VI BURDE FAKTISK KUN LEVE, til vi er 45 år. Det ved jeg, fordi jeg som bio gerontolog i mere end 30 år har beskæftiget mig med spørgsmålet om, hvorfor og hvordan vi bliver gamle, og hvorfor vi har en begrænset levetid.
Alle levende arter, inklusive vores egen, Homo sapiens, har udviklet sig med det primære formål at overleve, forplante sig og fortsætte generationerne. Naturens udviklingsprocesser har resulteret i optimale livslængder for forskellige arter. For bananfluer er det for eksempel omkring otte dage, for rotter og mus er det et år, for køer og heste er det 15 år, og vi mennesker behøver ikke mere end 45 år.
Længder af denne periode, som er nødvendig for artens overlevelse kalder vi biogerontologer ”artens essentielle levetid”. At være i stand til at leve længere end den essentielle levetid er et privilegium og ikke en ret. Alderdommen starter herfra.
DET BETYDER IKKE, at jeg fra den dag, hvor jeg fejrede min 45-årsfødselsdag, fra den ene dag til den anden blev til en sur gammel mand, som ofte karikeres i følgende billedsprog: en vaklende, bøjet og sammensunken krop, støttende på noget, rystende, i forsøg på at fokusere synet med en hånd bag øret for at høre bedre, usikker på sig selv med et falsk smil for at skjule livets smerte, et rynket ansigt med tør, læderagtig hud, hængende læber og glansløse øjne, som ser ud i tomheden. Sådan er jeg ikke – endnu. Og jeg håber, at jeg aldrig bliver sådan. Men jeg kan ikke nægte, at jeg lever i alderdommen. Jeg trådte ind i alderdommen for 18 år siden, da jeg krydsede grænsen for min arts essentielle levetid. Jeg kan kalde denne periode for midaldrende, tidlig alderdom, præaldrende stadium eller hvad som helst, der får mig til at føle mig godt tilpas. Det enkle biologiske faktum er, at jeg har levet i næsten to årtier i alderdommen. Det er et privilegium og ikke en fødselsret.
Dette privilegium skylder jeg den menneskelige intelligens’ store bedrifter, opfindelser og den biomedicinske og teknologiske udvikling.
I det meste af menneskets historie har dette privilegium, at opnå alderdom, været ekstremt sjældent. Det er måske derfor, at de individer, som overlevede til en meget høj alder, blev beundret, respekteret og forgudet. Nu om dage opfatter de fleste af os det som en fødselsret, at vi skal leve mere end det dobbelte af vores arts essentielle levetid.
Nu, hvor jeg er i mit 64. år, oplever jeg flere nuancer af alderdommen. Til at begynde med er de biologiske og fysiologiske. Min krop følger helt tydeligt den biologiske lov om, at aldring er fremadskridende, iboende og svækkende. Min krops aldring sker mere og mere, sker indefra og gør mig langsommere på alle planer. Nu går jeg lidt langsommere end før. Mit syn er lidt sløret. Min hørelse er lidt støjende og mindre skarp. Jeg bliver mere træt af at bære overfyldte bære poser. Jeg går oftere på toilettet. Min tisse-kurve er kortere. Mit håndtryk er blevet svagere. Min mund er mere tør. Mit blods biokemi viser også mange forandringer, specielt med hensyn til reguleringen af glucose-, hormon- og vitamin-niveauerne. Jeg har af min læge fået diagnosen gammelmandssukkersyge, type 2-diabetes. Jeg lever i tidlig alderdom. Og det bliver ikke bedre – i hvert fald ikke fysisk.
Der er en positiv side af alt dette. Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg meget bedre lide mig selv, end jeg kunne for 20-30 år siden. Selvom min hårlinje er gået lidt tilbage, har jeg stadig langt og krøllet hår med forskellige skygger af gråt. Mit skæg er næsten blevet helt hvidt, og det kan jeg godt lide. Jeg ser mig selv med et ansigt, der tilhører en moden, lidt rynket, vis, selvsikker og smilende mand. Jeg forestiller mig, at det også er sådan, andre ser mig.
