idéen om en normal sorg, forudsætter, at vi kan kortlægge et nogenlunde ens sorgforløb for alle mennesker, som så udgør en normalitet for sorg.

Problemet er bare, som litteraturen viser, at sorg ikke kan sættes på formel eller kasseinddeles.

Tværtimod vidner sørgendes beretninger om, at alle sørger forskelligt, og at sorgen selv for den enkelte er konstant under forandring. Som Naja Marie Aidt siger: Sorgen bliver ved at gå op og ned. Her kan litteraturen lære os noget om sorg. Af den grund er sorglitteratur et særligt påtrængende bidrag til vor tids diskussioner – ikke bare fordi den udstiller problemerne ved at diagnosticere sorg, men fordi den lærer os at forstå selve sorgens væsen.