Prøv avisen
Kronik

Kronikør: Vigtigt med mere fokus på forfulgte kristne

Jonas Adelin Jørgensen

Uanset hvem der oplever overgreb og forfølgelse, fortjener det opmærksomhed. Så er det virkelig nødvendigt med den nye danske indsats for forfulgte kristne? Ja. For kristne oplever mere forfølgelse med religiøs begrundelse end nogen anden religiøs gruppe

I DAG PRÆSENTERES Udenrigsministeriets nye kontor for tros- og religionsfrihed i forbindelse med et arrangement på Christiansborg.

Det nye kontor er en udmøntning af regeringsgrundlagets tale om et særligt fokus på forfulgte kristne. Denne enhed bringer Danmark i front internationalt på tros- og religionsfrihedsområdet sammen med støtten til civilsamfundsprojekter samt til FN’s særlige rapportør for tros- og religionsfrihed.

Det er vi i Dansk Missionsråd, vores medlemsorganisationer og samarbejdspartnere glade for, og vi er klar til at løfte vores del og bidrage fra civilsamfundssiden.

NU ER KRISTNE LANGTFRA de eneste, som lider under forfølgelse, og historisk har kristne både befundet sig i rollen som forfølgere og forfulgte.

Overtrædelse af tros- og religionsfrihed er en overtrædelse af den fælles menneskelige værdighed, som alle deler, uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme. Uanset hvem der oplever overgreb og manglende frihedsrettigheder, så fortjener deres situation derfor opmærksomhed. På den baggrund kan man spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt med den nye danske indsats for forfulgte kristne.

Det korte svar er ”ja”. Vi har længe set behovet for et øget fokus på problemet med manglende tros- og religionsfrihed, og vi ved fra partnere over hele verden, at problemet er omfattende og flerdimensionelt.

For i vores nutidige verden befinder kristne sig primært i den modtagende ende af forfølgelse og overgreb.

Ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Center var der mellem årene 2007 og 2014 ingen anden religiøs gruppe, som i så mange lande oplevede diskrimination og forfølgelse med religiøs begrundelse som de kristne. Ifølge velafbalancerede internationale rapporter fra USA’s udenrigsministerium såvel som landets kommission for international religionsfrihed er der ikke noget, der tyder på, at forfølgelse og manglende trosfrihed er aftagende – tværtimod.

MEDIERNES RAPPORTERING fra konflikterne i Syrien og Irak såvel som overgreb i Nigeria og Pakistan bekræfter det dystre billede. Samtidig har der ikke blandt menneskerettighedsorganisationer generelt været fokus på retten til tros- og religionsfrihed, og hvordan religiøse grupper som blandt andet kristne forfølges på grund af deres tro.

Derfor er det glædeligt, at der nu kommer fokus på det store og alvorlige problem, som overgreb, diskrimination og forfølgelse af kristne religiøse minoriteter udgør.

Hvad betyder det for Danmarks internationale engagement – specielt med henblik på kristnes situation i udviklingssamarbejdslandene? Man kan se på Vietnam, Kenya og Egypten som eksempler.

I disse dage træder ny lovgivning omkring religion i kraft i Vietnam, hvor de otte millioner kristne udgør omkring otte procent af befolkningen, der i alt er 94 millioner. Den kristne minoritet bliver set på med modvilje og som en åndelig kolonialisme i det overvejende buddhistiske land.

Der er udbredt social diskrimination, som den nye konstitution fra den 18. november 2016 ikke har imødegået, men netop inkorporeret i lovgivningen. Lovgivningen foreskriver nemlig en omstændelig registreringsproces for religiøse grupper. Ransagninger, fængslinger og voldelige overfald på religiøse samlinger og ledere, som ikke lever op til kravene i lovgivningen, er veldokumenterede. Der er med andre ord tale om diskrimination og manglende tros- og religionsfrihed.

KENYA LIGGER HØJT PÅ LISTEN over lande, hvor der er forfølgelse på grund af manglende tros- og religionsfrihed. Landet har en stor kristen majoritet på 82 procent – og en islamisk minoritet på 15 procent af befolkningen, som i alt er 48 millioner. I kystområder, hvor islam er dominerende, er voldelige overfald på kristne desværre blevet mere almindelige.

I 2015 trak det store overskrifter, da terrorgruppen al-Shabaab angreb Garissa University i det nordøstlige Kenya. Under angrebet mistede 147 personer livet. Senest har al-Shabaab den 6. september 2017 gennemført et angreb på landsbyen Bobo i det nordvestlige Kenya tæt på grænsen til Somalia. Den bevæbnede gruppe beordrede landsbyens mænd til at vise deres identitetskort og identificerede tre kristne mænd, som de derpå dræbte, angiveligt som led i konflikten mellem Kenya og Somalia.

Også i Egypten forfølges kristne. Der er i Egypten en kristen minoritet på 10 procent af befolkningen på 95 millioner. I løbet af det seneste år er mere end 130 kristne blevet dræbt i forskellige former for angreb, senest ni personer under et angreb på en kirke i hovedstaden Kairo den 29. december 2017.

Under al-Sisis styre er den ganske restriktive lovgivning for religiøse organisationer blevet håndhævet i mere udstrakt grad end tidligere, ligesom en administrativ praksis, der forhindrer muslimer i officielt at konvertere til kristendommen, stadig opretholdes.

NÅR DET KOMMER TIL dansk udenrigs- og udviklingspolitik, har kontoret for tros- og religionsfrihed derfor en stor berettigelse:

Uanset om vi taler om Vietnam, Kenya eller Egypten – alle tre danske programsamarbejdslande i forhold til udviklingssamarbejdet – så har alle, hvis tros- og religionsfrihed undertrykkes, krav på opmærksomhed, beskyttelse og hjælp fra dansk side. Udfordringerne er vidt forskellige i de tre lande, men fælles for dem er manglende tros- og religionsfrihed.

Det nye kontor kan spille en vigtig rolle for at fremme og beskytte tros- og religionsfrihed.

I Vietnam ser udfordringen ud til at være, hvordan lovgivning kan være med til at støtte op omkring tros- og religionsfrihed som en individuel rettighed.

I Kenya handler det om at fremme respekten for tros- og religionsfrihed på tværs af en minoritets- og majoritetskonflikt.

I Egypten har de koptiske kristne det vanskeligt med at se en fremtid for sig som andenrangsborgere uden krav på beskyttelse og retfærdighed i deres eget land.

Vi ser vigtige opgaver for det nye kontor i forhold til kompetenceudvikling, så at danske ambassader og diplomater aktivt arbejder med emnet. Også koordinering såvel som partnerskab med ligesindede lande og som drivkraft i forhold til internationale organisationer som EU og FN bør have høj prioritet.

I DANSK MISSIONSRÅD HÅBER VI især, at den nye enhed trækker på den lange, gode danske tradition for stærkt og effektivt samarbejde mellem myndigheder, forskning og civilsamfundsorganisationer.

Vores globale partnere kender konteksterne, og særligt trosbaserede organisationer kan tale med dem, ”der har skoene på” – både de forfulgte minoriteter og de undertrykkende majoriteter. Vi glæder os til samarbejdet!