MIN TIDLIGE ALDERDOM fra 45 og indtil nu har været en god periode, hvor jeg har fået mere selvtillid, magt, berømmelse og respekt i mit professionelle liv. Det er også den periode, hvor jeg har lavet mit bedste videnskabelige arbejde. Jeg har undervist og vejledt mange unge studerende, af hvilke nogle selv er blevet succesfulde videnskabsfolk. Jeg føler nu at jeg ikke mere er ”ingen”. Jeg har en identitet. Jeg er nogen. Alle disse ting er min belønning og mit privilegium ved at leve i alderdom.
Jeg er også blevet bedre i nogle aspekter af hjernefunktionen. Jeg er mere skarp og præcis til at uddrage det centrale budskab i bøger og artikler. Jeg kan hurtigt skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem meningsfuldt og distraherende og mellem intellektuelt solidt og varm luft. Min hjerne har fundet nyere og hurtigere veje til at samle information og omsætte den til viden.
Min hjerne er meget bedre til at holde mig stabil under usikkerhed i mit professionelle og private liv. Jeg er også blevet bedre til at lytte til, hvad andre har at sige. Jeg er mere tolerant over for mine studerende. Jeg er mere medfølende. Jeg er mere villig til at dele materialistiske ejendele og intellektuelle idéer. Jeg føler mig fri fra rotteræset, pålagt os af pengenes guder, som hersker over vores samfund.
Alle disse ønskværdige kvaliteter ved alderdommen afhænger af den sociale side af mit liv. Min erfaring, min visdom, min empati, min tolerance og andre kvaliteter giver kun mening, hvis du også ser dem, anerkender dem, genkender dem, godkender dem, bruger dem og opmuntrer dem. Samfundet er mit spejl og min gartner. Det gør mig bange, når jeg konstant hører ”ældrebyrden, ældrebyrden” fra samfundets administratorer. Det gør mig bange, når jeg ser min adgang til sundhedspleje blive mere begrænset. Jeg bliver bange, når jeg føler, at jeg bliver usynlig og kan undværes. Jeg bliver bange, når jeg forestiller mig at blive ensom og glemt.
Det betyder ikke, at jeg bare ønsker at blive ung igen. Nej, jeg ønsker ikke at blive skubbet og trykket til at opføre mig og arbejde imod min alder. Jeg har ikke brug for at gøre 62 til 26 eller 72 til 27. Det vil skabe en paranoid forvirring mellem kroppens biologiske realiteter og en socialt pålagt ønsketænkning.
Som biogerontolog ved jeg, at der på kroppens plan praktisk talt ikke er nogen mulighed for at stoppe aldringen, vende aldringsprocessen eller eliminere død i min levetid. Lige meget hvad sælgere af mirakelkure påstår, at de kan gøre, så er det for det meste falske løfter, enten baseret på uvidenhed eller bevidste løgne.
Selvfølgelig ønsker jeg også at blive ved med at være sund så længe som muligt. Mad, fysisk aktivitet og socialt og mentalt engagement er sundhedens tre søjler. Sociologisk, psykologisk og biologisk forskning viser, at klog brug af disse tre søjler kan opretholde og styrke dem yderligere. Sundhedens visdom bygger på principperne om glæde, moderation og variation anvendt inden for de tre søjler. At glæde sig over, hvad man spiser, hvad man gør, og hvem man socialt er sammen med er det første og væsentligste krav. At gøre disse ting med moderation og variation er de to andre grundlæggende forudsætninger for sundhedens søjler.
Vores alder og hvordan vi oplever den og lever i den, bestemmer alle dele af vores fysiske, mentale og sociale velvære. Vores opførsel og holdninger over for andre afhænger af, hvordan vi forstår vores egen alder og ikke mindst andres alder. Jeg lever ikke i nogen frygt for at blive fysisk gammel. Jeg erkender, at jeg allerede lever i alderdommen og er i gang med at blive endnu ældre. Jeg er ikke ”anti-aldring”. Det er et stort privilegium at leve i alderdom. Naturen har aldrig haft den hensigt med os. Jeg er klar til at omfavne min fremrykkende alder. Det håber jeg også, at I og vores samfund er.